Vores klimapolitik er ineffektiv og selvmodsigende – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Vores klimapolitik er ...

01. juni 2017

Vores klimapolitik er ineffektiv og selvmodsigende

Debatindlæg af postdoc Theresa Scavenius (Institut for Statskundskab) i Altinget den 1. juni 2017.

Klimadebatten raser igen. Til klimamarchen i april gik tusindvis igen på gaden for at demonstrere imod præsident Trumps klimaskepticisme og verdenssamfundets manglende handlingsplan for at mindske klimaforandringer.

"Politikere, embedsmænd og eksperter er i stigende grad handlingslammede i forhold til at træffe reelle politiske beslutninger. Der opstilles modeller, visioner, målsætninger, men meget lidt har reel effekt.

Theresa Scavenius, postdoc

Politikere, embedsmænd og eksperter er i stigende grad handlingslammede i forhold til at træffe reelle politiske beslutninger. Der opstilles modeller, visioner, målsætninger, men meget lidt har reel effekt, og meget lidt handler om en egentlig energitransformation, som udfaser fossile brændstoffer til fordel for grønne energiressourcer.

Klimapolitikken i sin nuværende form kobler nemlig to uforenelige antagelser om, hvad der får mennesket til at handle grønt. I en ny forskningsartikel udgivet i det videnskabelige tidsskrift Journal of Agricultural & Environmental Ethics viser jeg, at den model, som dansk og international klimapolitik baserer sig på, er både ineffektiv og selvmodsigende.

Markedet sætter tempoet

Klimapolitik er i dag markedsbaseret frem for reguleringsbaseret. Hovedtanken er, at markedet er den mest effektive institution til at skabe klimavenlige forbrugsmønstre og grønne investeringer, som kan betale sig.

Hvor klimapolitik baseret på regulering for eksempel ville iværksætte en konkret udfasningsplan for, hvor mange biler der må køre på fossile brændstoffer i år 2019, 2020, 2021 etc., så arbejder markedsbaseret klimapolitik i stedet på at skabe et marked for klimahandlinger uden årlige målsætninger for udfasning.

"Markedet har rykket lidt i forhold til sol- og vindenergi, men det er meget lidt i forhold til, hvad en stærkere regulering af kul- og olie- samt bilindustrien kunne betyde.

Theresa Scavenius, postdoc

Tanken er, at aktørerne på markedet - dvs. forbrugere og producenter - gennem økonomiske incitamenter langsomt vil bevæge sig i en grøn retning. Hvis forbrugerne efterspørger klimavenlige varer, vil producenterne også i højere grad levere dem til en billigere pris, og derfor vil der over en årrække komme en positiv CO2-reduktion.

Ineffektiv Kyoto-protokol

De fleste af de markedsbaserede klimapolitikker, som for eksempel den ineffektive Kyoto-protokol, forsøger at skabe økonomiske incitamenter, som skubber udviklingen i en grøn retning. Men problemet er, at det først er på den lange bane, forbrugerne og producenterne vil spare penge på klimavenlige løsninger.

De klimapolitiske valg og de grønne investeringer, der skal laves nu, skal træffes ud fra nogle politiske og moralske overvejelser, som går direkte imod, hvad der økonomisk på den korte bane er rationelt:

Så længe det ikke er forbudt at anvende ikke-klimavenlige energiressourcer, vil det stadig være dem, som er billigst på den korte bane. Det er for eksempel billigere at købe en ældre benzinbil og fortsætte med at køre på fossile brændstoffer end at investere i en ny el-bil.

Private markedsaktører vil derfor fortsætte med at udskyde deres klimainvesteringer, til de bliver tvunget til det, for det økonomisk rationelle individ kan per definition ikke erkende, hvad der på den lange bane - kollektivt set - er bedst. Den økonomisk rationelle forbruger eller producent vil derfor ikke træffe langsigtede klimavenlige investeringer.

Det er en af forklaringerne på, hvorfor det globale marked for CO2-kvoter er en ineffektiv politisk strategi.

Ineffektiv og selvmodsigende

Udover at være ineffektive er de markedsbaserede klimapolitikker også selvmodsigende. Markedsbaseret klimapolitik baserer sig nemlig både på økonomiske incitamenter og på forventningen om, at folk vil handle ud fra moralske overbevisninger - for eksempel ved at vælge den grønne løsning, så snart den bliver lidt billigere eller har samme pris som en ”fossil” løsning.

Det ser vi blandt andet på markedet for el-biler, hvor afgiftsfritagelse sænker prisen på el-biler - men de er fortsat ikke billigere end ældre benzin- eller dieselbiler. Politikernes holdning er nemlig, at det er forbrugerne selv, som skal drive prisen på el-bilerne ned ved at efterspørge dem, selvom de i lang tid vil være dyrere end almindelige benzinbiler.

Men hvis politikerne for alvor ønsker, at flere - eller flertallet - skal vælge en klimavenlig transportløsning, skal de investere i bedre og billigere offentlig transport, gøre det dyrere og mere besværligt at tage bilen og hæve prisen for CO2-udledning markant, så det reelt fungerer som en markedsregulering.

Der er en grundlæggende modsætning imellem antagelsen om, at borgerne er rationelle, og antagelsen om, at borgerne samtidigt også skal være moralsk orienterede, for så længe der både kan købes klimavenlige og ikke-klimavenlige varer og services, vil den person, som primært er økonomisk motiveret, altid vælge den billigste, hvilket oftest vil være den ikke-klimavenlige.

Med andre ord: Hvis forbrugerne eller producenterne på det frie marked vælger de dyrere, klimavenlige varer og services, kan dette valg ikke forklares ud fra økonomisk rationelle argumenter, men må i stedet handle om nogle moralske overvejelser om miljø, forurening, klima og fremtidige generationer.

Men hvis forbrugere og producenter er moralsk motiverede i forhold til klimapolitik, er de markedsbaserede incitamenter unødvendige og ineffektive. Her vil traditionel politisk regulering - udfasning og forbud - være mere effektivt, som for eksempel at planlægge en ambitiøs udfasning af fossilt brændstof, som svarer til borgernes moralske og politiske normer.

Bør være rationelt at handle klimavenligt

Den mere kontroversielle pointe er, at dette selvsagt også gælder, hvis klimapolitikerne antager, at borgerne kun er økonomisk rationelle. Da vil klimapolitik baseret på regulering, forbud og offentlige investeringer, så det bliver rationelt at handle klimavenligt, være det eneste, der har reel effekt.

Politikerne kan ikke forvente, at økonomisk rationelle borgere leder den klimapolitiske dagsorden ud fra moralsk overbevisning. Det er en politisk opgave.

At dette er i tråd med befolkningens oplevelse, ses blandt andet i en meningsmåling, jeg har fået foretaget i forbindelse med min forskning. Den viser en stigende bekymring i den danske befolkning for klimaforandringer - og dokumenterer også befolkningens ønske om politisk handling. Danskerne på tværs af partiskel udtrykker utilfredshed over, at de ikke har nok muligheder for at efterleve deres grønne værdier i hverdagen.

Til trods for dette fastholder politikerne et ikke-reguleringsparadigme, i forventning om, at markedsaktørerne selv begynder at blive mere klimavenlige og er moralsk orienterede. Markedet har rykket lidt i forhold til sol- og vindenergi, men det er meget lidt i forhold til, hvad en stærkere regulering af kul- og olie- samt bilindustrien kunne betyde.