På jagt efter formlen bag lykke i en krigstid

Iryna Ignatenko er den første til at erkende, at det kan virke malplaceret at undersøge lykke i krigstid.

"Hvordan kan du overhovedet tænke på lykke, når så mange mennesker i Ukraine oplever traumer, og så mange flygtninge er adskilt fra deres mænd, brødre, venner? Sådan et projekt kan virke umuligt eller mærkeligt,” erkender hun.

Alligevel er lykke i sin danske fortolkning præcis, hvad lektor Iryna Ignatenko fra Kyiv vil studere under et nyt etårigt stipendium ved Institut for Antropologi. Stipendiet er kommet i stand takket være et program under Scholars at Risk rettet mod ukrainske akademikere på flugt fra krigen (se boks).

"Jeg vil forsøge at forstå, hvad der gemmer sig bag denne 'danske lykke' og forhåbentlig få nogle indsigter, nogle regler for lykke, som jeg kan dele med folk i Ukraine."

Hun har længe været nysgerrig efter at forstå hemmeligheden bag Danmarks ry for at være et ’lykkeligt land’ men også at få indsigt i dansk livsstil i bred forstand og begrebet ’hygge’. For hende er et af nøglespørgsmålene, hvorfor Danmark år efter år fastholder en position blandt de ’lykkeligste nationer’ i verden, mens Ukraine i årevis har rangeret i den lave ende af sådanne opgørelser – også før den russiske invasion i februar.

"Jeg vil forsøge at forstå, hvad der gemmer sig bag denne 'danske lykke' og forhåbentlig få nogle indsigter, nogle regler for lykke, som jeg kan dele med folk i Ukraine."

Krigstilstanden i Ukraine understreger kun behovet for et sådant arbejde, mener hun:

”De helt umiddelbare spørgsmål er: Hvordan kan vi som ukrainere undgå at blive følelsesmæssigt ødelagt? Hvilke følelser kan faktisk hjælpe os? Og hvordan kan vi finde en form for lykke?"

Krig som chokterapi

Ser hun længere frem, håber Iryna Ignatenko, at krigen med tiden vil stå som et positivt vendepunkt. På trods af al lidelsen lige nu.

”Jeg tror, ​​vi har haft den forkerte tankegang i Ukraine. Livet handler ikke kun om at blive rigere og mere succesfuld, hvilket har været en udbredt norm. Nu indser mange ukrainere – ikke mindst læger, reddere og soldater – at de kan dø i morgen, og mange forstår samtidig, hvorfor de lever. Derfor ser vi også styrkede relationer og mere støtte til hinanden opstå,” siger hun.

"En krig kan være en chokterapi. I sidste ende kan du føle dig stærkere og fuld af liv på trods af, at livsbetingelserne er blevet værre. I den forstand lærer livet os, at vi også skal nyde alle de små ting. En kop kaffe... At opleve glæde i nuet…”

På det personlige plan er hun taknemmelig for den støtte, hun har mødt på KU – fra instituttet til dem, der arbejder med HR – og fra Carlsbergfondet. Mennesker, der har hjulpet hende med at komme til KU og etablere sig i København.

Én særlig arbejdsrelateret faktor er dog ikke let at erstatte:

"Jeg savner mine studerende tilbage i Kyiv. Den unge generation, som jeg også kan lære af. Jeg har haft så mange gode diskussioner om livet og arbejdet med mine studerende. Forhåbentlig ser jeg dem snart igen. Vi må og skal forblive optimistiske."