Udsendelser militariserer familielivet

Militarisering af samfundet forstås ofte på et overordnet niveau, men ny forskning fra Institut for Antropologi viser, hvordan selv de helt nære og intime dele af familielivet bliver militariseret, når manden er udsendt som soldat

Siden 1991 har mere end 40.000 danske soldater været udsendt for det danske forsvar. I takt med Danmarks stigende involvering i internationale missioner er det ikke bare samfundet, der har indrettet sig på i højere grad at være krigsførende nation. Militariseringen sker også i kernen af de familier, hvor den ene part, som oftest manden, er udsendt i krig. For mange af familierne har det store konsekvenser for deres liv og selvforståelse.
Det viser ph.d.-studerende Maj Hedegaard Heiselberg i sin artikel ”Fighting for the family: overcoming distances in time and space”, der er udkommet i temanummeret af Critical Millitary Studies ”Becoming a warring nation: adjusting to war and violence in Denmark”. Artiklen baserer sig på et års feltarbejde som Maj Hedegaard Heiselberg har lavet blandt en række danske familier før, under og efter mandens udsendelse for forsvaret.

Legetøjsbamse på patrulje

Maj Hedegaard Heiselberg beskriver i sin artikel, hvordan familien forsøger at bevare intimiteten og nærheden mellem børnene og den udsendte. På trods af den store fysiske afstand forsøger de at tage aktivt del i hinandens hverdag og bevare en nærhed i tid og rum. Det kan for eksempel ske gennem hyppig kommunikation over Skype eller Facetime. Et andet eksempel er en familie der selv lavede to legetøjsbamser. Den ene blev hjemme hos familien, mens den anden tog med til Irak. Her tog faderen billeder af sig selv og bamsen på patrulje. Gennem bamserne blev der skabt et bånd mellem faderen og børnene på tværs af afstanden, ligesom bamserne også blev brugt til at illustrere, hvad faderen lavede i sit arbejde som soldat.

Bamsen Sinus er med far på patrulje. Privatfoto

- På trods af, eller måske snarere på grund af, at familierne befinder sig i en atypisk situation, er idealet om den tætte kernefamilie meget stærkt. Derfor er det så vigtigt for dem at bevare intimiteten og nærheden. Men når soldaternes børn får en bamse med uniform på, når far skal udsendes, eller når de hver aften godnatkysser et billede af far i uniform, så bliver Forsvaret en del af familiernes nære liv, og derved legitimeres også Forsvarets rolle i hverdagen. Det bånd man forsøger at skabe medfører blandt andet, at militære symboler bliver normale. Der bliver sat lighedstegn mellem far og det at være soldat. Og hvis der er lighedstegn mellem far og soldat, og far er en god person, så er fars arbejde som soldat og Forsvaret som institution nok også en god ting. Militarisering er altså også en proces, der sker i det helt nære, i de meget sociale og intime rum, siger Maj Hedegaard Heiselberg.

Bamsen Cosinus er med familien på indkøb. Privatfoto

Tvungne soldaterfruer

Maj Hedegaard Heiselbergs forskning viser, at udsendelserne og forsvarets ageren er svære at forene med moderne familiestrukturer og kønsroller.

- Der er flere af de familier, jeg har fulgt, hvor kvinderne synes, at forsvaret er sådan lidt ”øv”. De ser ikke sig selv som soldaterfruer, og de vil egentlig gerne tage afstand fra krig og Forsvaret, men det vægter højere for dem at opretholde gode og nære familieforhold, mens deres mænd er væk. På sin vis er Forsvaret en moralsk institution i samfundet. Med nationens sikkerhed i højsæde og kampen for ”det gode” som moralsk bagtæppe tillader Forsvaret sig i høj grad at kræve soldatens engagement og tid - ofte på bekostning af familierne derhjemme. Fra kvindernes perspektiv kan det være svært at stå med sit vasketøj og sine madpakker og skulle overtrumfe det, siger Maj Hedegaard Heiselberg.

- En relaterende udfordring er, at forsvaret ofte ændrer på aftaler. For eksempel ændres udsendelsestidspunkter ofte. Så går far måske alligevel glip af den fødselsdag, han havde lovet at være med til. Til sammen er det med til at give kvinderne følelsen af at miste kontrollen. De kan til tider føle sig som små brikker i et kæmpe puslespil. De kan ikke planlægge deres egen hverdag, fordi Forsvaret i sidste ende bestemmer, hvordan det skal være. På samme måde med deres karriere. Om end det ikke altid opleves som et problem er det for mange af kvinderne  i praksis meget svært at opretholde et arbejdsliv på lige vilkår med deres mænd, siger Maj Hedegaard Heiselberg.

Anerkendelse søges

Ifølge Maj Hedegaard Heiselberg bør Forsvaret bliver bedre til at forstå de store konsekvenser, det har for hele familien, når mændene bliver udsendt.

- Min oplevelse er, at kvinderne efterspørger større anerkendelse af, at resten af familien også eksisterer, og at udsendelsen i høj grad påvirker hele familiens liv. En sådan anerkendelse kunne for eksempel være, når soldaterne vender hjem. Her er der typisk arrangeret en form for afklimatiseringstur for soldaterne alene. I stedet efterspørger flere af familierne og soldaterne, som kommer hjem, om ikke der i stedet kunne arrangeres noget, som inkluderede hele familien. Det behøver ikke at være noget stort - Det er de små ting. I virkeligheden har de ikke behov for en masse nye tiltag, der sigter mod at gøre dem bedre til det ene eller det andet. Det de har behov for, er i høj grad at blive lyttet til, anerkendt for den indsats, de gør, og at nogen ser personerne bag soldaterne, siger Maj Hedegaard Heiselberg.