Dekanens dagbog #2

Hvor mange jobs har man egentlig, når man arbejder hjemme? En almindelig morgen kan jeg godt føle trang til at gå i seng igen, når de tre børn og hustruen har fået morgenmad, madpakkerne er lavet, idrætstøjet pakket, yndlingstrøjen lyntumblet så man kan få den på i skole og telefonen fundet efter febrilsk søgen 07:35. Så virker det lidt uoverkommeligt også at tage på det arbejde, som jeg får løn for. Denne mandag morgen gik heldigvis mere adstadigt – der var endda tid til at lave risengrød, men til gengæld er den yngste allerede begyndt at spørge til frokost.

Jeg sniger mig til at skrive dette, mens Alienas fuldstændigt geniale koncept om sofaskolen er begyndt til mit yngste barn. Min ældste har været aktiv på gymnasiets Lexio siden klokken 8, og den mellemste står fast på, at man sagtens kan lave matematik i nattøj med fødderne oppe på sofabordet. Så lige nu virker det, men jeg skal da indrømme, at hvis det her var indtruffet, mens mine børn var små (de er 11, 14 og 16) og hele tiden krævede pasning, ville det her være rigtigt svært. Og jeg ved, at der er mange småbørnsforældre – både medarbejdere og studerende – som har mange jobs på samme tid for øjeblikket. Det vilde ved at være småbørnsforældre er jo, at det er ekstremt hårdt og ekstremt vidunderligt, og det kan være svært at afgøre i situationen, om det er det ene eller det andet. Men man ved med sikkerhed, at pasning af små børn i lejligheden, mens man skal arbejde, har enormt svært ved at fremstå i et lyserødt skær. Det er bare ikke særlig sjovt at skulle jonglere med både de forskellige roller og de fuldstændigt legitime, men samtidigt fuldstændig modsatrettede, krav fra henholdsvis børn og arbejde eller studie.

I situationen er der meget lidt at gøre ved det. De næste uger kommer ingen af os ikke være perfekte forskere, perfekte studerende, perfekte administrative medarbejdere samtidig med, at vi er perfekte forældre, perfekte ægtefæller eller perfekte bestyrelsesmedlemmer i badmintonklubben. Og det er også i orden. I forvejen stiller vi måske for mange krav til os selv og hinanden om at score guldstjerner på alle områder. Men nu er der et helt andet krav til os, der trumfer de normale krav – kravet om at indrette vores hverdag på en anden måde, så staten kan få kontrol med epidemien. I disse uger har vi derfor ikke andet valg end at være realistiske og pragmatiske. Jeg tror et element er at formidle meget klart til dem, som har berettigede krav på os, hvor mange af de krav, som vi kan leve op til, og være nysgerrige på, hvorvidt andre er i stand til at leve op til de krav, som vi stiller til dem.

Når børnene løber rundt i baggrunden af skypemødet, så er den prioriteringsudfordring meget tydelig. Men den findes også til hverdag, hvor den måske er mindre tydelig og mindre erkendt. Vi er heldigvis gode til at fejre vores eliteforskere og udvikle vores talenter, men vi skal også huske at se vores kolleger, når deres artikel er blevet afvist og pengene ikke bevilget til forskningsprojektet. Vi skal være nysgerrige på, hvorfor en af vores medstuderende aldrig rigtigt deltager i holddiskussionen eller aldrig går med ud og drikker kaffe efter timen. Og vi skal tænke over, hvorfor kollegaen hidsede sig op over, at der ikke var mælk til kaffen. For mange af de udfordringer, som vi går med, er ikke synlige, og måske slet ikke i et præstationsmeritokrati, som vores.

Nogle af disse forskelle og udfordringer bliver mere tydelige i en tid som denne. Det er mere behageligt at lave selvstudie i herskabslejlighed på Østerbro end i værelse på Nordvest. Det er lettere at trække på skuldrene overfor COVID-19, hvis man er trænet op til at løbe maraton, end hvis man lider af en kronisk sygdom eller har en alder, hvor risikoen i hvert fald statistisk er større for at blive alvorlig syg af sygdommen. Samtidig er der mange medarbejdere og studerende, som har mennesker, som de kærer sig om, der er i risikogruppen, og de går selvfølgelig og tænker på, hvordan det skal gå deres kære. Den usikkerhed og den risiko kan man ikke bare prioritere væk. Den er reel og den er vedvarende. Det skaber et stress, som ikke kan undgå at påvirke folk i den her situation.

Men det er måske værd at huske, at den påvirkning, også findes til hverdag. På trods af sociale medier – eller måske netop pga. deres skinvirkelighed, ved vi sjældent, hvad der i virkeligheden sker i det liv, som vores kolleger og medstuderende lever uden for campus, men det er alt sammen en del af deres udsætning for at være her og den bagage, som de tager med til møder, undervisning og fredagsbarer. Men for øjeblikket er skellet mellem livet på og udenfor campus udvisket, og det er måske en lejlighed til at være nysgerrig på hinandens forudsætninger.