Dekanens dagbog #21

Og det er i det hele taget ikke helt det samme at arbejde hjemmefra; og efterhånden kan jeg godt se risikoen for, at jeg ikke blot får ondt i ryggen, men også og mere metaforisk længere nede ad ryggen. Og det er her, at jeg må arbejde med min egen utålmodighed. For det her er ikke slut. For at citere Winston Churchill (og hvem ellers i en krisesituation?): “This is not the end, it is not even the beginning of the end, but it is, perhaps, the end of the beginning”. Vi arbejder og studerer hjemmefra, og vil i hvert fald gøre det til 10. maj – og formentlig længere endnu.

Det gælder ikke nødvendigvis alle på KU. Det bliver nu muligt at åbne for en række kritiske funktioner eller faciliteter på universitetet, hvor det nu er kritisk at kunne give en meget begrænset adgang til en udvalgt og meget afgrænset brugergruppe – enten studerende, undervisere, forskere eller andet personale. Det en central proces, som kører gennem Nørregade til ministeriet. Den er primært rettet mod SCIENCE og SUND. Nu ved jeg, at dygtige samfundsvidenskabsfolk kan dekonstruere betydningen af kritisk og begrænset adgang, men der er ingen grund til at gøre sig den ulejlighed. SAMF bliver hjemme, under de samme regler som hidtil, fordi det er det, som vi har fået besked på af sundhedsmyndigheder og regeringen. 

Men vi må formode, at myndighederne vil komme med nye direktiver omkring 10. maj. Jeg har ingen anelse om, hvad de vil være, og det har myndighederne formentlig heller ikke – de afventer resultaterne af den første fase af genåbningen af samfundet. Man kan have en formodning om, at vi – ligesom de liberale erhverv, som åbner i denne uge – i begyndelsen vil åbne delvist eller i faser, når vi på et eller andet tidspunkt åbner igen.

Hvis vi kommer til at åbne i faser, og vi selv kan bestemme (og det er langt fra givet), hvordan åbningen skal ske, så vil der være en lang række konkrete overvejelser om, hvordan vi foretager åbningen, og hvem der vil være omfattet af den. I overvejelserne om, hvem der skal tilbage hvornår og hvordan, vil det være afgørende for ledelsen på SAMF til enhver tid at tage udgangspunkt i de anbefalinger, der kommer fra sundhedsmyndighederne. Vi sender derfor ikke nogen tilbage på arbejde, før det er forsvarligt i forhold til anbefalingerne. Og vi vil inddrage FSU og Akademisk Råd i overvejelserne om hvilke funktioner, der skal åbnes først.

Hvis vi åbner, så forestiller jeg mig altså ikke, at vi bare slår dørene op og er tilbage, som om intet var hændt. Det afhænger selvfølgelig af sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Jeg forestiller mig således, at studenterfester, fredagsbarer og andre større sociale arrangementer for både studerende og medarbejdere vil være aflyst i hvert fald frem til 31. august, men måske også senere. Hvis vi skal holde fysisk afstand til en vaccine er fundet, som det er blevet antydet i denne uge, så må vi forvente et meget anderledes studie- og arbejdsmiljø mange måneder frem.

Vi må allerede nu se på studiestart og RUS-introduktion, vi må tænke alternativt. Vi kan ikke møde de nye studerende, som vi plejer, pga. myndighedernes krav om afstand, forbud mod større forsamlinger osv. Hvordan kan vi skabe sociale relationer mellem de nye studerende på trods af afstand? Måske skal det mere ses som en løbende proces gennem hele første semester, hvor vi tager initiativer til, at de studerende kommer godt gang. Jeg elsker virkelig de dage, hvor de nye studerende ankommer, så jeg håber, at vi kan finde på nogle nye, gode modeller.

Og så er der er jo muligheden for, at vi bliver fysisk lukket igen. Den er ærlig talt lidt svær at overskue lige nu. Men kommer der en markant stigning i sygdomstilfælde i efteråret, kan vi blive lukket helt eller delvist. Det vil vi være bedre forberedt på denne gang. Men det er nok værd at overveje denne mulighed, hvis man planlægger arrangementer i efteråret – uanset om det er en konference eller en julefrokost. Det er også værd at overveje, at der fortsat kan være rejsebegrænsninger og områder, hvorfra man ikke umiddelbart kan få adgang til Danmark eller som man ikke bare kan rejse ud til.

Der gik næsten 3 år fra Churchills tale til Anden Verdenskrig rent faktisk sluttede. Der går forhåbentlig ikke lige så lang tid, før jeg kommer væk fra strygebrættet og tilbage til det rigtige hæve-sænke-bord. Men derfor er stadig rigtigt, at vi ikke er ved slutningen, men måske, hvis vi er heldige, ved slutningen på begyndelsen.