Dekanens dagbog #25

Det gjorde vi selvfølgelig på Zoom. Jeg har før prøvet at holde jobsamtaler med enkelte kandidater over Skype. Og det var ikke en god oplevelse, så jeg havde mine bekymringer om, hvordan det ville gå i dag. Men det var faktisk en god oplevelse, og jeg føler mig tryg, ja, ligefrem begejstret, over de beslutninger, som vi træffer på baggrund af samtalerne.

Jeg tror en del af forklaringen på, at det virkede så meget bedre er, at alle samtalerne var på Zoom og at alle, både kandidaten og udvalget, var på Zoom. Det gjorde samtalerne sammenlignelige, og det skabte et ikke skel mellem dem, der var i rummet, og dem der ikke var. En anden del af forklaringen er, at jeg simpelthen er blevet mere tryg i formatet. Øvelse gør en kæmpe forskel og kan overvinde i hvert fald noget af den fremmedgørende effekt af at tale sammen i et elektronisk rum i stedet for et mødelokale på campus. Men måske den vigtigste faktor var, at der var to samtalerunder, hvor jeg så kun var en del af den sidste runde. To samtalerunder skaber under alle omstændigheder flere muligheder og flere perspektiver, så både ansøger og ansætter får et mere fyldestgørende billede af hinanden. Men det giver også tid til at kunne finde sammen i den kunstige situation, som et online møde jo grundlæggende er.

Jeg vil til hver en tid foretrække at møde en ansøger ansigt til ansigt. Og den værdi, som det har for ansøgeren at møde op, samt undervisningslokaler og hele miljøet på campus, får man bare ikke på Zoom. Men som så mange andre ting i denne tid, så får vi det til at virke - også selvom det ikke helt er, som vi gerne ville have  det.

God weekend. Dekanens dagbog er tilbage mandag.