Dekanens dagbog #26

Først og fremmest er det jo i grunden et meningsløst spørgsmål, for det er efterhånden så lang tid siden, at jeg læste statskundskab på SAMF, at den erfaring ikke er relevant i sig selv. Det er netop ikke min generation, som er sendt hjem og ikke 1990’ernes universitet, som vi er sendt hjem fra. Men alligevel har spørgsmålet naget mig. For svaret siger meget om, hvad der er sket med uddannelsessystemet, også det universitære, de sidste 25 år.

For det, som jeg rent faktisk svarede på spørgsmålet, var: det ville ikke have føltes voldsomt anderledes. Det er selvfølgeligt et lidt kækt svar, men efter det første år eller to kom jeg ikke meget i Rosenborggade, hvor statskundskab dengang lå. Jeg kom heller ikke på Det Kongelige Bibliotek for andet end at hente bøger bestilt i en udgave af REX, som kun var et lille skridt fra kartotekskortet. Læsegrupper deltog jeg ikke i efter det første års tid eller to. Helt ærligt, så var meget af pensum hurtigt læst, og jeg kastede mig over min egen læseplan. Efter at have været et år på LSE efter min BA, kom jeg hjem og skrev speciale. Da jeg forleden havde oplevelsen af déjà vu, da jeg lidt ør efter en dags Skype-møder trådte ud ad min gadedør for at få lidt frisk luft, gik det op for mig, at jeg genoplevede fornemmelsen af at dukke op i verden efter at have siddet og skrevet speciale om den transformative karakter ved Trediveårskrigen dagen lang. I den periode er jeg ikke sikker på, at jeg havde opdaget, hvis KU havde været lukket ned i nogle måneder.

I dag var jeg næppe sluppet af sted med det studiemønster. Der var i hvert fald blevet stillet væsentlig højere krav til mig. Så meget af den læring, som jeg selv stod for, havde andre i dag taget ansvar for og gjort på et højere niveau, end jeg var i stand til (også selvom jeg nok havde været svær at overbevise om det!). Og sådan skal det være. Det langt mere strukturerede forløb, som universitetsuddannelser har i dag, med et fokus på læringsmål og evaluering af om de bliver nået, er en bedrift, der har øget kvaliteten af uddannelserne. En bedrift, som vi måske ikke fejrer nok.

Men den bedrift har også en bagside. En bagside som er forsiden af resten af uddannelsessystemet. For der er også en del af en forandring af uddannelsessystemet, som jeg er mere skeptisk overfor. En forandring, der starter i folkeskolen, hvor færdighedslæring, og testen af den, er i fokus i en grad, hvor det er skolens statistik i de nationale test snarere end elevens læring og udvikling, som er i centrum. Hvis uddannelse handler om noget, så er det netop at finde sig selv og udvikle sin forståelse af verden gennem fag. Denne dannelse i ordets bredeste betydning taber man desværre ofte og systematisk af syne. Og den synes ikke længere at være missionen for en generation af skolelærere, som er opdraget til at levere testresultater. Det forplanter sig gennem uddannelsessystemet, som i stigende grad er en agility-bane, som eleverne skal hoppe igennem. Elever, der hele tiden er opmærksomme på, at de bliver målt, vejet og ofte fundet for lette, er opdraget til at være fokuseret på krav, og hvordan de opfylder dem.

Har man været igennem det skolesystem, så er det ikke underligt, at universitetet kan være en udfordring, selvom man ikke længere er overladt helt så meget til sig selv, som jeg var. Det er heller ikke mærkeligt, at coronatesten virker som en ekstra udfordring. På SAMF har vi spurgt de studerende, hvad de finder sværest ved nedlukningen. De svarer, at de savner fællesskabet med deres medstuderende, har vanskeligt ved at finde motivationen til at læse/skrive opgave og har er svært at få struktur på hverdagen. Den gode nyhed er, at det må man formode er et udtryk for, at de i hvert fald får mere af alle tre ting til hverdag. Og det er et udtryk for den positive forandring, som jeg nævnte før. Men det er også et udtryk for, at det danske uddannelsessystem danner mennesker, som har større behov for rammer, kompetencebeskrivelser og læringsmål end tidligere generationer. Det behov er reelt, og det skal der leveres på. Det er blandt andet derfor, at vi arbejder på højtryk for at skabe klarhed omkring alt fra eksamener til RUS-forløb. Men i en mere stille stund er det også værd at reflektere over, om den overskuelighed og forudsigelighed findes i en verden i hastig og omfattende forandring, hvor kriser bliver hverdag. Universitetet kan meget vel være sidste stop i et uddannelsessystem, der i stigende grad bilder sine elever ind, at hvis de klarer testen, så bliver alt godt. Hvis coronakrisen viser noget, så er det, hvor forkert det er. Derfor tror jeg, at den vigtigste arv fra coronakrisen ikke bliver online læring, men et øget fokus på, hvorvidt vores uddannelser afspejler virkeligheden uden for portene, og om vi giver tilstrækkeligt med kompetencer til at håndtere de kriser, som den virkelighed også byder på.