Velkommen tilbage

I min erindring er kommunehospitalet altid badet i et blødt sensommerlys under studiestart. Jeg ved godt, at det ikke er rigtigt. Men jeg vil forbeholde mig ret til at romantisere starten på det akademiske år, fordi det er en smuk tid – uanset om solen skinner eller ej. Der er en træghed i universitetslivet – vi holder af grundige overvejelser, lange tilløb og lever med deadlines, som vi skyder foran os. Men den dag, hvor russerne starter, møder vi hundreder af unge mennesker, som vil os noget – i dag. Vi har nogle af de højeste gennemsnit i landet for at komme inden for porten på næsten alle vores uddannelser og nogle af de højeste krav til at gennemføre alle vores uddannelser, så det er en drøm, der bliver indfriet, når man møder op her, og når man ser den drøm i øjnene på de nye studerende, hvordan kan man så andet, end at ønske at hjælpe med at gøre den til virkelighed?

Turbo på forskning og læring

På mange måder har coronakrisen forstærket denne fornemmelse af, at på SAMF kan vi gøre en forskel ved at realisere de studerendes drømme såvel som drømmen om det endnu bedre samfund. Da coronakrisen ramte i marts, så greb vi muligheden og satte turbo på vores forskning og læring. Det var hårdt, men vi mobiliserede vores kræfter og kiggede op fra vores individuelle interesser og så på samfundet i en krisetid. Lige her ligger også ansatsen til en metode, som vi skal lære de nye og de gamle studerende. Det er et blik, hvor vi som forskere og studerende kigger på samfundets store kriser og udfordringer. Og coronakrisen er ikke den eneste udfordring, som vi står overfor – klima, flygtningestrømme, den internationale magtbalance, nye teknologier. Der er nok at studere og nok at bidrage med løsninger til. Vi skal sætte viden i værk.

Vi skal genopfinde arbejds- og studieliv

Drømmen er den samme som hvert år og i mit sind vil lyset være det samme (regn eller ej), men måden, som vi mødes på SAMF, er ikke den samme som andre år. Coronakrisen er ikke slut. Tværtimod er den i virkeligheden måske kun lige begyndt. Selvom nedlukningen var den mest dramatiske del af krisen indtil videre, så var den trods alt simpel. Vi kunne ikke komme på campus, vi skulle mødes online. Nu er vi lukket ind på campus, men skal overholde strenge regler for afstand og hygiejne. Vi må forvente, at enkelte hold, afdelinger, institutter og, ja, hele fakultetet kan blive sendt hjem i kortere eller længere tid i dette semester – og formentlig i alle semestre frem til vi er blevet vaccineret. Det er langt fra simpelt at operere inden for rammer, som således kan ændre sig fra den ene dag til den anden. Vi er vandt til lange planlægningshorisonter og bygge videre på omhyggeligt opbyggede kompetencer inden for undervisning og forskning, men den mulighed har vi ikke nødvendigvis i et miljø, hvor vi hele tiden skal omstille os. Så vi kommer ikke tilbage for at gøre som vi plejer. Vi kommer tilbage for at genopfinde det, som vi kan, og det, som vi ved virker, så det også virker i coronamiljøet.

Genåbning af campus med prioriterede aktiviteter

Vi er bedre forberedt, end vi var i marts. Mange vil fortsat arbejde hjemme og en del aktiviteter vil fortsat foregå via Zoom og andre online-platforme. Der er kameraer i alle undervisningslokaler, så vi kan streame undervisning. Vi udvikler vores online undervisningsformater på basis af de erfaringer, som vi har gjort os i forårssemestret. Og erfaringerne fra det semester er gode og de studerendes resultater til eksamen på højde med, hvad de normalt er. De områder, som har været svære at håndtere, mens vi var hjemsendt – vejledning, møder i studiegrupper, støtte til mentalt udfordrede medarbejdere og studerende, er alt sammen nemmere at tage fat på, når vi kommer tilbage. Derfor er det et mål, at så mange om muligt kan være på campus så længe som muligt. Det kræver, at vi nøje prioriterer aktiviteter og at vi omhyggeligt overholder myndighedernes anvisninger. Selvom det kan virke akavet, så skal vi holde afstand, vi skal spritte og vi skal holde campus rent. Og der er ting, som vi plejer at gøre, som vi simpelthen må undvære, fordi smitterisikoen er for stor. Men sundhedsmyndighedernes anvisninger skal også følges uden for Kommunehospitalet. Vi kan hver især hjælpe med at sygdommen holdes i ave, og gør vi det, så kan vi måske undgå at blive lukket ned igen. Der er 7.000 mennesker på SAMF, hvis vi gør det rigtige, så giver vi sammen et stort bidrag til at mindske udbredelsen af COVID19.
Vis interesse i din kollega og medstuderende

Vi møder altid op på campus med forskellig bagage – vi har forskellige udfordringer, som man ikke altid ser og som mange måske egentlig også gerne vil efterlade derhjemme. Men i en mere foranderlig situation, bliver vi også mere skrøbelige. Hvis man er i en risikogruppe eller ens familie er i en risikogruppe, så møder man op med en anden risiko og en anden bekymring, end andre gør. Hvis man har små børn og bor i en lille lejlighed, så er det sværere at arbejde og studere hjemme, end hvis man har god plads og børnene er flyttet hjemmefra. Og er man sund, rask og i øvrigt har mod på det meste, ja, så skal man også have lov til at være det. Vi skal altid være nysgerrige på hinandens forudsætninger og tage hensyn til hinanden. Men det er ekstra vigtigt i denne situation. Så følg rådet fra de plakater, som hænger rundt på campus: smil og hils (også selvom du ikke kan give hånd eller en krammer), gør noget godt for en kollega eller en medstuderende og spørg ind til andres oplevelser. Vi byder hinanden velkommen til en udfordring, som vi både kan og vil håndtere.

Mikkel Vedby Rasmussen
Dekan

Emner