Kløften mellem rig og fattig vokser

I Sydafrika, et af verdens mest ulige lande, har de fattigste 40 procent en årlig indkomst på under 6.400 danske kroner per person. Til sammenligning tjener de rigeste 10 procent over 247.000 kr. årligt - altså næsten 40 gange mere end de fattigste 40 procent.

Disse tal, der stammer fra 2017, dækker på sin vis over en faldende ulighed i Sydafrika. I 2008 tjente de rigeste 10 procent nemlig 50 gange mere end de fattigste 40 procent. Sagen er bare, at i kroner og øre er kløften mellem disse grupper vokset med mere end 63.000 kr. per person i løbet af denne tid.

Ikke et simpelt regnestykke

Eksemplet fra Sydafrika er blot et af mange, der demonstrerer, hvor kompliceret det er at vurdere udviklingen i ulighed. En international gruppe forskere, ledet af Finn Tarp, professor på Økonomisk Institut på Københavns Universitet, har fundet lignende situationer i mange andre lande.

”Ulighed vokser eller falder ikke overalt på samme tid, og der er ingen konstante eller universelle tendenser over tid og på tværs af lande eller regioner”, konstaterer Finn Tarp og uddyber:

”Succeser følges ofte af skridt baglæns, hvis forholdene ændrer sig, og omvendt. Det ser vi blandt andet i en række latinamerikanske lande i disse år. I det hele taget er det særdeles kompliceret at vurdere udviklingen i økonomisk ulighed.”

Ulighed står i vejen for udvikling

Forskergruppens arbejde har krystalliseret sig i form af den nyligt udgivne bog ’Inequality in the Developing World’ (Oxford University Press, 2021). Heri påpeger Finn Tarp og hans to med-redaktører vigtigheden af ikke at forenkle ulighedsbegrebet, uanset om det er på nationalt eller globalt plan. I stedet skal vi være meget opmærksomme på det presserende behov for såvel global handling, som på hvordan succesrige udviklingslande forsøger at løse ulighedsudfordringen.

”En fair indkomstfordeling er både et moralsk spørgsmål og et afgørende element i skabelsen af et socialt sammenhængende samfund. Overdrevne indkomstforskelle har også negative konsekvenser for vækst, fattigdom og menneskelig udvikling,” fremhæver Finn Tarp.

Globalt har uligheden været faldende i de seneste tre årtier ifølge det såkaldte Gini-indeks, der måler uligheden relativt set. Det samlede fald skyldes dog ikke en verdensomspændende tendens men især den voldsomme økonomiske vækst i Kina, der gradvist har nærmet sig den globale middelindkomst.

Andre udviklingslande har i nogen grad haft samme positive udvikling som Kina, men faldet i den globale ulighed er aftagende. Og der er mange tegn på, at de fattigste lande har ekstremt svært ved at følge med de større børn i klassen. I det hele taget er kløften mellem rige og fattige mennesker i verden fortsat kolossal, og den er voksende målt i absolutte tal.

”De kræfter, der har været med til at indsnævre uligheden mellem landene, har haft den modsatte indvirkning på uligheden i de enkelte lande. Selv i Kina og Indien er uligheden blandt befolkningerne steget,” forklarer Finn Tarp.

Et netværk af uligheder

Det er afgørende at have blik for både den enorme globale ulighed og for uligheden i de enkelte lande, hvis det globale ulighedsproblem skal løses, mener Finn Tarp.

”Det er i en national ramme, at uligheden forringer menneskers liv, og på landeplan skal der arbejdes politisk for at imødegå uligheden,” påpeger han.

I enkelte større udviklingslande er det lykkedes at nedbringe uligheden, blandt andet i kraft af arbejdsmarkedsreformer. Finn Tarp fremhæver Brasilien og Mexico som eksempler på lande, der har mindsket uligheden ved at indføre mindstelønninger og en mere progressiv beskatning. Der skal dog sættes ind mange steder, understreger han.

”Økonomisk ulighed vokser ud af mange andre uligheder, blandt andet inden for uddannelse, sundhed og arbejdsmarked. At bekæmpe ulighed kræver derfor en målrettet, koordineret og vedvarende kollektiv indsats på globalt og nationalt plan," vurderer Finn Tarp.