Sagen fra Gladsaxe viser, at løfter om værdighed i ældreplejen er tom snak
Den seneste tids afsløringer om uværdig behandling af ældre på plejehjem viser, at på trods af snak om værdighedsmilliard og værdighedspolitik, så klinger løfterne om værdighed i den kommunale plejesektor hult, skriver Bjarke Oxlund på Altinget.
Debatindlæg i Altinget den 16. november 2021 af Bjarke Oxlund, professor (MSO) og institutleder på Institut for Antropologi.
Lørdag kunne Berlingske afsløre, at ansatte på plejehjemmet Møllegården i Gladsaxe Kommune har muntret sig med at optage videoer af demente beboere. Nogle blev filmet i intime situationer, andre blev klædt ud eller drukket fulde og derefter rykket rundt med og stillet til skue.
Denne afsløring kommer blot 16 måneder efter, at TV 2 i programmet' Plejehjemmene bag facaden' dokumenterede en virkelighed på Kongsgården i Århus, hvor plejepersonalet lod 90-årige Else Marie Larsen hænge i en loftslift i hele syv minutter, så hun kunne presse sin afføring ud, selv om hun gav tydeligt udtryk for stor smerte.
Hvordan kan det overhovedet forekomme, når alle er enige om, at ældres forhold er det vigtigste emne for kommunalvalget tirsdag? Måske skyldes det, at det er sværere end som så at handle på ældrepolitikkens udfordringer.
Behov for nationalt kompromis om ældrepleje
Allerede skandalen i Århus kaldte på politisk handling, og daværende ældreminister, Magnus Heunicke, varslede afholdelsen af et ældrepolitisk topmøde.
På Altinget lød en overskrift: ”Efter omsorgssvigt på plejehjem har sundheds- og ældreministeren indkaldt til ældretopmøde. Kan Heunickes topmøde forhindre mere omsorgssvigt i ældreplejen?”
Vi ved nu, at svaret var nej, selv om det svigt, som Else oplevede, var på dagsordenen, da Kommunernes Landsforening (KL), Sundheds- og Ældreministeriet, Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) og Ældre Sagen så mødtes til topmøde i september 2020 og lagde op til, at der skulle indgås intet mindre end ”et nationalt kompromis om ældrepleje”.
På dette års topmøde indskærpede Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, over for den ny ældreminister, Astrid Kragh, at han ”frygter en humanitær krise”, hvis der ikke kommer styr på rekrutteringen til ældreplejen. Sagerne fra Kongsgården og Møllegården understreger, at ikke bare er antallet, men også kvaliteten, af medarbejdere, der er vigtig.
Hvad blev der af værdighedsmilliarden?
De ydmygelser og den uværdige behandling, som sagerne åbenbarer, er i direkte modstrid med det store fokus på begrebet værdighed, som har været styrende for dansk ældrepolitik over en årrække.
I forbindelse med finansloven 2016 udløste Folketinget den såkaldte værdighedsmilliard, hvor der blev afsat en milliard kroner om året i perioden 2016-2019 til udbredelse og implementering af en værdighedspolitik i alle kommuner. Pengene var øremærket de svageste ældre, og det var en betingelse, at den enkelte kommune skulle formulere en værdighedspolitik med beskrivelser af sine overordnede værdier og prioriteringer, som de skulle offentliggøre.
Der blev også etableret et Videnscenter for Værdig Ældrepleje, som har et værdighedsrejsehold, der kommer rundt i de danske kommuner med undervisningstilbud til ansatte. Værdighedsmilliarden har ført til 98 offentliggjorte værdighedspolitikker, og det er tæt på ufint her at påpege, at de værdighedspolitikker, som Århus og Gladsaxe har offentliggjort, klinger hult.
Kvalitet koster formentlig penge
I min egen kommune, Vordingborg, har jeg bemærket, at alle partier i deres valgmateriale i år har et valgløfte om ”værdighed i ældreplejen”. Noget tilsvarende gør sig formentlig gældende i landets øvrige kommuner, eftersom ældreområdet som sagt er udpeget som det vigtigste valgtema. I forlængelse af kravet om politikudvikling knyttet til værdighedsmilliarden, har værdighed udviklet sig til at være det sprog, man bruger, hvis man vil signalere god ældrepolitik.
Problemet er bare, at hvis alle taler om værdighed, og ingen bakker det op med praktiske handlinger og penge, så har det abstrakte fokus på værdighedspolitikker måske været med til at forplumre samtalen om pleje- og omsorgsydelser for ældre.
Ny forskning fra Vive (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) viser helt overordnet, at der gennemsnitligt er sket et fald på 10 procent i kommunerne udgifter til ældreområdet siden 2012, og at der for ældre over 65 år er sket et fald, så det blot er hver tiende mod tidligere hver femte, der modtager hjemmehjælp.
Måske er det ved at være på tide at tale om, at hvis den kommunale plejesektor skal kunne levere på de løfter, som findes i KV-kandidaternes materiale, så er uddannelse, rekruttering og fastholdelse af dygtige SOSU-assistenter alfa og omega.
Måske er det også vigtigt at påpege, at det formentlig koster penge at skrue op for kvaliteten af ældreplejen. Hvis ikke man vil prioritere ældreområdet i praksis, kan man selvfølgelig fortsat lade snakken om værdighed gå i tomgang på tværs af partiskel.