Viser det franske præsidentvalg et demokrati i krise?

Anne-Sofie Dichman, ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

De sidste par uger har jeg opholdt mig i Frankrig for at følge præsidentvalget og særligt De Gule Vestes aktioner. Jeg har genset venner og bekendte, og selvfølgelig har ét af samtaleemnerne ved disse møder været præsidentvalget. Eller ’pestilensvalget’ som nogle franskmænd kalder det. Fra min forskning i De Gule Veste-bevægelsen er jeg bekendt med kritiske analyser af det nutidige franske repræsentative demokrati.

Alligevel har møderne med mine franske bekendtskaber overrasket mig. For eksempel fortalte mine tidligere naboer – en lille familie bestående af en skolelærer, en ingeniør og deres treårige søn – at den ene havde stemt blankt, og den anden slet ikke havde stemt. End ikke ved valgets første runde. Disse mennesker er veluddannede og bor i et bobo (bourgeois-boheme) kvarter i Paris.

Jeg blev ligeså forundret, da min veninde fra eliteuniversitetet SciencesPo fortalte, at hun ikke ville stemme til præsidentvalgets anden runde. Hendes far – som har været medlem af Socialistpartiet i årtier og sågar har været borgmester i en sydfransk by – valgte også at omgå stemmeurnerne i går. For første gang i hans 60-årige lange liv. Argumentet lød, at de ikke ville give Macron legitimitet til endnu fem år med magtkoncentration, nyliberale reformer, stigende ulighed og mangel på grøn omstilling.

’Det falske valg’

Jeg synes, at disse anekdoter vidner om, at det franske demokrati befinder sig i en kritisk situation. Den lave valgdeltagelse og de blanke/ugyldige stemmer (8,7 %) må alt andet lige forringe præsident Macrons legitimitet. Det er således ikke kun Gule Veste, der ikke stemmer. Det er mange flere og særligt mange unge; mere end 40% (!) mellem 18-24 år stemte ikke.

Efter første valgrunde, hvor venstrefløjskandidaten Jean Luc Mélenchon vandt mere end hver femte stemme og dermed var tæt på at gå videre til anden runde, har flere franske universiteter været besat af de studerende. De unge vil ikke stilles for ’det falske valg’ mellem Macron og Le Pen.

Mélenchon vandt 22% af stemmerne men fik ingen indflydelse på præsidentvalget. Winner takes it all – tout ou rien. Sådan er det præsidentielle valgsystem i Frankrig indrettet, og med danske politologiske briller kan jeg ikke lade være med at tænke, at hvis nu Frankrig havde et proportionelt valgsystem som det danske, ville Macron formentlig have været nødt til at samarbejde med Mélenchon, og mange unge ville derfor ikke føle, at deres stemme var tabt.

Når det er sagt, finder det franske parlamentsvalg sted d. 12. og 19. juni. ”Vi skal se frem mod ’det tredje valg’”, lød budskabet fra Mélenchon i aftes, hvor han henviser til parlamentsvalget, som han håber på at kunne vinde ved at blive valgt til fransk premierminister.

Såfremt det bliver tilfældet, vil det såkaldte cohabitation finde sted, som betyder, at magten deles mellem forskellige partier, som vi blandt andet har set med Mitterand som præsident og Chirac som præmiereminister. Det står imidlertid endnu værre til med valgdeltagelsen til parlamentsvalget. I 2017 stemte kun 48,7% af de valgbare til valgets første runde og 42,6% ved den anden runde.

Lover stilskifte

Der er solide spændinger i det franske samfund, men til trods for disse, til trods for den lave valgdeltagelse og til trods for det høje antal blanke stemmer er Macron Frankrigs præsident de næste fem år.

Af hans sejrstale fremgik faktisk en bekymring for det franske demokratis tilstand. I talen lovede Macron at regere bedre, end han har gjort de fem forrige år. Han lovede at søge samling. Han lovede mere social retfærdighed, mere folkekonsultation, mere grøn omstilling og han bad sin fanskare om at respektere de vælgere, der stemte på Le Pen. Macron vil være alle franskmænds præsident, selvom det mildest talt virker som et utopisk projekt, når vi kender til De Gule Veste samt til de mange andre franskmænd, der ikke kan udstå præsidenten.

I forhold til Macrons valgaften i 2017, hvor han stod alene foran Louvres pyramider, var ankomsten i år stilistisk meget anderledes. Macron ankom hånd i hånd med sin franske førstedame, Brigitte Macron, og i selskab med en hel flok franske børn og unge. 

Nous tous – os alle. Sådan har Macrons slogan lydt gennem valgkampen. Tiden må vise, om han overholder sine løfter ved at ændre sin stil, ved at søge samarbejde, og ved at lytte mere til den franske befolkning. Eller om han fortætter sin enegang.

Emner