Mikkel Vedby Rasmussen: Konstant krisesnak truer den politiske fantasi

Finanskrise, klimakrise, coronakrise, Ukrainekrise. Kriser er ikke blot et centralt begreb i den vestlige måde at forstå politik på. Krisen er blevet en altdominerende trædesten til politisk forandring. Det mener Mikkel Vedby Rasmussen, professor i statskundskab og forfatter til bogen 'Krisesamfundet'.

”Jeg tror egentlig, det er blevet svært for os at træde et skridt tilbage fra den måde at tænke politik på. Det er ikke rigtigt, hvis der ikke er en krise. Så når man ønsker at afskaffe Store Bededag, skal man først pege på krisen, der retfærdiggør det,” siger han.

Der har altid været kriser, men særligt siden midten af 70'erne er krisebegrebet gået fra at forklare noget til at blive et politisk værktøj.

”Først identificerer man en krise. Så skal den tales op – og så leverer man løsningen. Hvis du lægger den struktur ned over rigtig meget politik, så vil du se, at det er præcis sådan, det kører i dag,” mener Mikkel Vedby Rasmussen.

Man uddanner generationer af politikere og embedsmænd til at tænke i kriselogik. Det gør man, fordi det virker. Mikkel Vedby Rasmussen spørger dog sig selv, om det også bliver ved med at virke.

”Coronakrisen var på mange måder et kulminationspunkt. Der fik vi sgu så meget krise, som man næsten kan få. Nu fornemmer jeg en efterspørgsel efter, at politikerne skal tilbyde noget mere end krisehåndtering,” siger han.

At føre en aktiv krisepolitik, hvor man går lige fra den ene krise til den anden, kan gøre folk immune over for krisesnak og typisk afføde to reaktioner:

”Nogen vil sige, at ’krise’ overhovedet ikke kan beskrive, hvor slemt det er. Det er meget værre, nærmest dystopisk. Andre vil reagere med: ’Pjat, det er jo bare noget, I digter.  Hvis vi alle sammen slapper af, skal det nok gå’,” siger han.

Træt af brændende platforme

Kriser kræver typisk øjeblikkelig handling. Mikkel Vedby Rasmussen kan dog få øje på mange samfundsproblemer, der ikke har krisens anatomi. Og hvis vi behandler dem som kriser, så løser vi ikke de problemer.

Vi har vænnet os til, at krisen er den bevisbyrde, der skal til, før vi laver noget om. Og det er jo dybest set fuldstændig skørt. Hvorfor skal man ikke kunne lave noget om, blot fordi det kunne være endnu bedre?

”Tag folkeskoleområdet, hvor vi i årevis har sagt, at der var krise. Børnene lærte ikke nok. De kunne ikke stave. Det har man ønsket at ordne hurtigt og effektivt.  Er folkeskolen ti år efter reformen blevet afgørende bedre? Jeg tror det ikke. Vil folkeskolens problemer blive løst af, at man i morgen gør noget helt andet? Nej, for udfordringerne stikker dybt og kræver en meget lang proces,” siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Som dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har Mikkel Vedby Rasmussen eksperimenteret med at sige: ’Nej, nu vil jeg satme ikke tale om brændende platforme.  Jeg vil tale om, hvor vi gerne vil hen’.

”Det, der bare slår mig, er, at folk ikke synes, det gælder. Vi har vænnet os til, at krisen er den bevisbyrde, der skal til, før vi laver noget om. Og det er jo dybest set fuldstændig skørt. Hvorfor skal man ikke kunne lave noget om, blot fordi det kunne være endnu bedre,” spørger han.

Troen på, at man gradvist skal lave ting bedre, ser Mikkel Vedby Rasmussen blive erstattet af en tro på, at man skal lade ting gå ad helvede til, så man kan rette op på sagerne.

”Men i troen på, at man skal lade ting gå ad helvede til, ligger der så også en fuldstændig naiv forestilling om, at når det hele så er gået ad helvede til, så kan man hurtigt fikse det igen.  Og det kan man jo ikke – krisen er ikke et magisk værktøj.”

Kriser giver manøvrerum

En af de største kriser i nyere tid var coronakrisen. Den rejste et centralt spørgsmål om, hvornår undtagelsestilstanden retfærdiggør, at man må skrue ned for demokratiet – midlertidigt.

”Ethvert politisk system må have nogle forsvarsmekanismer, hvor man i en krisesituation kan veje frihedsrettighederne op mod nationens overlevelse. Men hvis man er i krise hele tiden, betyder det så, at man konstant må give køb på visse frihedsrettigheder? Så har man dem jo ikke længere,” påpeger Mikkel Vedby Rasmussen.

At bruge kriser som løftestang for politiske forandringer så man flere grelle eksempler på i det 20. århundrede.

”Man ligner selvfølgelig ikke Hitler eller Stalin, blot fordi man erklærer samfundet kriseramt og udråber sig selv som den eneste, der kan løse krisen. Men jeg tror, at der er en grundlæggende bagside af mange års insisteren på at føre krisepolitik,” fremhæver Mikkel Vedby Rasmussen og uddyber:

”Donald Trump er jo et super godt eksempel på det, der sker. Han taler konstant om kriser, men han har i virkeligheden aldrig en opskrift på løsningen. Det er kun krisen, der er interessant, fordi krisen skaber et politisk rum, som folk som ham kan operere i.”

Der er mange store kriser på banen i øjeblikket: klimakrisen, biodiversitetskrisen, antibiotikaresistenskrisen – demokratikrisen. De optager alle Mikkel Vedby Rasmussen, men særligt den sidste går ham på.

”Spændingerne mellem demokratiet og krisepolitikken bekymrer mig faktisk meget. Jeg tror, vi er langt tættere på kanten, end vi er klar over. Der er en fare for, at al politik bliver gjort til en form for nødvendighed. Det kan hæmme demokratiet, frarøve os politisk fantasi – og i sidste ende gøre os dårligere til at løse samfundets problemer."