Pandemier trætter os – og får os til at slække på anbefalinger

Under hele COVID-19-pandemien anbefalede og påbød regeringer og sundhedsmyndigheder forskellige former for sundhedsbeskyttende adfærd, såsom at bære maske og holde fysisk afstand. Selvom tiltag som masker og fysisk afstand var med til at begrænse pandemien, havde den sundhedsbeskyttende adfærd både økonomiske og psykologiske omkostninger.

I flere lande oplevede man et gradvist fald i befolkningens tilslutning til myndighedernes anbefalinger og gættede på, at årsagen skulle findes i en pandemitræthed.

Men bliver vi mennesker rent faktisk så trætte af pandemier, at vi slækker på de tiltag, der skal bekæmpe pandemierne? Det har fire psykologer kortlagt med en skala for pandemitræthed.

”Ved hjælp af data fra en panelundersøgelse og to gentagne tværsnitsundersøgelser i Danmark og Tyskland kunne vi måle, hvordan pandemitræthed udviklede sig under COVID-19-pandemien,” fortæller Lau Lilleholt Harpviken, adjunkt ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

”Vores resultater beviser eksistensen af pandemitræthed, men også dens relation til vores lyst til at følge sundhedsanbefalingerne,” fastslår han.

Trætheden rammer alle

Forskerne drager tre konklusioner:

For det første består pandemitræthed af både informationstræthed og adfærdstræthed, som varierer over tid. For det andet vil de fleste mennesker sandsynligvis opleve en form for pandemitræthed i løbet af en pandemi. For det tredje er pandemitræthed konsekvent relateret til folks selvrapporterede tendens til og intention om at overholde forskellige sundhedsanbefalinger.

”Vores resultater tyder på, at pandemitræthed er et fænomen, som man ikke bør se bort fra. Samtidig kan vi se, at pandemitræthed blot er en af mange faktorer, der relaterer sig til folks tilbøjelighed til at overholde myndighedernes sundhedsanbefalinger,” påpeger Lau Lilleholt Harpviken og uddyber:

”Alligevel kan interventioner, der sigter mod at reducere pandemitræthed, potentielt stadig være nyttige – særligt hvis de er rettet mod yngre mennesker, som i gennemsnit rapporterede højere niveauer af pandemitræthed,” fremhæver han.

Hvornår skal myndighederne handle?

I både Danmark og Tyskland aftog pandemitrætheden hurtigt, så snart selve coronapandemien aftog.

”Det kan overflødiggøre interventioner, der skal reducere pandemitræthed, hvis hver bølge af pandemien er kortvarig, og folk har tid nok og er i stand til at komme sig psykologisk mellem bølgerne. Men hvis folks oplevelse af pandemitræthed akkumuleres fra den ene bølge til den anden, kan veltimede interventioner mod pandemitræthed være yderst relevante,” foreslår Lau Lilleholt Harpviken.

På nuværende tidspunkt kan forskerne ikke sige noget om, hvordan myndighederne bør forholde sig til pandemitrætheden.

”Derfor bør fremtidig forskning kritisk undersøge, om og under hvilke omstændigheder interventioner, der sigter mod at reducere pandemisk træthed, er både nødvendige, effektive og nyttige,” konkluderer Lau Lilleholt Harpviken.