27. juni 2023

Paradoks: Velintegrerede indvandrere føler sig mere diskriminerede

INTEGRATION

Immigranter og deres efterkommere er mere tilbøjelige til at berette om diskrimination, hvis de er godt uddannede og socialt velintegrerede. Et nyt internationalt metastudie bekræfter og afdækker årsager bag det såkaldte integrationsparadoks.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

De er blevet en del af deres nye hjemlands middelklasse og har gode uddannelser, arbejde og solide sprogfærdigheder. Mange bor måske samtidig i et land, der har ry for at sikre immigranters rettigheder og succes med at integrere nye medborgere.

Alligevel beretter disse på papiret succesfulde immigrantgrupper og deres efterkommere hyppigere om diskrimination end andre indvandrere, når de bliver spurgt om deres hverdagsliv.

Det bekræfter et nyt metastudie, der har samlet og analyseret ikke mindre end 42 undersøgelser fra en lang række lande. Samtidig tegner det nye metastudie et klarere billede af faktorerne bag det, der også er kendt som ’integrationsparadokset’.

”Bedre integration ser ud til at gå hånd i hånd med flere meldinger om diskrimination og eksklusion. Vi ser, at mennesker, som faktisk har god adgang til det omgivende samfund, oplever at være mere ekskluderede. Det er kontraintuitivt og på en måde paradoksalt,” siger professor Merlin Schaeffer, der står bag studiet sammen med Judith Kas fra WZB Berlin Social Science Center.

Uddannelse og social integration åbner øjne for ulighed

Ved at kombinere 42 undersøgelser kan metaanalysen give langt sikrere bud på, hvad der skaber integrationsparadokset.

Analyserne viser, at jo bedre uddannede immigranter og deres efterkommere er, jo mere vil de opleve diskrimination. Til gengæld har deres tilknytning til arbejdsmarkedet lille eller ingen betydning.

En anden vigtig faktor er indvandreres deltagelse og engagement i det offentlige liv. Har de gode sprogfærdigheder og et højt medieforbrug, vil de hyppigere opleve diskrimination. Det samme gælder, hvis de i hverdagen har tæt kontakt med majoritetsbefolkningen, f.eks. gennem foreningslivet eller i boligområder.

I virkeligheden handler det om, hvorvidt den enkelte immigrant eller efterkommer er i stand til at registrere og berette om forskelsbehandling i hverdagen. Den evne vokser med bedre uddannelse, gode sprogfærdigheder og flere kontaktflader til det omgivende samfund. Samtidig vil indvandrere opleve mere diskrimination, hvis de skiller sig tydelig ud fra majoriteten, f.eks. gennem påklædning.

”Der er efter min mening ikke tale om klynkeri i disse grupper. Med den bedre integration får de derimod en bedre forståelse af den ulighed, som stadig findes i samfundet. Den bliver mere synlig, ligesom de selv bliver mere følsomme over for uligheder, der engang virkede mindre vigtige,” siger Merlin Schaeffer.

”Endelig kan det handle om selvtillid. Hvis folk generelt er bedre etableret i samfundet, vil de også være mere tilbøjelige til at sige fra over for diskrimination.”

Det kan man også registrere på tværs af landegrænser. I det nye studie sammenligner forskerne immigranters diskriminationsoplevelser med deres nye hjemlandes placeringer på det såkaldte ’Migrant Integration Policy Index’ (MIPEX), som måler, hvor inkluderende et lands politik er over for indvandrere.

Mønstret er tydeligt: Bedre etablerede immigranter er mere tilbøjelige til at berette om diskrimination i lande, som fører en aktiv politik for integration og mod diskrimination.

Politikerne bør forstå baggrund for oplevet diskrimination

Altså endnu en variant af integrationsparadokset, som ifølge Merlin Schaeffer skaber særlige politiske udfordringer

For hvordan skal politikere reagere på klager over diskrimination, hvis de blot tager til i styrke efter politiske reformer på integrationsområdet, som skulle tage hånd om problemet? Og hvordan bør de tolke klager, som både kan udspringe af reelle fremskridt på integrationsområdet og dække over fortsat diskrimination?

”Politikere kan med rette spørge, hvorfor folk klager, når de faktisk har fået det bedre. Her viser undersøgelsens resultater, at det er vigtigt at forstå baggrunden for utilfredshed, før man konkluderer, om klager er uberettigede eller ej. Omvendt bør man forstå, at mangel på klager ikke nødvendigvis er udtryk for, at alt er i orden. Begge dele peger på, at det er vigtigt at søge dialog med de mennesker, det handler om, inden man reagerer politisk,” mener Merlin Schaeffer.

Portrait, Tocqueville
Alexis de Tocqueville (1805-1859), portræt af Théodore Chassériau, Versailles.

Tocquevilles paradoks

Integrationsparadokset, som studiet undersøger, er en variant af det mere generelle Tocqueville-paradoks, som er opkaldt efter den franske politiker og politiske filosof Alexis de Tocqueville.

Han beskrev i midten af 1800-tallet, bl.a. efter ophold i USA, hvordan politiske og sociale fremskridt ofte fører til større utilfredshed i befolkningen, fordi der kommer større opmærksomhed på de tilbageværende uligheder. Borgerne får i takt med fremskridtene populært sagt appetit på mere.

Tocqueville-effekten kan man møde på mange samfundsområder. Merlin Schaeffer nævner selv ligestillingsdebatten som eksempel. Her er vi blevet mere følsomme over for de resterende uligheder, f.eks. i forhold til kvinders karrieremuligheder. Sådanne spørgsmål fyldte til gengæld kun lidt for 50 år siden, hvor formel ligeløn ikke var indført, og hvor selv en så udviklet industrination som Vesttyskland kun tillod, at kvinder tog arbejde, hvis deres ’ægteskabelige pligter’ tillod det.

Kontakt

Merlin Schaeffer
Professor
Sociologisk Institut
Mail: mesc@soc.ku.dk
Telefon: 35 33 16 92
Mobil: 51 30 02 34

Søren Bang
Journalist
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
Mail: sba@samf.ku.dk
Mobil: 29 21 09 73

Emner