Er nogle penge bedre end andre?

Klumme af adjunkt Søren Hove Ravn (Økonomisk Institut) i Altinget den 12. april 2018.

Foreningen Gode Penge har gennem flittige medieoptrædener haft held til at rejse en debat om skabelsen af penge i samfundet.

Foreningen ønsker at udbrede kendskabet til de faktiske forhold i pengeindustrien: Det er således helt korrekt, når Gode Penge hævder, at private banker i dag står for langt hovedparten af pengeskabelsen i samfundet. Ganske vist har Nationalbanken monopol på udstedelse af sedler og mønter, men disse fysiske penge udgør kun nogle få procent af den samlede pengemængde.

Hovedparten af pengeskabelsen – den ”dårlige”, må man forstå – foregår elektronisk hos de private banker, eksempelvis når en bank tildeler et lån til en husholdning eller virksomhed, hvis konto nu vil bugne af funklende nyskabte kroner.

Monopol på skabelse af penge

Dette er ikke nogen nyhed, hvilket både nuværende og tidligere økonomistuderende vil kunne bekræfte. Gode Penge ønsker imidlertid at fratage de private banker muligheden for at skabe penge og dermed give Nationalbanken monopol på skabelse også af elektroniske penge. I praksis vil det betyde, at en privat bank kun kan udstede et lån til Jensen, hvis Hansen har indsat et tilsvarende beløb på sin opsparingskonto i samme bank.

Som politisk standpunkt er dette naturligvis fuldt ud validt. Det samme adjektiv kan imidlertid ikke hæftes på den økonomiske analyse, som foreningen lægger til grund for sin anbefaling.

Gode Penge hævder, at pengeskabelsen i dag er uden for Nationalbankens kontrol. Det er naturligvis rigtigt, i den forstand at private banker ikke skal ”spørge om lov” i Nationalbanken, før de kan udstede et lån. Men til ethvert lån hører en rente, og det er veldokumenteret, at private bankers ind- og udlånsrenter følger de styringsrenter, som Nationalbanken fastsætter.

Når Nationalbanken sætter renten op, følger de private banker med, og når det bliver dyrere for husholdninger og virksomheder at låne, så låner de mindre. Gode Penge ignorerer således fuldstændig efterspørgslen efter lån og dermed også Nationalbankens mulighed for at påvirke denne.

Det svarer til at sige, at efterspørgslen efter lån er enten irrelevant eller umættelig. Foreningen fremsætter dog ingen evidens for dette overraskende postulat, som da også strider mod gængs økonomisk teori og empiriske studier.

Centralbankerne har ikke mistet styringen

Endvidere har Gode Penge fremført, at centralbankernes renteændringer generelt er helt uden den ønskede virkning. Også her halter den økonomiske analyse imidlertid: Det er rigtigt, at centralbankernes (og dermed de private bankers) renter ofte er høje, samtidig med at både udlånsvæksten og den generelle økonomiske aktivitet er høje.

Men denne positive korrelation siger, som gode samfundsvidenskabelige studenter vil vide, ikke noget om den underliggende kausalitet; altså om den høje rente har forårsaget den høje udlånsvækst eller omvendt – eller ingen af delene.

Heldigvis findes der en stor videnskabelig litteratur, som netop beskæftiger sig med at adskille årsag og virkning på dette punkt. En lang række studier i førende økonomiske fagtidsskrifter har gennem de seneste årtier dokumenteret, at en rentestigning fører til en afmatning i kreditgivning og økonomisk aktivitet, alt andet lige, sådan som centralbankerne normalt forventer.

Gode Penge roder altså rundt i centrale begreber som udbud og efterspørgsel samt årsag og virkning. Dertil kommer en lang række væsentlige problemer med den model, som foreningen i stedet ønsker at indføre. Eksempelvis vil almindelige husholdninger og virksomheder – formentlig især dem med små indkomster – få særdeles svært ved at låne til for eksempel boligkøb eller nye investeringer, når bankerne skal fordele en sparsom mængde kredit.

Den aktuelle indretning af penge- og kreditsystemet er ikke fejlfri, men den er dog langt at foretrække sammenlignet med den usikre model, som Gode Penge foreslår.

Emner