Hvorfor gentager vi vores forældres fejl?

Indlæg af Johanne Smith-Nielsen, postdoc, Institut for Psykologi, KU, Mette Skovgaard Væver, leder af Center for Tidlig Indsats og Familieforskning, KU og Aida Bikic, adjunkt og forskningskoordinator, Børne- og Ungdomspsykiatri Sydjylland og Syddansk Universitet. På Forskerzonen, videnskab.dk

Når vi spørger forældre, som deltager i gruppeforløb hos os, hvad der er vigtigt i et barns liv, siger de typisk noget i stil med: At vide, man er elsket, og at nogen passer på én. At have højt selvværd, tillid til andre mennesker og solide venskaber. At kunne søge hjælp, når man har det svært, og have tillid til at kunne løse problemer – alene eller sammen med andre.

Tilsvarende viser forskning, at forældre – på tværs af vestlige og ikke-vestlige kulturer – forbinder 'godt forældreskab' med at være opmærksom på barnets følelser og behov, samt konsekvent at reagere med omsorg og støtte, når barnet har brug for det.

Forældrenes svar beskriver i det store og hele dét, vi i forskningen kalder tryg tilknytning.

Vi ved nemlig, at tillid – både til sig selv og andre – er karakteristisk for børn, der har udviklet en tryg tilknytning til deres forældre.

Trygt tilknyttede børn føler sig mere elskede og har større tillid til at kunne håndtere vanskeligheder, end hvis tilknytningen er utryg, viser hyldevis af forskning på området.

Hvordan et barn er tilknyttet, er afgørende for barnets tillid til andre mennesker og dets sociale kompetencer – ja hele dets måde at tænke, føle og handle på. Det præger også de relationer, barnet får senere i livet.

Masser af gode intentioner, men …

Hvorfor er det så, at ellers velmenende forældre, som i det store og hele elsker deres børn og vil dem det bedste, gentager deres egne forældres fejl?

På trods af de fleste nybagte forældre er meget bevidste om, hvordan de ikke vil være som forældre, og hvad de ikke vil udsætte deres børn for.

Hvis man som barn blev skræmt over, at mor eller far ikke kunne styre vreden, lover man eksempelvis sig selv aldrig at miste besindelsen og råbe af sine børn.

Eller man ønsker at engagere sig aktivt i sit barns liv, fordi man selv som barn skulle klare alting selv og følte sig forladt og ensom.

Pressede situationer bringer de gamle mønstre i spil

Hvorfor gentager et barn, der har været udsat for vold, forsømmelse, ensomhed eller andet så ofte mønstret, når det selv bliver forælder? Burde man netop ikke vide bedre? 

Det skyldes, at beslutningen om ikke at gentage vores forældres fejl langt fra altid er nok.

I en presset situation overfuser man alligevel sin søn med bebrejdelse og vrede. Eller man opdager i hverdagens travlhed, at man har overladt så meget til sin datter, at hun er holdt op med at bede om hjælp, fordi hun kan se, man ikke har overskud til hende.

På trods af alle gode intentioner opdager mange, at relationen til deres børn alligevel minder om den, de havde til deres egne forældre.

Den gode nyhed? Man kan arbejde med at bryde  mønstrene – det vender vi tilbage til.

I pressede situationer kan man, selvom man ikke har lyst til at være sådan, komme til at overfuse sit barn. (Foto: Shutterstock)

Utryg tilknytning går i arv

I forskningen kalder vi det 'trans-generationel transmission af tilknytningsmønster' – eller udtrykt mere jordnært: 'den måde, man er tilknyttet på, går i arv'. Fænomenet er ganske veldokumenteret.

En metanalyse fra 2016 af 95 forskellige studier med knap 5.000 forældre og børn fra flere lande opsummerer tre årtiers forskning, og statistikken er ikke til at tage fejl af:

• Der er større sandsynlighed for, at barnet udvikler et trygt tilknytningsmønster, hvis forældrene selv har det, end hvis forældrene er utrygt tilknyttede.
• Børn af forældre med utrygt tilknytningsmønster har større risiko for også at udvikle en utryg tilknytning.

Metaanalysen viste blandt andet, at i gruppen af trygt tilknyttede mødre var godt 70 procent af deres børn trygt tilknyttede, hvorimod kun godt 37 procent af børnene var trygt tilknyttede, hvis mødrene selv var utrygt tilknyttet.

Når forældre – uden at ville det – gentager mønstre fra egen opvækst, er det altså mere almindeligt end det modsatte. Når man er travl eller presset, kører man ofte 'på autopilot', og den måde, vi føler, tænker og handler overfor andre, inklusiv vores børn, har dybe rødder barndommen.

Håndtering af vrede og sorg kræver øvelse

Vores egne forældres reaktion på vores behov for nærhed og omsorg, da vi var små, grundlagde den måde vi udtrykte – eller ikke udtrykte – vores følelser og behov (så der var størst chance for, at vi fik dem opfyldt).

Med tiden blev det til vores 'indre arbejdsmodeller' – en slags skabeloner for, hvordan vi også som voksne udtrykker vores følelser og behov, og hvordan vi reagerer på andres følelsesmæssige behov.

Det er disse 'indre arbejdsmodeller' med rod i vores egen trygge eller utrygge tilknytning, der bliver aktiverede i livets nære relationer til kærester, venner og ægtefæller – og altså især når vi selv bliver forældre.

Hvis man er vokset op i en familie, hvor mor eller far ikke tillod eller magtede, at man viste vrede, vil man som voksen typisk have svært ved at tackle vrede – både sit barns, sin partners og sin egen vrede, for man har ikke 'øvet sig' i at håndtere følelsen af vrede, hverken hos sig selv eller hos andre

Eller hvis man er vokset op med forældre, hvor det at være ked af det, blev mødt med et 'det skal du ikke tænke mere på' – så har man ingen erfaringer at trække på, når man skal hjælpe sit eget barn med at håndtere sorg og tristhed og forsøger måske at aflede barnet fra de svære følelser, ligesom man selv blev det.

Mønsteret kan brydes

Selvom forskningen dokumenterer, at forældre i høj grad overfører deres eget tilknytningsmønster til næste generation, viser andre studier, at utryg tilknytning kan ændres til tryg.

Men det kræver ofte, at forældrene får hjælp udefra til at udvikle nye strategier og lærer nye måder at håndtere følelser.

Jo tidligere man sætter ind, des bedre: Barnets grundlæggende tilknytningsmønster er etableret allerede i et-årsalderen, men kan ændres, hvis forældrenes adfærd ændres.

Et langtidsstudium viste for eksempel, at børn, der var blevet adopteret, inden de var seks måneder gamle, og som var utrygt tilknyttet som 1-årige, kunne udvikle tryg tilknytning senere i opvæksten, hvis adoptivmoderens lydhørhed overfor barnets signaler og behov blev øget.

To danske projekter undersøger Tryghedscirklens effekt

Som forskere undersøger vi derfor metoder, der kan hjælpe forældre til at undgå at gentage deres egne forældres fejl.

Aktuelt er vi i gang med to større forskningsprojekter, der afprøver effekten af det amerikansk udviklede forældreprogram 'Tryghedscirklen' (Circle of Security Parenting), som kan støtte forældre i at skabe bedre relationer til deres børn.

Helt kort fortalt har Tryghedscirklen til formål at styrke udviklingen af sunde og trygge relationer mellem forældre og børn.

Det sker blandt andet ved, at terapeuten sammen med forældrene udforsker, hvordan deres egen opvækst kan have påvirket den måde, de selv er forældre på, med henblik på at kunne bryde onde cirkler – det vender vi tilbage til om lidt.

I børnepsykiatrien Sydjylland undersøger vi, om Tryghedscirklen kan hjælpe forældre med tre til otte-årige børn, som er henvist til børnepsykiatrien med symptomer på adfærdsforstyrrelser eller udad-reagerende adfærd.

Mindsker det for eksempel børnenes symptomer og forebygger yderligere psykiatriske problemer, når børnenes forældre via Tryghedscirklen lærer at forstå og håndtere børnenes følelser og vanskelige adfærd?

Og Københavns Kommune tilbyder sammen med Center for Tidlig Indsats og Familieforskning på Københavns Universitet forløbet til spædbørnsfamilier, der har særligt brug for støtte.

Vi undersøger, om forældrene bliver bedre til at forstå og imødekomme barnets følelsesmæssige behov, og om sandsynligheden, for at barnet udvikler tryg tilknytning, øges (læs mere om projektet her).

Begge projekter er stadig i gang, så vi har endnu ikke resultater at berette om.

Kernen i tryg tilknytning

Målet med Tryghedscirklen er både at støtte forældre i at være en tryg base, hvorfra barnet kan udforske verden og en sikker havn, som det kan søge tilbage til, når det har behov for trøst. Netop det, som er kernen i tryg tilknytning.

Her lærer forældre at reflektere over barnets adfærd og de følelsesmæssige behov, der ligger bag. De får en større bevidsthed om, hvordan relationen til deres egne forældre ubevidst påvirker den måde, de selv er forældre på.

De lærer, hvornår deres egne vanskelige følelser kan 'farve' den måde, de ser barnet på, og som kan få dem til at reagere uhensigtsmæssigt på barnets følelser (for eksempel at råbe, bebrejde eller ignorere barnet).

Programmet hjælper også forældrene til at udvikle sunde måder at håndtere både barnets og deres egne følelser, og når begge forældre deltager, vil mange også bedre kunne forstå hinandens følelser i parforholdet.

At blive bevidst om de mønstre, der udspiller sig i relationen til ens barn, når hverdagenes autopilot slår til, kræver oftest hjælp til refleksion og nye strategier.

Men derfra er det virkelig muligt at gøre det anderledes – og bedre – end ens egne forældre gjorde.