Kan det amerikanske demokrati klare modstanden mod Trump?

Analyse af professor Mikkel Vedby Rasmussen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 11. oktober 2018.

Bob Woodward har kaldt sin Trump-bog Fear, fordi det er sådan, Donald Trump omtaler magtens væsen. Men den frygt, som Woodwards bog handler om, er frygten hos Trumps tidligere medarbejdere, som beredvilligt er stillet op til interviews om, hvor dysfunktionel Trumps regering er. De frygter ikke så meget the Donald, som de frygter at fremstå som medskyldige i Trumps regering.

Hvis der er nogen, som leder efter tegn på, hvor galt det står til i Trumps Hvide Hus, så taler denne iver efter at lægge distance ikke bare til Trump, men til hans politiske projekt, sit tydelige sprog. Men måske er det ikke helt det sprog, som dækningen både af Woodwards bog og Trump-administrationen har lagt op til.

Mange har læst Woodwards bog som bekræftelsen af, at Trump ikke havde læst håndbog i politik og derfor ikke forstår at formulere sine ideer i lovenes sprog, så de kan blive gennemført.

Men bogen viser snarere, at Trump taler et sprog, som de gamle eliter ikke forstår.

Trump har med andre ord en politik, men ikke noget til at føre den ud i livet.

Trumps egentlige problem er, at han har begået den klassiske HR-fejl at tro, at hvis man hyrer ”dygtige” folk – eller ”de bedste”, som Trump ville sige – vil de også være de bedste til at føre hans strategi ud i livet. Men hyrer man folk fra Goldman Sachs, skal man ikke regne med, at de vil afmontere globaliseringen; og hyrer man generaler, skal man ikke regne med, de vil lukke Nato eller synes, at en ny handelsaftale med Sydkorea er vigtigere end alliancen mod Nordkorea.

Trump har med andre ord en politik, men ikke nogen til at føre den ud i livet. Derfor er det meste af Trumps platform blevet udlevet på Twitter, mens det eneste, han egentlig har fået gennemført, er en skattereform, der – rigtigt gættet – er præcist, hvad folk med fortid i Goldman Sach vil anbefale.

Måske skal man være glad for, at Trump ikke har fået gennemført sine valgløfter, men den glæde bliver hurtigt afløst af gru for, hvad det siger om det amerikanske demokrati. Hvis de økonomiske ministre altid kommer fra Wall Street, og generalerne altid driver sikkerhedspolitikken, så er valgene blot et tv-show.

Derfor skal man ikke undre sig over, at det er reality-stjerner som Trump, der ender med at vinde valgene. Hvis valgene i sig selv er ligegyldige, så vil de millioner, som Trump talte til i valgkampen, ikke føle sig repræsenterede, uanset om præsidenten nu taler for dem i Det Hvide Hus.

Resultatet vil være det stik modsatte af den normalisering af Trump, som mange havde håbet på ville være resultatet af, at han fik ansvar. For Trump har nægtet at tage ansvar for sin egen regering. Hvis konsekvensen af hans immigrationspolitik er at fængsle små børn uden deres forældre, så vil han kun tage ansvar for at ændre beslutningen.

Trump er med andre ord både i regering og i opposition. Ligesom hans embedsmænd. I New York Times kunne en anonym embedsmand 5. september 2018 med stolthed skrive, at vedkommende tilhørte den interne opposition til Trump, der gerne ville støtte skattelettelser og anden traditionel politik, men ville blokere resten.

Hvis både embedsmænd og ministre således vælger ansvaret til og fra, er det virkelige offer den amerikanske stat og de borgere, som den er sat i verden for at beskytte. Med den holdning til staten er det ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan Trump vil reagere på en eventuel rigsretssag.

Hvorfor skulle han respektere dens afgørelse, hvis han kan mobilisere sine tilhængere imod den? Hvilke muligheder har andre kandidater, som i fremtiden vil ændre det amerikanske samfund, hvis systemet i virkeligheden ikke respekterer resultatet af et valg? Hvordan vil man kunne fortænke amerikanske borgere – der ejer flere håndvåben end nogen andre på planeten – i at omgå det politiske system, hvis systemet ikke kan leve op til sin retorik om en regering af folket, ved folket og for folket?

Machiavelli var enig med Trump. En leder vil foretrække at være elsket, men hvis han ikke kan være elsket, er det et glimrende alternativ at være frygtet. Det eneste, som Trump og folkene omkring ham ikke synes at frygte, er skæbnen for det politiske system, som de nedbryder med reaktionær politik og ryggesløs modstand.