Konflikten mellem Rusland og Vesten er først lige begyndt

Analyse af professor Mikkel Vedby Rasmussen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 12. april 2018.

Den russiske efterretningstjeneste har flair for det dramatiske. I 2006 blev den afhoppede russiske agent Alexander Litvinenko slået ihjel i London med det radioaktive materiale polonium-210. I Salisbury i marts blev en anden tidligere russisk agent, Sergei Skripal og hans datter Yulia, forgiftet med nervegassen Novichok, som øjensynligt var placeret i ventilationssystemet på hans vinrøde BMW.

Ian Fleming ville med glæde have fundet plads i en James Bond-roman til både vinrøde luksusbiler, skønne russiske kvinder samt deres mere dubiøse fædrende ophav og selvfølgelig ikke mindst dræbermidler med bizarre navne (novi-chok, helt ærligt?). Til trods for at man må formode, at James Bond ikke er det primære curriculum ved uddannelsen af russiske agenter, så virker det i høj grad, som om virkeligheden ikke alene imiterer fiktionen, men fiktionen måske endda har dikteret, hvordan mordene skulle foregå, for at vi alle skulle genkende dem for det, de er: en advarsel.

Ian Fleming lod James Bond kæmpe mod SMERSH, som i Flemings univers myrdede afhoppere. I Salisbury var det virkelighedens SMERSH, der sendte et signal så tydeligt, at ingen kunne misforstå det: Lad være med at forråde Rusland. Et budskab, Kreml må have været godt tilfreds med at levere i optakten til det russiske præsidentvalg, fordi det fik Putin til at fremstå handlekraftig og Vesten aggressiv, og samtidig understregede pointen om, at Putin forventede loyalitet i den skrøbelige overgang, som selv et valg så velkoreograferet som det russiske udgør.

En advarsel fra Rusland kunne Storbritannien selvfølgelig ikke sidde overhørig. Der er den praktiske overvejelse, at det virkelig ikke er godt for den britiske efterretningstjenestes rekrutteringsmuligheder, at selv når agenterne er sikkert pensioneret i Storbritannien, kan de dø en pinefuld og spektakulær død.

Der er den principielle forargelse over, at Rusland blæser højt og flot på britisk suverænitet og bruger kemiske kampstoffer i en søvnig provinsby. Både praktiske og principielle forhold vejede så meget tungere, fordi den britiske regering så denne opførsel som en bekræftelse på Ruslands aggressive adfærd fra annekteringen af Krim over påvirkningen af den amerikanske og andre valgkampe til Putins lancering af planen om at bygge nye atomraketter.

Den uundgåelige konflikts logik

For det er sådan, konflikter begynder. Konflikter begynder, når parterne anser konfrontationen for uundgåelig og derfor ser hvert af modpartens træk som en måde at bringe brikkerne på plads til, når slaget skal stå.

Derfor slår man til. Ikke fordi den enkelte begivenhed for alvor udgør en trussel mod den nationale sikkerhed, men fordi man netop ikke ser det som én enkelt begivenhed, men som en del af mønster.

Derfor er man parat til at påtage sig betydelige risici. Premierminister May måtte formode, at Rusland ville besvare hendes udvisning af 23 russiske diplomater med en tilsvarende udvisning af britiske diplomater. Ifølge den britiske presse frygter Storbritannien, at Rusland svarer igen med et cyberangreb for eksempel på britiske kraftværker, som har fået besked på at opgradere deres sikkerhed.

Mens man i Storbritannien frygter blackout, frygter vi i Danmark en lockout. En arbejdskamp på det offentlige arbejdsmarked har heldigvis ikke dødsofre; og selvom rød også er en central farve i denne kamp, så kører Sophie Løhde ikke i BMW, men i en sort Mercedes S350.

Imidlertid er konfliktens logik den samme. En arbejdskonflikt bliver uundgåelig i det øjeblik, begge sider er overbevist om, at den anden part vil konflikt. Fra da af handler spillet om at stå stærkest, når konflikten bryder ud – at få strejken til at lamme mest muligt eller få lockouten til at belaste strejkekassen maksimalt.

Overenskomstforhandlinger virker kun, fordi konflikt er en mulighed. Det er, fordi sammenbruddets ur tikker, at man i sidste ende finder en løsning. I international politik er der ingen forligsmand til at sikre en aftale til sidst, og derfor kommer internationale konflikter ikke med deres egen løsning. Hvor lockouten er begyndelsen til enden, så er truslen om blackout et udtryk for, at konfrontationen mellem Rusland og Vesten først lige er begyndt.