Lev med modsigelsen

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 11. december 2018.

Miljø- og klimaminister Lars Christian Lilleholt har udskiftet den hidtidige formand for Klimarådet (professor Peter Birch Sørensen) med en ny (dekan og professor Peter Møllgaard). Sidstnævnte er fagligt kvalificeret, men det var den førstnævnte også. Grunden til udskiftningen skulle angiveligt være, at Lilleholt var utilfreds med den kritik, som regeringens klimapolitik løbende modtog fra Klimarådet via formanden for ikke at tage de rigtige og tilstrækkelige initiativer for at leve op til de klimapolitiske målsætninger, som regeringens selv havde opsat.

Sagen fører hen til en mere principiel diskussion af, hvad man skal med uafhængige råd á la Klimarådet. Ifølge gængs liberal-konservativ filosofi er en af de største farer i udviklede sa+mfund, at staten udvikler monolitiske karaktertræk. Derfor bør der være en magtdeling mellem den besluttende, udøvende og dømmende magt. Nok bør den udøvende magt være stærk, men den skal også være slank.

Hegn om det politiske

Ved siden af magtens tredeling anbefales det af klassiske liberal-konservative tænkere, at der sættes hegn om »det politiske« via en række uafhængige instanser, som netop ikke skal spændes for en bestemt politisk vogn. Det skal i stedet have frihed til at anbefale og regulere ud fra saglige ikke-politiske kriterier. Derfor har vi uafhængige nationalbanker og forskellige domstolslignende nævn, og derfor har vi forhåbentlig stadigvæk uafhængige råd som den økonomiske vismandsinstitution (trods »bortvisningen« til Horsens) og Klimarådet.

En liberal-konservativ regering burde således ifølge egen ideologi være glad for uafhængige instanser, som kan holde »det politiskes« evindelige ekspansionstrang i ave. Derfor kan det undre, at en liberal klimaminister vælger at udskifte en formand for Klimarådet, blot fordi vedkommende er for kritisk. Den kritik, formanden kommer med, burde ministeren være glad for og forholde sig til. Han kunne f.eks. indgå en saglig diskussion med rådet om, hvorvidt det ikke var bedre at tage et mere globalt perspektiv på klimapolitikken med satsning på begrænsninger andre steder i stedet for et måske for snævert fokus på at pine de sidste udslip ud af dansk økonomi, når nu de danske klimagasser kun udgør i omegnen af 1/1000 af verdens samlede udslip.

En sådan rummelighed ville samtidig være en udmærket afspejling af det ønske om et mangestemmigt kor af meninger og holdninger, som den liberal-konservative grundfilosofi lægger op til. Den er også årsagen til, at liberalt-konservative tit er langt mere rummelige med hensyn til andres meninger end mere venstreorienterede, der oftere er af den overbevisning, at der kun findes én rigtig mening, som kan accepteres i det gode selskab af meningsfæller. »Partiet har altid ret.« Uenighed vil i disse kredse til tider medføre udefrysning og udskamning.

Omvendt burde det være god borgerlighed at leve med at blive sagt imod, og at tage den slags med oprejst pande og afslappethed. »Det drejer sig om at vise storsind. DET kan få dem til at stejle,« som Ingeborg (citeret efter hukommelsen) siger til Mads Skjern i Matador, da han skal vælge en organist til kirken.

Emner