Uligheden stiger - mellem virksomheder

Klumme af adjunkt Søren Hove Ravn (Økonomisk Institut) i Altinget den 25. december 2018.

Det seneste årti har budt på et øget internationalt fokus på fordelingen af indkomst og formue på tværs af husholdninger. Ikke mindst den franske økonom Thomas Piketty har medvirket til at sætte økonomisk ulighed på den politiske dagsorden.

Det har derimod fået langt mindre offentlig opmærksomhed, at den økonomiske forskning de seneste år også har nærstuderet ulighed på tværs af virksomheder. Dette emne er imidlertid ikke mindre interessant eller betydningsfuldt.

Det er nu veldokumenteret, at uligheden blandt virksomheder har været markant stigende gennem de seneste årtier. Det betyder eksempelvis, at færre virksomheder tegner sig for stigende markedsandele samt stigende andele af den samlede profit. Det afspejles også i tiltagende produktivitetsforskelle mellem de bedste firmaer og alle de andre.

Denne udvikling er særligt udpræget i USA, hvor virksomheder som Google, Amazon og Apple er oplagte eksempler på såkaldte superstar firms, men den ses også på tværs af en række andre industrialiserede lande inden for OECD, heriblandt Danmark. En række studier har analyseret årsagerne og konsekvenserne heraf, og i august i år var dette hovedtemaet på et årligt centralbank-topmøde i USA.

Der er mange grunde til at interessere sig for denne udvikling i et bredere samfundsperspektiv. Flere forskere har påpeget en sammenhæng mellem den stigende markedskoncentration og en anden veldokumenteret udvikling i industrialiserede lande gennem de seneste årtier, nemlig et fald i den andel af nationalindkomsten, som går til at aflønne arbejdskraft.

Med andre ord: Stjernevirksomhederne tjener en høj profit, men klarer sig med relativt få medarbejdere, fordi de førnævnte teknologivirksomheder er langt mindre arbejdskraftintensive end tidligere tiders dominerende produktionsvirksomheder. Det rejser væsentlige spørgsmål om antallet af arbejdspladser i fremtidens økonomi.

Desuden har nye studier dokumenteret en tæt sammenhæng mellem udviklingen blandt virksomheder og den føromtalte indkomstulighed blandt husholdninger. Ifølge data fra USA og Tyskland kan en stor del af indkomstuligheden nemlig henføres til, at høj- og lavindkomsthusholdninger i stigende grad arbejder i forskellige virksomheder, hvoraf de mest profitable ikke overraskende betaler en langt bedre løn. Forskelle mellem højt- og lavtlønnede medarbejdere inden for samme virksomhed spiller en langt mindre rolle.

Udgør den stigende forskel mellem virksomheder et problem for samfundet?

På den ene side argumenteres det, at stjernevirksomhedernes høje profitrater afspejler dårlig konkurrence, som tillader disse virksomheder at opkræve langt højere priser, end deres omkostninger tilsiger. Flere studier har vist, at forskellen mellem priser og omkostninger, kaldet virksomhedernes mark-up på økonomsprog, er steget betydeligt gennem de seneste årtier.

Men den britiske økonom John Van Reenen – professor ved Massachusetts Institute of Technology og selv lidt af en økonomisk superstar – finder hypotesen om dårligere konkurrence svært forenelig med globaliseringen. Han argumenterer for, at konkurrencen ikke er blevet forringet, men blot forandret, så stjernevirksomheder ikke længere konkurrerer ”på markedet”, men ”om markedet”; for eksempel om markedet for internetsøgninger eller onlinesalg. Det giver mulighed for, at kapital og arbejdskraft kan søge mod de dygtigste og mest produktive virksomheder.

På den måde er disse virksomheders idéer med til at sikre den økonomiske vækst, som også årets Nobelprismodtager i økonomi Paul Romer har vist. De ændrede konkurrenceforhold udgør dog under alle omstændigheder en udfordring for nationale og internationale konkurrencemyndigheder, som fremover skal håndtere stadigt mere magtfulde virksomheder samt gennemskue mere komplekse sammenhænge ved vurderinger af fusioner og opkøb. Det kan Margrethe Vestager formentlig skrive under på.