Angrebet på kurderne udstiller Europas afmagt

Kommentar af centerleder Henrik Breitenbauch (Center for Militære Studier) i Berlingske den 18. oktober 2019.

Kurdernes skæbne er en prisme for den fremtid, vi i Danmark, Europa og det transatlantiske fællesskab, vi kalder Vesten, allerede har taget hul på. Ser man bort fra kamphandlingerne og den humanitære situation affødt af Tyrkiets intervention, fra USAs tab af troværdighed og status, fra Rusland samt Iran og Syriens relative og absolutte gevinster på landjorden og TV-skærmen, fremstår de europæiske lande afmægtige.

Problemet for Europa er, at det europæiske projekt er afmægtigt by design. Det vil være noget nær umuligt fundamentalt at forandre indefra. Fordi værdier kun kan beskyttes med magt, og fordi den magt og evne, vi har til at omkalfatre verden, er begrænset, vil vi stigende grad kunne se ud på en verden, der mindre, end vi ønsker, former sig efter vores forhåbninger.

Det er derfor en fremtid, hvor det fællesskab og de idealer, vi hylder som vestlige og universelle, er på tilbagetog, udfordres og ikke kan tages for givet. Øget rivalisering mellem stormagterne forstærker den langsomme retræte, som USA har været på siden Obama, og forlener Trumps instinktive beslutning med et større rationale: At verden i stigende grad overlades til aktører, der ikke deler Vestens idealer.

Wirtschaftswunder

Det var alt dette, der lå mellem linjerne, da supereuropæeren Guy Verhofstadt, liberal belgisk medlem af Europa-Parlamentet og tidligere premierminister, 7. oktober tweetede, at »Kinas fremvækst, USAs tilbagegang under Trump og den fare, som autokrater som Putin udgør, betyder, at EU både skal være et magtprojekt og et fredsprojekt. Vi kan kun få denne magt, hvis vi kan blive enige om at reformere vores institutioner ambitiøst og udfordre status quo.«

Spørgsmålet er selvfølgelig, om man faktisk kan skabe dette magtprojekt med vilje og med politik fra toppen og ned?

I kurdernes nederlag ser de europæiske øjne en afmagt i forhold til evnen til at kunne sætte dagsorden samt fremme og sikre de europæiske idealer. Afmagten gælder beslutsomhed og midler, både militære og diplomatiske. Den kommer af den historie, de europæiske lande deler – historien om et fredsprojekt beskyttet af et USA, der påtog sig det hårde strategiske arbejde med at beskytte eurohobitternes herred, mens vi til gengæld gik og driftede vores Wirtschaftswunder.

Kun en stor fælles krise kan retvende alle landenes kompasnåle.

Den europæiske afmagt handler derfor om manglende fælles strategisk kultur. Der hersker bredt delte antagelser om de store mål, der må være for fællesskabet, og om viljen til at arbejde langsigtet, bredspektret og ikke mindst med iskold realisme for at nå disse mål.

En parentes

En sådan strategisk kultur formes ikke i Bruxelles, selvom institutionerne her må være værktøjer for den, men i de hovedstæder, hvor det europæiske demokrati er forankret. De forskellige hovedstæder spejder imidlertid ud i forskellige retninger: mod Afrika i Sydeuropa, mod Rusland i øst og nord og så videre.

Kun en stor fælles krise kan retvende alle landenes kompasnåle. Det gælder især Tyskland, som på grund af landets Sonderweg udviser en særlig træghed i forhold til at reagere på, at verden begynder at se markant anderledes ud nu, end den gjorde for bare fem år siden.

I en anmeldelse af tre Obama-udenrigstopfolks memoirer noterer Peter Beinart, at topfolkenes erfaring i et længere historisk forløb mest havde karakter af et mellemspil: »Hele perioden efter den kolde krig (...), en æra, hvor amerikansk udenrigspolitik fokuseret på anti-terror-indsatser, indsatser mod spredning af atomvåben, demokratifremme, økonomisk liberalisering og humanitær intervention – kan vise sig kun at have været en parentes mellem perioder domineret af stormagtskonkurrence.«

Selv kategorier og virkemidler, som vi er kommet til at anse for at være ikke bare legitime, men endda nødvendige, er konkret afhængige af historiske konjunkturer, der altid er formet af den globale magtfordeling. Den liberale interventionisme er en af de ting, som eroderes af magtpolitikkens tidevand.

Tyrkiets angreb på kurderne er en påmindelse om, at de europæiske landes regeringer faktisk selv er ansvarlige for deres befolkningers – vores – sikkerhed, og at det primært er den, de er ansvarlig for. Vores evne til og mulighed for at påvirke verden derude er begrænset.