Bjørn Lomborgs beregninger er usikre og alt for risikovillige

Kronik af Peter Bjerregaard, Sebastian H. Mernild og professor Peter Birch Sørensen (Økonomisk Institut) i Berlingske den 6. december 2019.

Danmark skal gå forrest i kampen mod klimakrisen. Derfor vil regeringen reducere CO2-udledningerne med 70 pct. i 2030, sammenlignet med 1990-niveau. Det skal vi gøre for at leve op til Parisaftalen, lyder argumentet.

Målsætningen nyder bred opbakning i Folketinget, hvor kun Nye Borgerlige er imod. Det er de af to årsager. For det første fylder Danmark ikke ret meget i det globale CO2-regnskab, og for det andet forventes den grønne omstilling at blive dyr.

Politikere fra Nye Borgerlige fremhæver ofte Bjørn Lomborgs regnestykker, og det er da også præcis den argumentation, Bjørn Lomborg rejser her i avisen, hvor anbefalingen er, at vi bør bruge flere midler på grøn forskning og så ellers udskyde indsatsen, indtil grønne teknologier er betydeligt billigere end de fossile.

Inden vi dykker ned i Lomborgs regnestykker, er det værd at huske, at det bliver stadigt tydeligere, at klimaforandringerne sker hurtigere end forventet. Alene i år har FNs klimapanel (IPCC) advaret om, at isen smelter med accelererende hast, og den meteorologiske verdensorganisation (WMO) har advaret om accelererende vandstandsstigninger og flere hedebølger. Af de 19 varmeste år, vi har målt siden 1880, finder vi 18 af dem efter 2001, og de seneste fem år har været de varmeste.

Kvalificerede gættelege

Det er dog ikke kun klimaforandringerne, der har været undervurderet. Det samme gælder de økonomiske omkostninger. En af forklaringerne er, at de økonomiske forudsigelser følger i hælene på de naturvidenskabelige, men det er kun en del af forklaringen. Der er en langt mere fundamental usikkerhed i at forudsige klimaforandringernes skadeomkostning, hvilket bl.a. bunder i, hvordan man vægter usikkerhed – hvis man da overhovedet gør det.

Det gør vores økonomiske forudsigelser endnu mere usikre, da vi ikke kender de risici, der er ved at overskride den klimanormal, vi har befundet os i siden sidste istid. Vi er altså på vej ind i ukendt terræn, og et af usikkerhedsaspekterne er de såkaldte selvforstærkende effekter og tipping points.

Et eksempel er permafrostens forandringer. I takt med, at det bliver varmere, smelter permafrosten. Når permafrosten smelter, udledes der forventeligt flere drivhusgasser til atmosfæren, og så har vi en selvforstærkende effekt. Men omfanget og styrken af disse selvforstærkende effekter kender vi ikke med sikkerhed.

Af samme årsag medregnes de typisk heller ikke i klimaøkonomiske modeller. En af de modeller, som ikke inkluderer selvforstærkende effekter og/eller klimatiske tipping points, er den Lomborg tager til indtægt for sine påstande. Modellen er udarbejdet af klimaøkonomen William Nordhaus, og i brugermanualen forklarer han, at modellen heller ikke medregner de økonomiske tab fra biodiversitetstab, havforsuring, accelererende klimaforandringer og en lang række andre forhold. For at tage højde for de usikkerheder, lægger han dog 25 pct. oven i de anslåede skadeomkostninger. Men det er jo blot et skøn, som Nordhaus selv understreger.

Desuden forsøger Lomborg at tage en forskningsartikel til indtægt for, at skadeomkostningen for et ton CO₂ udledt skulle være 31 dollar i 2030. Ligesom Nordhaus, forklarer forfatterne bag artiklen, at selvom brugen af skadeomkostninger er vidt udbredt, så er deres forudsigelseskraft højst usikker. Forfatterne nævner ligeledes, at skadeomkostningen forventes at stige drastisk efter 2060, hvorefter de når et »uudholdeligt niveau«.

Paradoksalt nok er det afgørende element i modellernes vurdering af klimaforandringernes skadeomkostning dog ikke, hvor store klimaskaderne bliver. Det afgørende element er antagelsen om, hvor rige vi forventes at blive i fremtiden.

Alt afhængig af, om man forudsætter fem eller 0 pct. vækst, spænder skadeomkostningen fra to til 146 dollar per udledt ton CO₂ i 2020. Det højeste bud i forskningsartiklen er på 1.192 dollar per ton CO₂ i 2100. Det fortæller lidt om usikkerheden i disse forudsigelser.

Fugt i fundamentet

Billedligt talt kan man sige, at klimaforskerne har gjort os opmærksomme på, at vi gennem årtier har glemt at lukke vinduet til vores kælder, og det har forårsaget fugt i fundamentet. Måske fortæller en økonom os, at det vil koste 10.000 kr. at reparere problemet i dag og dermed spare vores børnebørn for 50.000 kr. i reparation om 100 år. Men økonomen peger også på, at vi kan investere pengene i stedet for at bruge pengene på reparation. Investerer vi 10.000 kr. i aktier på vores børnebørns vegne, med et beskedent afkast på tre pct., vil de stå med 192.000 kr. om 100 år, og hvis afkastet er på fem pct., vil de have en formue på 1.315.000 kr.

Burde vi egentlig ikke bare investere pengene? Til den tid kan vores børnebørn istandsætte hele kælderen, hvis de har lyst. Men selvom der ikke er overhængende fare for, at vores børnebørn udvikler en uhelbredelig eller dødelig lungebetændelse som følge af fugten i kælderen, er der dog stadig en beskeden risiko for det. Worst-case scenarier er stadig mulige, og det bør vi tage med i vores vurdering.

Vores børnebørn vil sandsynligvis være rigere end vi, og de vil næppe have noget imod, at vi bruger en del af den formue, de kunne have arvet, på at ordne kælderen, hvis det fjerner risikoen for, at de får en dødelig lungebetændelse.

Følger man Lomborgs logik, skal vi ikke bruge penge på at sænke CO2-udledningerne her og nu (»ordne kælderen nu«), men investere dem i forskning, så det bliver billigere at sænke udledningerne i fremtiden (»reparere senere«). Men hvad nu, hvis de teknologiske gennembrud ikke kommer hurtigt nok? Hvad nu, hvis verden i mellemtiden passerer farlige klimatiske tipping points, der udløser katastrofale skader? (»den dødelige lungebetændelse«).

En rettidig forsikringspolice

Problemet med Lomborgs råd er, at det bygger på overdreven tiltro til forudsigelseskraften i de klimaøkonomiske modeller. Klimaforskerne fortæller os, at vi er på vej mod klimaforandringer, hvis omfang og karakter er meget usikre, men som er potentielt katastrofale. Uanset hvor risikovillig man er på vegne af ufødte generationer, så kan fremtiden blive markant anderledes end fortiden, hvilket de klimaøkonomiske modeller ikke tager højde for.

Derfor bør vi udvise rettidig omhu og foretage de nødvendige justeringer i dag, hvis vi vil undgå at skulle gribe drastisk ind senere. Som klimaøkonomen Martin Weitzman har sagt, svarer en aktiv klimapolitik til at købe en forsikring mod en klimakatastrofe, der muligvis har en lav sandsynlighed, men som kan være ødelæggende, hvis den indtræffer.

I øvrigt viser en konventionel klimaøkonomisk model, at tabet ved at føre en »overambitiøs« klimapolitik, der overvurderer klimaskadeomkostningerne, vil være langt mindre end tabet ved at føre en for slap klimapolitik, der undervurderer skadeomkostningerne. Det har klimaøkonomerne John Hassler og Per Krusell for nylig påvist.

Derfor har alle lande i verden en pligt til at gøre, hvad de kan for at efterleve Parisaftalens mål om at bremse den globale opvarmning ved 1,5 grader. Hvis Danmark skal give sit ligelige bidrag til at opfylde målet, kan vi fortsætte med den nuværende CO₂-udledning frem mod 2024, viser tal fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Herefter er CO2-budgettet for resten af århundredet opbrugt. Det giver et fingerpeg om opgavens omfang.

Emner