Det danske arbejdsmarked fungerer bedre end det svenske

Klumme af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Kristeligt Dagblad den 2. oktober 2019.

Det danske arbejdsmarked har færre usikre lavlønsjobs end det svenske. Årsagen er, at arbejdsgivere og lønmodtagere har været mere jævnbyrdige end i Sverige, hvilket har tvunget parterne til at støtte op om den danske model.

Danmark og Sverige ligner hinanden på mange punkter. Begge lande er nordiske velfærdsstater, som de socialdemokratiske partier har spillet en stor rolle i opbygningen af. Også arbejdsmarkederne har mange lighedspunkter, idet organiseringsgraden er høj og fagforeningerne stærke.

Alligevel er der stigende forskel på arbejdsmarkederne i de to lande. Det gælder ikke mindst med hensyn til personer med såkaldt prekært arbejde. Det er ansatte i ustabile jobs med lav jobbeskyttelse og lav løn. Denne gruppe omtales også ofte som prekariatet.

Prekært arbejde er meget mere udbredt i Sverige end i Danmark. Hvorfor? Det spørgsmål satte cand.scient.pol. Daniel Christensen og cand.scient.pol. Sofie Steen Bagger sig for at besvare i deres kandidatspeciale fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Specialet har netop modtaget Beskæftigelsesministeriets hædersfulde pris som årets bedste arbejdsmarkedspolitiske speciale.

I specialet identificerer Christensen og Bagger, hvordan en politisk bestemt lovgivningsmodel siden 1974 har skabt en stærk opdeling på det svenske arbejdsmarked mellem de beskyttede insidere i fast jobs og de ubeskyttede outsidere. Omvendt har den danske arbejdsmarkedsmodel baseret på forhandlinger mellem lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer medført, at insider-outsider problematikken er langt mindre presserende i Danmark. Konsekvensen af denne forskellighed er, at prekært arbejde er vokset kraftigt i Sverige, mens det er af mere beskeden størrelse i Danmark.

Nogle få nedslagspunkter i data, som Christensen og Bagger benytter i specialet, kan illustrere forskellen mellem omfanget af prekariatet i de to lande. I Danmark har cirka fire procent af de fuldtidsbeskæftigede en meget lav indkomst. I Sverige gælder det syv procent. Hele 17 procent af de svenske lønmodtagere er i et midlertidigt job, mens tallet er otte procent i Danmark. I Sverige er omtrent syv procent af lønmodtagerne ufrivilligt deltidsansatte. I Danmark gælder det fire procent. I Sverige er understøttelsen ved ledighed også lavere end i Danmark, og det samme gælder ansættelsesbeskyttelsen for midlertidigt ansatte. Sverige har også flere beskæftigede i det, som i international statistik kaldes belastede jobs, og man anvender i vort nordiske naboland også langt færre midler på at opkvalificere lønmodtagere med kun lidt uddannelse.

Christensen og Baggers prisbelønnede speciale viser, at den danske model på arbejdsmarkedet ikke skyldes en bevidst strategi eller nogen overordnet plan. Den er resultatet af tilfældighedernes spil, hvor hverken arbejdsgiver- eller lønmodtagersiden har været for dominerende. Samtidig har der også i Danmark i højere grad end i Sverige været en større grad af ligeværdighed mellem de borgerlige partier og Socialdemokratiet med hensyn til adgangen til regeringsmagten. Derfor har parterne på det danske arbejdsmarked så at sige været tvunget til at forhandle og samarbejde. Lønmodtagerne i Danmark kunne ikke i samme omfang som i Sverige få fordelene via lovgivningsmagten.

Tilsvarende skyldes den svenske situation med hensyn til udbredelsen af prekært arbejde ikke, at man villet skabe denne situation. Den er konsekvensen af, at den højere grad af lovbestemte beskyttelse af lønmodtagerne viste sig at være et svagere værn, end den overenskomstbaserede beskyttelse i Danmark. Særligt i 1960-1970’erne stod Socialdemokratiet stærkt i Sverige, hvilket betød, at det politisk var muligt at få skrappe regler om ansættelsesbeskyttelse vedtaget som lovgivning i den svenske rigsdag. Det skete endda oprindeligt på trods af, at fagbevægelsen egentlig var imod. Efterfølgende har man dog herfra set sig nødsaget til at forsvare den ansættelsesbeskyttelse, som man fik overdraget via lovgivningen. Den større grad af lovgivning på det svenske arbejdsmarked betød imidlertid, at den lovbestemte beskyttelse har været meget sårbart over for tilbagerulning, når der op gennem 1990’erne har været politisk pres for at gøre det svenske arbejdsmarked mere fleksibelt.

Den negative sideeffekt af den svenske arbejdsmarkedsmodel er, at det i Sverige er langt sværere at få ansættelse på ordinære vilkår, end det er i Danmark. Resultatet er, at der – selv om det på ingen måde var hensigten – at der er skabt et mere prekært arbejdsmarked i Sverige.

Indirekte er moralen i Christensen og Baggers speciale, at samarbejder og løsninger mellem stat og parter på arbejdsmarkedet kan være en stor fordel. Vi skal med andre ord i Danmark være taknemmelige for, at vi på grund af skæbnens spil er havnet i en situation, hvor fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer har været tvunget til forhandlingsbordet, og hvor politikerne indtil videre har kunnet se fordelen ved et primært overenskomstreguleret dansk arbejdsmarked.