Et kig ned i afgrunden

Kommentar af centerleder Henrik Breitenbauch (Center for Militære Studier) den 23. august i Weekendavisen.

DER er en alvorlig kerne bag den underholdende cirkusballadeom Trumps aflysning af statsbesøget og forslaget om, at USA skulle »købe Grønland«. Washington, København og Nuuk har nemlig grundlæggende sammenfaldende interesser: at adressere den forandrede geopolitiske situation på en produktiv måde og at finde en pragmatisk løsning, som imødekommer ønsket om større amerikansk tilstedeværelse uden at ændre på rigsfællesskabet.

På trods af det fik Trumps forslag i et par korte øjeblikke rigsfællesskabets medlemmer til at stirre ned i afgrunden og overveje en verden, hvor Grønland havde forladt det. For i denne trekantsrelation rummer den amerikanske part både
størst uforudsigelighed og forandringspotentiale, på godt og ondt. Det gælder ikke mindst præsidenten selv – som balladen
om statsbesøget viste.

Det politiske drama efter Trumps udmeldinger om det ønskede køb af Grønland og om aflysningen var forudsigeligt.
Selvfølgelig kan man ikke »købe« et land. Både ved at invitere sig selv på statsbesøg og så efterfølgende aflyse med kort varsel optrådte Trump med en komplet mangel på fingerspitzgefühl.

Udmeldinger fra USAs præsident må alle andre aktører ikke desto mindre forholde sig til. Det gælder også den amerikanske regering. I Pentagon har interessen for Grønland i længere tid været stigende. Sidste år beskrev jeg her i Weekendavisen, hvordan Kinas økonomiske og Ruslands militære positioneringer i Arktis har fået det amerikanske forsvar til at påbegynde en reorientering mod Grønland.

Statsminister Mette Frederiksen meddelte da også under sit nylige besøg i Grønland, at »vi kan allerede nu sige, at det at få amerikanerne knyttet endnu tættere til, hvad der foregår i vores del af Arktis – altså rigsfællesskabet – er afgørende. Og
et endnu stærkere strategisk samarbejde landene imellem er vigtigt – både set med grønlandske og danske briller.«

De grønlandske forhåbninger er mest af økonomisk karakter, men at den militære dimension er uundgåelig, anerkendte
statsministeren også. Derfor var det nok heller ikke helt tilfældigt, at forsvarsminister Trine Bramsen samtidig varslede øget dansk militær tilstedeværelse i Arktis som én af fem nye forsvarspolitiske prioriteter – og mindst lige så interessant i samme åndedrag lettede på låget til kisten med de 1,5 milliarder kroner, som forsvarsforligskredsen helt ekstraordinært bevilgede få
måneder før folketingsvalget. I øvrigt efter massivt pres fra selvsamme Trump.

AT Trumps idé om at købe Grønland ikke var grebet ud af den blå luft, viser Grønlands geopolitiske betydning. For Nuuk understreger historien, at bestræbelserne for at opnå uafhængighed er rammet ind af benhård geopolitik. Den dansk-amerikanske forsvarsaftale fra 1951, som gav amerikanerne lov til militært at slå sig ned i Grønland, vækker vrede minder om kolonitiden. Men dengang var alternativet i realiteten en snæver grønlandsk tilknytning til USA.

Sådan er det stadig. Vælger Grønland at træde ud af rigsfællesskabet, går man direkte ind i et amerikansk-domineret rum.
Og det gælder, uanset om Grønland får nominel uafhængighed eller en mere formel tilknytning til USA som den, der
gælder De Vestindiske Øer eller Puerto Rico. Men USAs pakke vil i alle tilfælde ligne de eksisterende sikkerhedspolitiske rammer i rigsfællesskabet: reel amerikansk militær overhøjhed og skarpe sikkerhedspolitisk begrundede begrænsninger fra Washington og København, hvad angår Nuuks ambitioner om at tiltrække udenlandske investeringer fra eksempelvis Kina.
Trump fik i et par dage både København og Nuuk til at se ned i dybet og forestille sig et rigsfællesskab uden Grønland.

Træder man væk fra kanten, er rigsfællesskabets praktiske udfordring at veksle strategisk opmærksomhed til bæredygtig
vækst. Statsbesøget ville derfor have været en joker, som kunne have bragt nye muligheder med sig, men også nye risici.

SÅ hvad nu? Man kan håbe, at Trump dropper sagen. En runde to, hvor Trump forsøger at presse Danmark til at opfylde
NATOs målsætning om at bruge to procent af BNP på forsvaret mod at måtte »beholde Grønland«, ville være et mareridt.
Men i alle tilfælde fortsætter sagsbehandlingen, hvad angår Arktis eller Grønland, i USAs Nationale Sikkerhedsråd, udenrigsministeriet og Pentagon. Her kan balladen om statsbesøget forhåbentlig blive en fordel for rigsfællesskabet, når de amerikanske ønsker engang skal forhandles, også fordi de grundlæggende interesser er så sammenfaldende. Simpelt hen fordi alle »arbejdsbierne« i embedsværket godt ved, at præsidenten er gået for vidt.

Aflysningens dramatik viser til gengæld også, at Danmarks transatlantiske forhold trænger til særlig og ansvarlig opmærksomhed i de kommende måneder. Det transatlantiske forhold er og vil fortsat være Danmarks vigtigste bilaterale sikkerhedspolitiske relation. På trods af præsidentens uforudsigelighed er der intet substantielt, der har
forandret sig i forhold til, hvordan Danmarks sikkerhed produceres. Det er stadig USA, som på trods af alt, der kommer
ud af Det Hvide Hus, i sidste ende garanterer for freden og stabiliteten i Europa. Der er ikke noget europæisk alternativ
til den rolle, USA spiller for dansk og europæisk sikkerhed (og hvis nogen påstår noget andet, så spørg dem, hvem der har
atomvåbnene).

Selv om strukturerne er i behold, har miseren omkring Grønland alligevel gjort skade. For den har understreget den frygt, der har hersket, siden Trump kom til magten: Nemlig at han faktisk ikke tror på, at de demokratiske lande bliver stærkere sammen, men mener, at USAs øjeblikkelige interesser går forud for alt andet. Dermed viser han også, at han ikke respekterer de fundamentale principper, hvad angår små landes ret til selvbestemmelse, som USA ellers to gange er gået i krig i Europa for at hævde – og som Danmark har nydt godt af siden Anden Verdenskrig og oprettelsen af NATO.

Det er derfor interessante tider for den danske regering. På den ene side står en uomgængelig allieret, hvis statsoverhoved
helt uhørt lige har aflyst et besøg, fordi han ikke fik lov at overtage en væsentlig del af dette lille lands territorium. På den
anden side en klub af venligt stemte, men ikke-kapable lande, som ikke udgør et ansvarligt sikkerhedspolitisk alternativ. Og
her taler vi bare om vennerne.