Klimabevægelsen vokser, men international klimapolitik flytter sig ingen steder

Kommentar af professor Peter Birch Sørensen (Økonomisk Institut) i Politiken den 31. marts 2019.

Den internationale klimabevægelse tiltager i styrke, men alligevel rykker den internationale klimapolitik sig ikke. På det ene klimatopmøde efter det andet kan man i bedste fald enes om tiltag, der er helt utilstrækkelige til at imødegå den globale opvarmning. Hvorfor?

Den vigtigste årsag er nok, at gevinsten ved det enkelte lands klimapolitik primært tilfalder andre lande, da et stabilt klima er et fælles globalt gode. Det frister det enkelte land til at køre på frihjul og satse på, at andre lande løser klimaproblemet ved at sænke deres CO₂-udledninger.

Der er flere andre årsager. Klimaforandringerne påvirker verdens lande forskelligt, så nogle lande opfatter problemet som mindre presserende end andre. Landene har forskellige omkostninger ved at sænke udledningerne, og der er store forskelle i deres velstandsniveau. Begge dele betyder, at byrden ved at reducere udledningerne opleves forskelligt. Den store ulighed inden for det enkelte land kan også blokere for en effektiv klimaindsats på grund af intern konflikt om fordelingen af omkostningerne.

I praksis er det svært at måle CO₂-indholdet i en importeret vare, fordi det kræver kendskab til den anvendte teknologi i hele processen.

Dertil kommer den klassiske strid mellem rige og fattige lande: De fattige lande påpeger, at de rige lande har hovedansvaret for at løse klimaproblemet, da de er ansvarlige for det meste af den CO₂, der er ophobet i atmosfæren. De rige lande svarer, at problemet ikke kan løses, medmindre alle lande bidrager med væsentlige reduktioner af deres udledninger.

I mange år har man diskuteret, hvordan man kan bryde dødvandet i de internationale klimaforhandlinger. Nogle har foreslået en ændring af spillereglerne for den internationale handel, så det bliver tilladt at lægge en CO₂-told på import af varer fra lande, der ikke yder nok til reduktion af CO₂-udledningerne. Tolden skal stå i forhold til det skønnede CO₂-indhold i de importerede varer. En CO₂-told vil tilskynde fodslæbende lande til at deltage i det internationale klimasamarbejde og vil beskytte konkurrenceevnen i de lande, der går forrest med reduktion af udledningerne.

I praksis er det svært at måle CO₂-indholdet i en importeret vare, fordi det kræver kendskab til den anvendte teknologi i hele processen med produktion og transport af varen. Derfor har andre foreslået, at man i stedet lægger en gammeldags told på alle varer importeret fra lande, der ikke bidrager til den globale klimaindsats. Det vil ikke være så målrettet som en rendyrket CO₂-told, men vil til gengæld nemmere kunne administreres.

Kan udløse handelskrig

Ulempen ved at bruge told som våben i klimakampen er dog, at det kan udløse en ødelæggende handelskrig mellem ’sorte’ og ’grønne’ lande.

Derfor har klimaøkonomen Martin Weitzman foreslået, at man går en anden vej og ændrer fokus i de internationale klimaforhandlinger. I dag forhandler man groft sagt om fordelingen af et givet kulstofbudget: Globalt må der kun udledes en vis yderligere mængde CO₂, hvis temperaturstigningen skal holdes under et vist niveau. Fordelingen af kulstofbudgettet er et nulsumsspil, hvor den enes gevinst er den andens tab: Hvis ét land får lov til at udlede mere, skal andre lande udlede tilsvarende mindre. Derfor er det så svært at blive enige.

Weitzman foreslår, at man i stedet fokuserer på at skabe international enighed om en bindende minimumspris på udledning af CO₂, som det enkelte land kan gennemføre på sin egen foretrukne måde, f. eks. via en afgift på udledning af CO₂. Med et sådant fokus ved det enkelte land, at hvis det i internationale forhandlinger støtter en aftale om en højere CO₂-pris, så vil aftalen forpligte alle andre lande til at gøre det dyrere at udlede CO₂. Dermed har det enkelte land sikkerhed for, at dets konkurrenceevne ikke forværres, og at der vil være en mærkbar gavnlig effekt på klimaet, fordi alle lande vil bidrage til lavere udledninger via en højere CO₂-pris.

Hvis man inden for rammerne af Paris-aftalen kan enes om at vedtage en forpligtende minimumspris på udledning af CO₂, vil forhandlingerne ikke længere være et nulsumsspil. Alle lande, der kan se en fordel i at bremse den globale opvarmning, vil være tilskyndet til at støtte en aftale om en højere CO₂-pris, når de ved, at den højere pris også vil gælde i andre lande. Man bør selvsagt stile mod en CO₂-pris, som kan holde de samlede udledninger inden for det globale kulstofbudget, og man bør fortsat støtte de fattigste landes klimaindsats.

Der er behov for at nytænke spillereglerne for de internationale klimaforhandlinger. De nuværende rammer tilskynder ikke de enkelte lande til at bidrage tilstrækkeligt til det samarbejde, der er i alles interesse.