Klimakommentar: DI's nye klimaplan markerer et skred

Kommentar af professor Peter Birch Sørensen (Økonomisk Institut) i Politiken den 21. september 2019.

Dansk erhvervsliv er længere fremme i klimatankerne end de borgerlige i Folketinget. Men finansieringen er langtfra på plads.

Dansk Industris nye 2030-plan for dansk økonomi, som blev præsenteret i denne uge, er skelsættende på flere måder: For første gang er der nu en samlet økonomisk-politisk plan for dansk økonomi tænkt snævert sammen med den grønne omstilling. De borgerlige partier, der i valgkampen kaldte målsætningen om 70 procents reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030 for overbudspolitik, bliver nu overhalet venstre om af Danmarks stærkeste erhvervsorganisation, der helhjertet bakker op om 70-procents målet.

Planen dokumenterer klarere end nogensinde før, at DI ser store muligheder for dansk erhvervsliv i den grønne omstilling, som Danmark og resten af verden skal igennem. Erhvervsledere er sjældent utopister, og folkene i DI nærer næppe illusioner om, at verden kan holde den globale opvarmning nede på 1,5 grader. Men planen er udtryk for en tro på, at verden trods alt vil bevæge sig i en grøn retning i de kommende år, og at dansk erhvervsliv kan få fordel ved at gå forrest i den proces ved at udvikle nye grønne teknologier og vise, at de kan fungere i praksis.

Behov for mere forskning

Det er også tegn på stærkt lederskab, at DI så utvetydigt støtter det meget ambitiøse 70-procents mål, på trods af at organisationen omfatter nogle af Danmarks største industrielle udledere af drivhusgasser, og at DI’s medlemmer langtfra alle har samme kortsigtede interesse i en hurtig grøn omstilling.

I sig selv er elementerne i den klimapolitiske del af DI-planen ikke epokegørende. Der er tale om en blanding af stort og småt, og næsten alle elementer har været diskuteret før. Det interessante er imidlertid, at DI med hjælp fra konsulentbureauet Ea Energianalyse har sammenstykket en plan, som ved brug af kendte teknologier skønnes at reducere drivhusgasudledningerne med hele 65 procent i 2030 målt i forhold til 1990. Godt en femtedel af de samlede drivhusgasreduktioner i DI’s plan forudsættes dog at ske i landbruget, uden at planen præciserer, hvordan det skal ske. Alligevel er det mig bekendt første gang, der fremlægges en klimaplan, der kommer så tæt på 70-procents reduktionsmålet allerede i 2030.

Den sidste reduktion på 5 procent forudsættes at skulle opnås via forskning i og udvikling af ny teknologi. Til det formål ønsker DI gradvis at hæve de offentlige investeringer i forskning og udvikling inden for grøn omstilling til 2,5 milliarder kroner årligt. Det vil kræve et yderligere løft i forskningsbevillingerne ud over den ekstra milliard til grøn forskning, som uddannelses- og forskningsministeren for nylig spillede ud med på regeringens vegne.

Velkendte elementer såsom opstilling af flere vindmøller og solceller, energieffektivisering i bygninger og industri, omstilling til nuludslipsbiler, f.eks. elbiler, og udbredelse af eldrevne varmepumper udgør en stor del af DI’s klimaplan. Mere interessant er påpegningen af, at en øget genanvendelse af materialer kan bidrage til at sænke industriens CO2-udledninger. DI har utvivlsomt ret i, at den cirkulære økonomi i Danmark kan fremmes gennem ensartede nationale regler for sortering og behandling af affald for at billiggøre genanvendelse. En lignende anbefaling blev givet af den tidligere regerings advisory board for cirkulær økonomi.

DI glemmer afgifterne

DI’s klimaplan har naturligvis også svagheder. Det er ikke altid lige klart, hvilke virkemidler der skal sikre gennemførelsen af de forskellige omstillingselementer. DI er ikke meget for at satse på en højere CO2-afgift, selv om det er et omkostningseffektivt instrument til at realisere et klimamål. Man foreslår ganske vist en beskeden forhøjelse af CO2-afgiften for virksomheder uden for EU’s CO2-kvotesystem, så afgiften kommer op på niveau med den aktuelle CO2-kvotepris, men det batter ikke meget. Med den store vægt, som DI-planen lægger på energieffektivisering, kunne der være et argument for at indføre en vis afgift på energiforbrug til brug i virksomhedernes produktionsprocesser. Afgiften kunne eventuelt sænkes eller bortfalde, hvis virksomheden præsterer en vis energieffektivisering. Det kan næppe overraske, at en interesseorganisation som DI ikke fremfører et sådant forslag; i stedet satser man på tilskud til energibesparelser.

 
Dermed kommer vi til den måske største svaghed ved DI-planen, nemlig finansieringen. DI vil afsætte i alt 16 milliarder offentlige kroner til planens klimadel. Pengene skal i stort omfang skaffes via en lavere vækst i det offentlige forbrug efter 2025. DI satser på, at det kan ske uden velfærdsforringelser ved at indføre ny teknologi og mere effektive arbejdsgange i det offentlige. Det er mildt sagt ikke særlig konkret, og man kan næppe sige, at erfaringerne med ambitiøse satsninger på ny teknologi i det offentlige er entydigt positive – var der nogen, der nævnte Skats gældsinddrivelsessystem eller sygehusenes Sundhedsplatform?

Når dette er sagt, må man alligevel tage hatten af for, at Danmarks største erhvervs- og arbejdsgiverorganisation lancerer et så offensivt udspil for grøn vækst i Danmark.