Missiler og museskridt

Kommentar af centerleder Henrik Breitenbauch (Center for Militære Studier) i Weekendavisen den 6. december 2019.

NATOs minitopmøde i London i denne uge gik bedre end frygtet, både hvad angår alliancen som helhed og for Danmark. Selv om præsidenterne Macron og Erdogan og premierminister Trudeau også trak overskrifter, var det dog stadig præsident Trump, der først og sidst dominerede mødets logik – og symboliserede alliancens politiske lammelse.

På grund af bekymringen for, hvad præsident Trump kunne finde på at gøre med et klassisk topmøde-kommuniqué, var 70-års-fødselsdagsfesten allerede på forhånd reduceret til et »ledermøde«. Det bestod kun af en halv dags formelt program, der mundede ud i en kort fælles erklæring – i stedet for de vante alenlange sessioner og en detaljeret status på samarbejdet.

Militære alliancer trives bedst med kriser, der kommer udefra. I NATO er krisen anderledes alvorlig i disse år, fordi den også kommer indefra. I London fik Trumps USA symbolsk reduceret landets andel af de fælles driftsudgifter ned på Tysklands niveau. Bag de lukkede døre tog tyskerne ansvar for budgetproblemet, mens franskmændene var stridbare. I gamle dage, det vil sige for få år siden, ville et sådant slagsmål have været en væsentlig krise. Nu ses budgetstriden som blot endnu en revne i fundamentet, og den er vel reelt endt som en relativt billig måde at give Det Hvide Hus en luns på.

Når alle ved, at NATOs politiske sammenhængskraft er på spil, så bliver det paradoksalt nok også en farlig brik, de store kan spille. Det var Emmanuel Macron, der i et interview før topmødet vakte opstandelse ved at betegne NATO-alliancen som »hjernedød«, hvilket på topmødet i London fik Trump til at kalde den franske præsidents udmelding for »skadelig« og »modbydelig«. Det virkede lidt, som om Macron med omvendt pædagogik havde spillet Trump et sted hen, hvor USAs præsident var nødt til at virke ansvarlig. Macron blandede på den måde en klassisk fransk, nærmest gaullistisk positionering med sin egen version af Trumps retoriske overbudspolitik.

Blandt NATO-aficionados i London gav Macrons udtalelser anledning til dybere bekymring. Der er bred enighed om, at Europa må lære at tænke sig selv meget mere ind i en sikkerhedspolitisk sammenhæng. Men måden, Macron forud for topmødet satte sig i scene på over for Trump og den russiske præsident Putin, betød, at man som lille land kunne blive lidt beklemt. De små landes ret til selvbestemmelse, som USA gik i krig for i både Første og Anden Verdenskrig, forsvinder hurtigt, når lederskab synes særligt påkrævet, også når et sådant er iklædt europæiske gevandter. At Macron er kry, er ikke en løsning i sig selv. Frankrig (eller for den sags skyld Europa-Kommissionen) kan stadig ikke erstatte USA som garant for europæisk sikkerhed.

De store forandringer i euro-atlantisk sikkerhed siden 2014 betyder, at NATOs strategiske koncept åbenlyst trænger til en opdatering. Konceptet er en fælles og gensidig anerkendt fortolkning af den nordatlantiske traktats betydning, som udgør en ramme for alliancens styring og udvikling. Det seneste er fra 2010.

På grund af de politiske uenigheder – ikke mindst repræsenteret af Trump, men altså i stigende grad også af et Europa, der leder efter en fælles stemme – har der imidlertid slet ikke været appetit på at begynde arbejdet med en ny version. Eksempelvis har alliancen de sidste par år brugt kræfter på at opdatere det underliggende militære hjørnestensdokument – for så at lægge det væk igen, i samme øjeblik det nåede det politiske niveau.

Derfor var det trods alt signifikant, at London-mødet tog et museskridt i retning af en politisk åbning med annonceringen af en »fremadskuende reflektionsproces« med henblik på at styrke alliancens politiske dimension. At den eksplicit skal være under generalsekretær Stoltenbergs ledelse er et udtryk for, at processen skal styres stramt, så uenighederne ikke eksploderer.

Som militær alliance med en politisk overbygning er NATO udfordret af den nye sikkerhedspolitiske virkelighed. Den tvinger på den ene side NATO til at modernisere den militære struktur, tilbage i retning af klassisk konventionel afskrækkelse af Rusland. På den anden side er den sort-hvide forskel på krig og fred mere og mere opløst i en tid, hvor stormagtskonkurrence kommer til udtryk gennem påvirkningsoperationer, attentater og anden undergravende virksomhed.

Det er et problem for NATO, som er indrettet ganske binært: på i fredstid at forberede sig på krigen, og skulle flaget gå op, så at kæmpe den. En tilbagevenden til temaer, man ellers de seneste årtier mest har fundet i romaner af John le Carré, udfordrer derfor alliancen.

For Rusland og andre autoritære stater som Iran og i stigende grad Kina tager netop bestik af NATOs relative militære styrke og lægger vægt på dels banebrydende missilteknologi, dels allehånde ikke-konventionelle teknikker, teknologier og virkemidler. Som led heri har russerne demonteret grundlaget for Den Kolde Krigs fælles triumf, nedrustningsaftalerne. Hvor disse virker gennem gensidig gennemsigtighed og tillidsskabende tiltag, agerer russerne i stedet med vilje gennem tvetydighed og undergravende virksomhed.

Det gør det svært for NATO at sætte våbenkontrol og andre lignende tiltag på dagsordenen. Men fordi missilerne kraftigt øger behovet for det, kom minitopmødet i sin sluterklæring netop med en stærk opbakning til våbenkontrol, nedrustning og ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben.

Alliancens politiske uenigheder vil fortsætte. Det lille figenblad om en fremadskuende refleksionsproces vil ikke fjerne uenighederne. Krisen består, og med den alliancen. Endnu da.

Og Danmark? Med veltimede udspil om penge til Arktis og øget indsats i Irak kom stats-, udenrigs-, og forsvarsministrene helskindet hjem fra London. Godt diplomati handler også om at undgå kriser ved at sparke dåsen længere ned ad vejen. Men tilbage står et indtryk af, at dansk forsvars- og sikkerhedspolitik efterhånden mest handler om at trække opmærksomheden væk fra byrdedelingsspørgsmålet og det berømte toprocentskrav, også når vi sender styrker ud i verden på farlige opgaver. Det er ikke sundt på længere sigt.