Ny klimalov skal være præcis, for djævelen ligger i detaljerne

Kommentar af professor Peter Birch Sørensen (Økonomisk Institut) i politiken den 9. september 2019.

En ny klimalov skal være præcis, hvis den skal fungere som effektiv rettesnor for de kommende års klimapolitik. Flere vigtige kontroversielle detaljer udestår.

I den forgangne uge startede de politiske forhandlinger om en ny klimalov. Detaljerne i loven bliver afgørende for, hvordan målet om at sænke drivhusgasudledningerne med 70 procent fra 1990 til 2030 kan opfyldes, og hvor svært det bliver. Der er adskillige vigtige spørgsmål, som skal afklares.

For det første: Skal målet om 70 procents reduktion skrives direkte ind i selve lovteksten?

Der er ikke tradition for den slags kvantitative mål i dansk lovgivning, og hvis man indskriver det i en ny klimalov, kan det blive sværere at sikre et bredt politisk flertal bag loven. Omvendt vil det givetvis skuffe mange af rød bloks vælgere, hvis 70-procents målet ikke bliver skrevet ind i loven, så lad os antage, at det sker.

Næste spørgsmål bliver så, hvordan drivhusgasudledningerne skal udvikle sig i årene frem mod 2030.

Energistyrelsen forventer, at Danmark i fravær af nye klimapolitiske tiltag vil udlede drivhusgasser svarende til 44,2 millioner tons CO2 i 2020. 70-procents målet kræver, at udledningerne i 2030 kommer ned på 21,2 millioner tons, altså en sænkning på 23 millioner tons i forhold til 2020.

Men skal sænkningen foregå med et konstant tempo på 2,3 millioner tons per år over det næste årti, eller skal vi reducere i et lavere tempo frem til for eksempel 2025 og derefter skrue reduktionstempoet op i anden halvdel af årtiet, så vi stadig når ned på de 21,2 millioner tons i 2030?

Konstant reduktion

Figuren (se andetsteds på siden) illustrerer forskellen mellem de to fremgangsmåder. Den nederste rette linje viser udviklingen i drivhusgasudledningen, når den reduceres i et konstant tempo på 2,3 millioner tons per år. Den øverste knækkede kurve viser udviklingen i udledningen, hvis den for eksempel sænkes med 1,9 millioner tons per år i første halvdel af næste årti og med 2,7 millioner tons årligt i anden halvdel af årtiet.

De 1,9 millioner tons svarer til Energistyrelsens skøn for det gennemsnitlige årlige reduktionstempo fra 2011 til og med 2020, mens de 2,7 millioner tons årlig reduktion efter 2025 vil sikre, at udledningerne når ned på 21,2 millioner tons i 2030 svarende til 70-procents reduktionsmålet.

Et argument for at følge den knækkede kurve – eller et andet forløb med langsomt reduktionstempo i starten – kan være, at det er svært at skrue reduktionstempoet op på fuldt blus på kort sigt, dels fordi det tager tid, før virkningen af nye klimapolitiske tiltag slår igennem, og dels fordi nye grønne teknologier som for eksempel elbiler forventes at blive billigere hen ad vejen.

Argumenterne for at følge den rette linje ned mod reduktionsmålet i 2030 er, at det kan svække troværdigheden af målsætningen, hvis de nødvendige reduktioner udskydes for længe, og at det er bedre for klimaet at undgå en udskydelse.

Ved at følge den rette linje frem for den knækkede kurve i figuren opnår man en ekstra reduktion af de samlede udledninger over det kommende årti svarende til arealet mellem knækkurven og den rette linje. I figurens eksempel betyder det, at der samlet vil blive udledt 10 millioner tons CO2 mindre frem mod 2030 ved at følge den rette linje.

Hvad nu hvis ...

Man kan opstille problemet på en anden måde. Antag, at politikerne faktisk ønsker at følge den rette linje i figuren, men at de ved et ’uheld’ ikke formår at reducere udledningerne tilstrækkeligt de første år, så udledningerne i starten kommer til at ligge over den rette linje. Er politikerne så forpligtede til at gennemføre kompenserende tiltag, så udledningerne i de efterfølgende år bliver presset ned under den rette linje, eller er det godt nok, hvis politikerne blot sørger for, at udledningerne i 2030 er nede på de 21,2 millioner tons?

Med andre ord: Er det o.k., hvis udledningerne i praksis kommer til at følge knækkurven, selv om politikerne i starten ønskede, at de skulle følge den rette linje?

Hvad med grøn eksport?

Et andet afgørende spørgsmål er, hvad der må tælles med som drivhusgasreduktioner i opfyldelsen af 70-procents målet. Er det alene reduktioner af udledningerne fra dansk territorium, der må tælles med, eller må vi også medregne danske tiltag til reduktion af udledningerne i udlandet, for eksempel via dansk eksport af grøn strøm eller den danske stats opkøb af udledningsrettigheder fra andre lande?

I det sidste tilfælde bliver det vigtigt at sikre, at udledningerne i udlandet rent faktisk reduceres i kraft af de danske tiltag, og at de indenlandske reduktioner ikke udskydes så meget, at en rettidig opfyldelse af det langsigtede mål om dansk klimaneutralitet bringes i fare.

Dette er blot nogle af de spørgsmål, som politikerne må besvare præcist, for at Klimarådet effektivt kan udfylde sin tiltænkte rolle som klimapolitisk vagthund, der skal overvåge, om udviklingen i drivhusgasudledningerne er på sporet.

Peter Birch Sørensen er professor i økonomi ved Københavns Universitet og Senior Fellow hos Kraka. Han har tidligere været overvismand og formand for Klimarådet.