Ofte er politikeres grønne tiltag sortere end sort

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 3. august 2019.

Der er megen entusiasme i kampen for at reducere udslippet af klimagasser. Det sås blandt andet ved sidste folketingsvalg. Det kan være godt, for så vidt det tvinger beslutningstagerne til at være opmærksomme på problemet.

Samtidig er klimapolitikken imidlertid kendetegnet ved, at stor viden er afgørende for, at politikerne beslutter sig for tiltag, som virker. Stor viden drejer sig i den forbindelse både om viden, der kommer fra det naturvidenskabelige felt, og viden, der kommer fra samfundsvidenskaben og ikke mindst økonomien. Inddrager politikerne ikke denne viden, risikerer de at anvende store samfundsressourcer på noget, der måske på overfladen ser klimavenligt ud, men som reel viden baseret på forskning hælder ned ad brættet som virkningsløst eller endda skadeligt for klimaet.

Et eksempel på hvordan dansk klimapolitik har skadet klimaet, selv når den mener sig klimavenlig, blev fremdraget af den norske journalist Jon Hustad i Weekendavisen for nylig på baggrund af up-to-date klimaforskning. Heri beskriver han, hvordan erstatningen af kul med importeret træ i dansk energiforsyning har gjort mere skade end gavn for klimaet.

Set fra et klimaperspektiv ville det have været bedre at bevare kullet som basis for danske energiforsyning.

Godt nok ser udskiftningen positiv ud for det danske klimaregnskab, men det skyldes, at de skadelige virkninger af skovningen ikke indgår heri. Hvis man medregner disse skadevirkninger, er konklusionen, at set fra et klimaperspektiv ville det have været bedre at bevare kullet som basis for dansk energiforsyning. Det skal endelig ikke betragtes som et forsvar herfor, da jeg er ganske enig med den amerikanske klimaforsker, James Hansen, når han beskriver kulkraftværker som »dødsfabrikker« på grund af deres virkning for klimaet. Men hvad er den danske skovdestruktion i andre lande så?

Et andet eksempel drejer sig om, når der blandes biobrændstof i benzin og diesel. Sidste år var der endda rekord i omfanget af palmeolie, der bliver brugt til at producere biodiesel i EU. Forbruget har udviklet sig sådan på trods af, at biodiesel fra netop palmeolie udleder tre gange så meget CO2 som almindelig fossilbaseret diesel. Det fremgår af en artikel i det seneste nummer af magasinet Ingeniøren på baggrund af data fra miljøorganisationen Transport and Environment.

I det hele taget er der ikke nogen af de mest almindelige kilder til at producere biodiesel som raps-, soja- eller palmeolie, der udleder mindre CO2 end diesel produceret alene af råolie. Ligesom med kul skal dette ikke betragtes som et forsvar for fossile brændselsstoffer, men man burde for klimaets skyld have holdt fast i dem, så længe alternativet skader mere.

I begge tilfælde er der tale om noget, som kan se ud som »grønne« tiltag, men som ved et nærmere eftersyn baseret på viden er sortere end sort. Det er slemt nok i sig selv, at man ender med at skade klimaet endnu mere. Men værre er det måske, at det ødelægger almindelige borgeres tillid til, at klimapolitikken gavner. Det fører til, at alt må sættes ind på at gøre klimapolitikken mere rationel og effektfuld.