Sådan bliver markedsmekanismerne og den frie konkurrence medspillere i klimakampen

Kommentar af professor Peter Birch Sørensen (Økonomisk Institut) i Politiken den 27. oktober 2019.

Det er blevet sagt utallige gange, at den grønne omstilling bliver en kæmpeudfordring. Ikke desto mindre peger adskillige analyser på, at det i Danmark kun vil koste omkring en halv procent af vores bnp – svarende til ca. 160 kr. pr. dansker pr. måned – at gøre os helt uafhængige af fossile brændsler.

Det lyder paradoksalt: Hvis det er så billigt, hvordan kan det så være svært at skrotte de fossile brændsler?

Paradokset skyldes, at vi lever i en globaliseret markedsøkonomi med benhård konkurrence mellem virksomhederne om, hvem der tilbyder den bedste kombination af pris og kvalitet. Selv om ’grønne’ produkter kun er lidt dyrere end ’sorte’ produkter, har de svært ved at konkurrere med dem. Dertil kommer, at de grønne alternativer til fossile brændsler er noget dyrere inden for visse brancher som f.eks. den tunge transport, selv om omkostningerne ved den grønne omstilling er beskedne for økonomien som helhed.

Den helt store barriere for omstillingen i en markedsøkonomi er, at klimaomkostningen ved brug af fossile brændsler ikke er fuldt afspejlet i varernes pris. Dermed bliver markedsmekanismerne og den frie konkurrence modspillere i klimakampen.

CO2-afgift kan blive en grøn ven

Hvis al brug af fossile brændsler var pålagt en CO2-afgift svarende til de store klima- og miljøskader, de forvolder, ville markedet i stedet blive en medspiller og sikre, at de grønne teknologier over en bred kam ville udkonkurrere de sorte.

En CO2-afgift er de grønne forbrugeres bedste ven. Tænk på, hvilket gigantisk informationsproblem vi står over for som forbrugere, når vi skal vurdere, om en vare er produceret på en klimavenlig måde. Hvilke energikilder er brugt i de mange forskellige led i varens produktionskæde, der måske er startet i Asien? Er der f.eks. brugt kul eller solenergi? Hvor høj har energieffektiviteten været i de forskellige led i produktionskæden, og hvor meget er varen blevet transporteret rundt i verden på vej til den endelige forbruger? Er transporten foregået med skib, fly, tog eller lastbil, og har drivmidlet været grønt eller sort?

Hvis det er så billigt, hvordan kan det så være svært at skrotte de fossile brændsler?

Ingen forbruger har en kinamands chance for at beregne det sande CO2-aftryk af sit forbrug, men hvis der pålægges en CO2-afgift i alle led i produktions- og transportkæden, så er al relevant information om varens klimaaftryk indeholdt i dens pris. CO2-afgiften sparer derfor forbrugeren for en masse informationsindsamling og ophæver forbrugerens dilemma mellem det billigste forbrugsvalg og det klimarigtige valg.

Argumenterne for en CO2-afgift er overvældende: Afgiften vil være med til at håndhæve princippet om, at forureneren betaler; den minimerer omkostningerne ved at reducere CO2-udledningerne ved at tilskynde til at koncentrere reduktionsindsatsen der, hvor den er billigst; den giver en permanent tilskyndelse til at udvikle alternative grønne teknologier; den overflødiggør en masse detailregulering af produktion og forbrug, og den indbringer et offentligt provenu i modsætning til alternative instrumenter som tilskud og direkte regulering.

Social slagside kan udlignes

Mange er imidlertid bekymrede for, at en CO2-afgift vil vende den tunge ende nedad, fordi udgifter til energiforbrug vejer tungere i budgettet for lavindkomstfamilier. Den verdensomspændende organisation Citizens’ Climate Lobby foreslår derfor, at provenuet fra en CO2-afgift deles ligeligt ud som en ’klimabonus’ med samme beløb til alle borgere. Da energiforbruget og dermed udgiften til CO2-afgift trods alt tenderer at stige med indkomsten, vil en sådan kombination af afgift og klimabonus medføre en mere ligelig indkomstfordeling. Alternativt kan man vælge at tilbageføre afgiftsprovenuet ved at sænke indkomstskatten med særlig vægt på skattelettelser i bunden. Det vil være mere gavnligt for beskæftigelsen og vil stadig kunne sikre en retfærdig byrdefordeling.

Hvis al brug af fossile brændsler var pålagt en CO2-afgift svarende til de store klima- og miljøskader, de forvolder, ville markedet i stedet blive en medspiller og sikre, at de grønne teknologier over en bred kam ville udkonkurrere de sorte

En anden bekymring er, at det kan skade den internationale konkurrenceevne, hvis et land som Danmark går foran andre lande med at indføre en høj CO2-afgift. Det problem kan man imødegå ved f.eks. at tillade et bundfradrag i afgiftsgrundlaget for virksomheder, der er særligt udsat for international konkurrence, så de på marginalen betaler den samme afgift som andre virksomheder – og dermed har samme incitament til at reducere udledningerne – samtidigt med at deres samlede afgiftsbelastning holdes nede.

Markedsmekanismen er en nådesløs skarpretter; derfor gælder det om at få ham over på den rigtige side i klimakampen via en høj CO2-afgift. Hvis vi fravælger afgiftsvåbnet, bliver den grønne omstilling en Sisyfos-kamp op ad bakke.