Stop for nordsøolien er at gå klimaplanken ud

Kommentar af professor Peter Birch Sørensen i Politiken den 29. september 2019.

Det er langtfra sikkert, at et stop for dansk olieudvinding vil gøre godt for klimaet.

Det kan godt være, at vi skal stoppe for ny udvinding af olie i Nordsøen. Men så skal vi også gentænke den øvrige klimapolitik.

Skal staten tillade udvinding af nye olie- og gasreserver i Nordsøen? Det spørgsmål debatteres heftigt for tiden. Hvis svaret er ’nej’, bør det få konsekvenser for andre dele af dansk klimapolitik, hvis den skal hænge logisk sammen. Det handler om, hvilke drivhusgasudledninger vi vil holde os selv ansvarlige for.

Hvis verdens lande tager Paris-aftalen alvorligt, vil det ikke gavne klimaet, hvis Danmark stopper for ny olieudvinding i Nordsøen. For at efterleve Paris-aftalen bør alle lande påtage sig skrappe, bindende mål for reduktion af drivhusgasudledningerne fra deres eget territorium, da princippet i det internationale klimasamarbejde er, at det enkelte land er ansvarligt for udledningerne fra national grund. Hvis hvert land har et bindende reduktionsmål, vil et ekstra udbud af olie fra Nordsøen ikke øge de globale udledninger. Udledningerne fra afbrænding af den dansk producerede olie vil blot fortrænge udledninger fra andre kilder, hvis alle lande i verden står fast på deres reduktionsmål.

Desværre lever vi endnu ikke i en verden, hvor alle lande tager Paris-aftalen alvorligt. Alt for mange lande har slappe og uklare mål for deres CO2-reduktioner. Indtil videre må vi derfor regne med, at et ekstra udbud af dansk olie på verdensmarkedet vil medføre en vis stigning i de globale udledninger, når olien brændes af. Nettostigningen i udledningerne vil dog være begrænset. Det ekstra udbud af dansk olie vil nemlig presse olieprisen en smule ned, og dermed bliver det mindre fordelagtigt at udvinde olie andre steder i verden. Norske økonomer skønner, at norsk olieproduktion i stort omfang fortrænger olieproduktion i andre lande, så den globale CO2-udledning kun stiger med en tredjedel af et ton CO2, hver gang afbrænding af olie fra den norske del af Nordsøen udleder 1 ton CO2.

Det norske studie tyder på, at ca. to tredjedele af et fald i den danske nordsøproduktion af olie vil blive opvejet af øget olieproduktion i resten af verden. Tilbage bliver dog en reduktion af olieproduktionen og dermed af de globale udledninger på en tredjedel, så en lavere dansk olieproduktion kan alligevel være en billig måde at reducere udledningerne på, hvis indtægtstabet ved at sænke udvindingen (forskellen mellem olieprisen og udvindingsomkostningen) er begrænset.

Men her kommer vi så til grundspørgsmålet: Skal vores klimamål om 70 procents reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030 forstås som et mål om at reducere udledningerne fra dansk grund, eller skal det forstås sådan, at Danmarks bidrag til de globale udledninger skal sænkes med 70 procent?

Skal vi gå planken ud?

Hvis målet vedrører udledningerne fra dansk territorium, skal vi alene medregne CO2-udledningerne fra selve produktionen af olie og gas i den danske del af Nordsøen. Men hvis målet vedrører de globale udledninger, skal vores klimaregnskab også belastes med den nettostigning i verdens samlede udledninger, som den danske olieproduktion medfører. I så fald er det fordelagtigt at sænke olieproduktionen i Nordsøen, hvis det efter en nærmere vurdering viser sig at være en billig metode til at reducere Danmarks bidrag til de globale udledninger.

Men så bør vi logisk set også vurdere alle andre klimapolitiske tiltag ud fra, hvordan de vil påvirke verdens samlede udledninger. Det betyder f.eks., at en ensartet CO2-afgift på al CO2-udledning i Danmark er en dårlig idé, da den vil medføre, at en del af produktionen og udledningerne i erhverv udsat for international konkurrence flytter til andre lande. For at forebygge den slags ’kulstoflækage’ vil vi være nødt til at arbejde med reducerede afgifter eller evt. med direkte tilskud til nedbringelse af udledningerne i de konkurrenceudsatte erhverv.

Skal vi gå planken ud, burde vi også beskatte vores forskellige forbrugsgoder i forhold til, hvor stor en drivhusgasudledning produktionen af dem har medført på globalt plan, hvis vi ønsker at bidrage mest muligt til at reducere verdens samlede udledninger. Desværre er det meget svært at vurdere CO2-indholdet i forskellige varer, og der vil være store omkostninger ved at administrere et system med forskellige afgiftssatser.

Det kan virke oplagt at stoppe ny olieudvinding i Nordsøen, når vi ved, at verden som helhed kun kan tillade sig at bruge en brøkdel af de kendte fossile brændselsreserver, hvis vi skal bevare en beboelig klode. Men det må logisk få os til at overveje, hvordan vi også på andre områder kan bidrage til at reducere de globale udledninger, og ikke blot udledningerne fra Danmark.

Peter Birch Sørensen er professor i økonomi ved Københavns Universitet og Senior Fellow hos Kraka. Han har tidligere været overvismand og formand for Klimarådet.