To stjerneøkonomer har sat ild til ulighedsdebatten i USA

Artikel af adjunkt Simon Halphen Boserup (Økonomisk Institut) i Information den 15. november 2019.

Et indlæg i The New York Times af de franske økonomer Emmanuel Saez og Gabriel Zucman fra universitetet i Berkeley i Californien skabte i oktober udbredt forvirring og frustration blandt mange universitetsøkonomer i USA.

I indlægget viste de to prominente økonomer tal for, hvordan den arbejdende klasse i USA i 2018 betalte en højere skat end de rigeste amerikanere.

Kort tid efter fulgte udgivelsen af deres bog The Triumph of Injustice, der er anmeldt i dagens bogtillæg. I bogen går Emmanuel Saez og Gabriel Zucman i dybden med deres pointe og viser tilmed, hvordan det amerikanske skattesystem er blevet mindre og mindre progressivt siden 1960’erne for til sidst at blive regressivt. Eller med andre ord: Skattesystemet er gået fra at omfordele fra rig til fattig til i 2018 at omfordele fra fattig til rig. Altså en omvendt Robin Hood.

Men der er noget galt. Og det har vakt enorm debat på Twitter blandt økonomer.

Stjerneforskere

Emmanuel Saez og Gabriel Zucman er ikke hvem som helst. Deres akademiske meritter taler for sig selv. Emmanuel Saez har stribevis af indflydelsesrige publikationer i de bedste videnskabelige tidsskrifter bag sig og har vundet akademisk hæder i professionen, der vel kun overgås af Nobelprisen i økonomi.

Den kun 33-årige Gabriel Zucman havde ingen ringere end Thomas Piketty som ph.d.-vejleder og er sin alder til trods allerede en stjerne med stribevis af betydningsfulde forskningsbidrag om blandt andet ulighed og international skatteunddragelse.

Men lige så vigtigt for historien er, at de to forskere er økonomiske rådgivere for Elizabeth Warren, en af frontløberne i kampen om at blive demokraternes præsidentkandidat i USA.

Den demokratiske primærvalgkamp buldrer derudaf i USA, og et af de centrale temaer er den stigende ulighed i landet, og hvordan uligheden kan bekæmpes. Blandt buddene på, hvordan USA skal imødegå den stigende ulighed, er Elizabeth Warrens forslag om en formueskat, der beskatter formuer over 50 mio. dollar med én procent og formuer over én mia. dollar med tre procent. Bernie Sanders har budt ind med noget lignende, men med højere satser, der topper ved hele otte procent skat på formuer på ti mia. dollar og derover.

Saez og Zucmans nye bog skal ses som et betydeligt indspark i den debat.

Postyr på Twitter

Men hvad handler al postyret blandt økonomer på Twitter så om?

Sammen med Thomas Piketty fik Saez og Zucman i 2018 udgivet en artikel i et af de fineste videnskabelige økonomitidsskrifter, Harvards Quarterly Journal of Economics. Her viste de blandt andet tal for progressiviteten af det amerikanske skattesystem, dvs. den gennemsnitlige skattesats for rig såvel som fattig.

Udviklingen viste dels, at graden af omfordeling og skattetrykket som sådan svinger med de økonomiske konjunkturer. Og dels viste den, at der er sket et moderat fald i graden af omfordeling i løbet af de fem årtier fra 1962 til 2014.

Figur 1 viser profilen i det amerikanske skattesystem, sådan som den ser ud, hvis man lægger tal fra Piketty, Saez og Zucmans artikel til grund. Den stigende kurve er udtryk for, at gennemsnitsskatten – dvs. borgernes samlede skattebetaling i forhold til indkomsten før skat – er stigende op gennem indkomstfordelingen, så folk med højere indkomster betaler en større andel af deres samlede indkomst i skat til det offentlige.

Saez og Zucmans nye tal for progressiviteten i The Triumph of Injustice og i deres indlæg i The New York Times ser markant anderledes ud, hvilket fremgår af figur 2. Her starter kurven meget stejlere i 1962 – dvs. med mere progressivitet – og bliver så godt som flad frem mod 2014.
Endelig kan man se, hvordan kurven er fuldstændig knækket i 2018, så de 400 rigeste personer i USA kun betaler omkring 23 procent i skat, hvilket er mindre end de nederste 90 procent i indkomstfordelingen.

Det nye billede på det amerikanske skattesystem afviger markant fra selv samme forskeres tidligere bud på det samme og al øvrig forskning på området. Spørgsmålet er, om der er sket et moderat fald i progressiviteten, eller om faldet er så enormt, så systemet nu omfordeler fra fattig til rig, sådan som Saez og Zucman nu hævder. Og lige så vigtigt: Hvorfor er der så stor forskel på de to grafer?

Ingen transparens

Da The New York Times-artiklen udkom, var ikke mange detaljer om baggrunden kendt. Spørgsmålene hobede sig op, og Saez og Zucman virkede tilbageholdende med at svare.

Nogle af de fineste principper i forskning er, at der skal være transparens, så alle detaljer er lagt frem, og alt kan reproduceres af andre, samt at forskningen skal vurderes af fagfæller, før den stemples som ’lødig’ og kan publiceres i videnskabelige tidsskrifter.

Det betyder ikke, at der i sig selv er noget odiøst i at få medieomtale for sin forskning, før den er endeligt udgivet efter en fagfællevurdering. I økonomisk forskning kan den proces tage flere år. Men selv uudgivet økonomisk forskning er normalt underlagt en form for uformel fagfællevurdering, når forskere præsenterer deres arbejde vidt og bred på universiteterne rundt om i verden og modtager kritik.

Derfor har det mødt frustration bland amerikanske kolleger inden for feltet, at Saez og Zucman har udgivet en bog, der nu sandsynligvis vil få stort gennemslag i en bredere offentlighed, uden at resultaterne bag er debatteret, vejet og målt af fagfæller.

Blandt andre har økonomiprofessor og uligheds- og skatteekspert Wojciech Kopczuk fra Columbia University i en længere række af tweets klaget over, at de to økonomer er gået ud med deres konklusioner, uden at det underliggende datamateriale er »ude i det åbne«.

Hvad er så forskellen?

I ugerne efter at Saez og Zucmans bog udkom, er flere detaljer blevet lagt frem, og det står nu efterhånden mere klart, hvad der får dem til at konkludere, som de gør. Forskellene er flere, end hvad der kan redegøres for her, men de centrale stridspunkter kan deles op i to.

Det første handler om, hvem der bærer byrden af en skat, hvilket med en fagterm betegnes skatternes incidens. Tag for eksempel selskabsskatten. En helt central pointe er, at selv om skatten opkræves hos virksomhederne som en andel af deres overskud, er det ikke nødvendigvis virksomhedsejerne alene, der bærer den fulde økonomiske byrde af skatten.

Det afhænger af en lang række forhold, der bestemmer overskudsdelingen mellem ejerne og deres ansatte, samt hvordan beskatningen ændrer folks investeringsvaner.

I fuldstændigt fravær af selskabsskat havde timelønnen for de ansatte måske været 100 kr. Men i en situation, hvor selskabets overskud beskattes, kan det tænkes, at lønforhandlingen falder sådan ud, at arbejdsgiveren ikke er villig til at betale helt så høj en løn. Og det kan tænkes, at penge, der ellers ville være blevet investeret i virksomhedsaktier, nu i stedet sættes i (erhvervs-)obligationer og påvirker afkastet på dem.

I det tilfælde vil man sige, at lønmodtageren og obligationsejerne bærer en del af byrden af selskabsskatten, selv om skatten opkræves hos virksomheden. Hvordan byrden af selskabsskatten rent faktisk deles mellem virksomhedsejere, lønmodtagere og obligationsejere er uhyre svært at svare på, men konsensus har længe været at se bort fra lønmodtagerne i den sammenhæng og fordele byrden mellem aktionærer og obligationsejere. Og det var også sådan, Piketty, Saez og Zucman gjorde i deres videnskabelige artikel i 2018.

I The Triumph of Injustice antager Saez og Zucman nu i stedet, at byrden af selskabsskatten alene bæres af aktionærerne. Det kan virke som en ligegyldig teknisk detalje, men dette nye princip for selskabsskatten bliver afgørende for at nå frem til den udvikling i progressiviteten, som Saez og Zucman finder.

Om man gør det ene eller det andet betyder ikke så meget for skattebyrden hos de rige i dag, fordi de rige i nogenlunde lige stor grad ejer aktier og obligationer. Men det er årsag til det store fald i progressiviteten siden 1960’erne, der fremkommer hos Saez og Zucman, fordi balancen mellem aktier og obligationer hos de rige har ændret sig i perioden.

For det andet fremlægger Saez og Zucman tal for 2018, som de fremhæver, fordi de viser, at de allerrigeste betaler en mindre andel af deres indkomst i skat end de nederste 90 procent af indkomstfordelingen. Men som blandt andre økonomiprofessor og forhenværende amerikansk finansminister Larry Summers har påpeget på Twitter, er indkomsterne for 2018 slet ikke kendt endnu.

Det skyldes, at deadline for at indberette selvangivelsen for sidste år blandt de rigeste amerikanere kun lige er passeret. Så tallene bygger på fremskrivninger fra tidligere år efter principper, vi endnu ikke kender, og er med Larry Summers ord ikke baseret på »faktiske skattedata«.

Når støvet har lagt sig

Men hvem har så ret? Det er simpelthen for tidligt at sige, og det er hele pointen. Om et par år kender vi de faktiske tal for 2018, og til den tid vil Saez og Zucmans ændrede regnemetoder have været underlagt en kritisk videnskabelig debat. Indtil da må vi væbne os med tålmodighed.

Emner