Anna Libaks vildfarelser om Black Lives Matter

Kommentar af ekstern lektor i politisk teori Malte Frøslee Ibsen (statskundskab) i Berlingske Opinion den 5. august 2020.

Ifølge Anna Libak, Weekendavisens udlandsredaktør, har de millioner af sorte og hvide amerikanere (estimeret mellem 15 og 26 millioner), der foranlediget af politidrabet på George Floyd i maj har protesteret mod politibrutalitet, diskrimination og racisme sommeren over, ladet sig forføre af en teoretisk vildfarelse, nemlig begrebet om »strukturel racisme«. Dette har ansporet en vrangforestilling om, at det amerikanske samfund er langt mere racistisk, end det ifølge Anna Libak reelt er.

Det amerikanske »system« kan ifølge Libak slet ikke være strukturelt racistisk, fordi diskrimination jo er forbudt ved lov i USA, og fordi sorte amerikanere har oplevet en forbedring af deres livsvilkår siden 1960erne (hvilket Libak blandt andet eksemplificerer ved, at sitcom'en »Cosby & Co« var det mest populære TV-show i 1980erne).

Når Libak advarer mod begrebet »strukturel racisme«, skyldes det ikke kun, at det i hendes øjne overdriver omfanget af racismen i det amerikanske samfund; det skyldes også, at begrebet er en »opskrift på borgerkrig« og har som »naturlig konsekvens«, at sorte amerikaneres situation kun kan forbedres gennem selvtægt eller sågar revolutionær omstyrtelse af den amerikanske politiske orden.

Men Libaks argumentation hænger ikke logisk sammen, og jeg må tilstå, at hendes leder i Weekendavisen i mine øjne skriger til himlen af manglende historisk viden om og kendskab til sortes vilkår i det amerikanske samfund.

For det første er det svært at acceptere påstanden om, at vold og revolutionær opstand er den »naturlige konsekvens« af demonstrationer mod strukturel racisme, når 80 pct. af de næsten 1.000 demonstrationer, der indtil 10. juni havde fundet sted på tværs af hele USA, var ganske fredelige. Om noget er den sorte borgerrettighedsbevægelse fra Martin Luther King Jr. og frem et historisk bevis for, at der intet er til hinder for at forsøge at forandre et samfund præget af historisk rodfæstet og dyb institutionaliseret racisme gennem den ret til ikke-voldelige demonstrationer og aktivisme, der som bekendt er indskrevet i den amerikanske forfatning.

For det andet er hele pointen med begrebet »strukturel racisme« at beskrive en form for systematisk samfundsmæssig diskrimination mod sorte, der kan sameksistere med love og politiske institutioner, som formelt giver sorte amerikanere lige rettigheder.

Libak kalder idéen om, at det nuværende system opretholder et »historisk efterslæb i magt og ressourcer«, som slaveriet har påført sorte amerikanere, for en »vild og vanvittig teori«, og hun antyder, at de sortes marginaliserede position først og fremmest skyldes »kulturelle faktorer«. Det selvom millioner af sorte blev holdt som slaver i Sydstaterne indtil borgerkrigen 1861-65, der siden blev afløst af et regulær apartheidsamfund, hvor sorte helt indtil 1960erne var forhindret i udøvelsen af deres forfatningssikrede rettigheder af Sydstaternes delstatslovgivning. Og det selvom – som jeg skrev for nylig i en kommentar her i avisen – en typisk sort families nettoformue f.eks. fortsat er ti gange mindre end en typisk hvid families (en velstandskløft der fortsat vokser), og samfundsforskningen leverer omfangsrig dokumentation for diskrimination mod sorte på arbejds- og boligmarkedet, i retssystemet, osv.

Libak runder af med at fastholde, at hvis USA skal »være et bedre og mere retfærdigt land, handler det nu som altid om, at hudfarve ikke skal være en faktor«. Men det er præcis demonstranternes ærinde! Når de insisterer på, at black lives matter, så er det jo ikke en benægtelse af, at all lives matter – som Libak polemisk gør til sin afslutningssalve – men en protest mod den faktiske nedværdigelse af sorte liv, der ligger i systematisk politibrutalitet og diskrimination mod sorte amerikanere. Det er et krav om ligebehandling.

Helt skørt bliver det, når Libak i et Facebook-opslag forsvarer sig med, at demonstranterne i hendes øjne har ladet sig forføre af den kapitalismekritiske tyske Frankfurterskole-filosof Herbert Marcuses idéer. Her begynder Libaks udlægning at vække mindelser om den højreradikale konspirationsteori om »kulturmarxisme«, der ser repræsentanter for den såkaldte »kritiske teori«, der opstod i Frankfurt omkring 1930erne, som dukkeførere bag nutidens politiske korrekthed, feminisme og »wokeness« – på trods af, at Frankfurterskolen (inklusiv Marcuse) ofte med rette er blevet kritiseret for stort set ikke at have noget at sige om kvindefrigørelse og racisme.

Man kan nok kun opfordre til, at Libak udsøger sig nogle andre kilder, næste gang hun skal skrive leder om sorte amerikaneres kamp for retfærdighed.