Coronakrisen levner ikke den nødvendige plads til forhandlingerne i medierne

Debatindlæg af lektor Nana Wesley Hansen (FAOS, Sociologisk Institut) og Søren Kaj Andersen (FAOS, Sociologisk Institut) i Politiken den 28. marts 2020.

På det private arbejdsmarked er der indgået nye treårige overenskomster. Det sidste led i den proces er, at forligsmanden fremsætter et samlet mæglingsforslag, der omfatter såvel de fornyede aftaler som de få områder, hvor parterne ikke kunne enes.

Men lige nu dominerer coronakrisen mediebilledet totalt. Både forhandlingernes gevinster og uløste spørgsmål synes næsten glemt. Det kan føre til lav stemmedeltagelse, hvilket er skidt for legitimiteten af overenskomstsystemet og for det medlemsdemokrati, som afstemningen er udtryk for.

Coronavirussen og de afledte økonomiske konsekvenser har vendt op og ned på forventningerne til indtjening og beskæftigelse i Danmark. Da industriens gennembrudsforlig blev præsenteret 9. februar, fremhævede DI’s administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, at der ikke var tale om en kriseoverenskomst.

Det var givet DI-direktørens forsigtige beskrivelse af, at der faktisk er ganske mange penge og nye goder til lønmodtagerne i den nye aftale. Det er således besk ironi, at vi midt i overenskomstfornyelsen er tumlet ind i en sundhedskrise, der truer med at blive en alvorlig økonomisk krise. Det har fået enkelte stemmer i arbejdsgiverlejren til at tale om, at overenskomstfornyelsen er blevet for dyr og bør annulleres.

Det kommer dog ikke til at ske. Blandt andet fordi 80 pct. af lønmodtagerne er del af det bevægelige lønsystem, hvor der årligt aftales løn på virksomheden. Under finanskrisen så vi, at det hurtigt førte til en ganske anden lønudvikling end det signal, der ellers lå i overenskomstfornyelsen i 2007

Corona har helt afmonteret muligheden for møder på arbejdspladserne for store grupper af lønmodtagere og har lagt den såkaldte nejkampagne ned.

Det markante løft af fritvalgsordningerne er givet populært blandt lønmodtagerne. Det frie valg består i, at den enkelte kan vælge mellem omsorgsdage med børnene, opsparing til pension, seniorfridage, flere fridage eller at få pengene udbetalt. Ordningen løftes nu med 3 pct., således at der i 2023 vil være 7 pct. af lønsummen til fritvalg. Det svarer næsten til, at den enkelte lønmodtager hvert år har en ekstra månedsløn at råde over.

Udbygningen af fritvalget cementerer, at fremtidens kollektive overenskomst skal indeholde betydelige individuelle valgmuligheder, som afspejler typiske behov i forskellige livsfaser: mere tid til børnefamilierne, mulighed for at tjene mest muligt midt i arbejdslivet og mulighed for flere fridage i de sidste år på arbejdsmarkedet.

I denne coronatid vil det nok også blive bemærket, at løftet af fritvalget sikrer 1 pct. ekstra på kontoen hvert år i overenskomstperioden. Særligt for lavtlønnede grupper kan dette blive et vigtigt bolværk, hvis den økonomiske krise bliver længerevarende.

 Overenskomstresultatet indeholder også nye goder i form af øremærket barsel til anden forælder, mere løn til langtidssyge og en hel del mere. Dog indeholder det også et uløst problem om social dumping. Godt nok nåede byggeriets parter frem til en aftale, men reelt udskød de problemet til 2023, hvor der atter skal forhandles.

Regulering af løn og arbejdsforhold i overenskomsterne er fagforeningernes måske vigtigste ydelse til medlemmerne, og derfor er det grundlæggende vigtigt, at stemmeprocenten bliver høj. OK17 kunne fremvise den største stemmedeltagelse siden 1973, og det skyldtes navnlig to faktorer:

For det første en vidt udbredt digital afstemning via e-mail og sms. Og derudover gik fagforeningsrepræsentanter rundt på arbejdspladserne med tablets, så medlemmerne kunne stemme i arbejdstiden. For det andet medførte den store medieopmærksomhed under OK17, herunder den aktive nejkampagne, sandsynligvis også en større stemmedeltagelse.

Corona har helt afmonteret muligheden for møder på arbejdspladserne for store grupper af lønmodtagere og har lagt den såkaldte nejkampagne – der har udgangspunkt i frustrationerne på byggeriets område – ned. I det hele taget levner coronasituationen ikke overenskomstfornyelsen meget plads i medierne.

Organisationernes svar er denne gang at sætte massivt ind digitalt, navnlig via Facebook, og de, der har ressourcerne, vil også løbende ringe til medlemmer, der ikke har stemt. Det vil ramme medlemsgrupper, der på grund af corona er sendt hjem foran pc’en, men nok i mindre grad de mange medlemmer, der fortsat går på arbejde i butikker, fabrikshaller og på byggepladser.

Forventningen i organisationerne er, at medlemmerne i vid udstrækning vil stemme ja, uanset om de er fuldt tilfredse med resultatet eller ej. Dette kan tolkes som en måde at udvise samfundssind på i en krisetid. Men mange vil måske ikke være opmærksomme på afstemningen eller være mindre engagerede, da de tænker, et ja vil være en selvfølge.

Alt andet lige vil det være lidt af en bedrift, hvis det lykkes organisationerne at få samme høje stemmedeltagelse som ved OK17. Der er behov for opmærksomhed om og diskussion af aftaleresultaterne, da såvel gevinster som uløste problemer i denne aftalefornyelse har betydning på ganske langt sigt, hvorimod coronavirussen forhåbentlig inden længe er under kontrol.

Emner