Camp Kaos
Artikel af dekan Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 8. oktober 2020.
I sin åbningstale gentog statsminister Mette Frederiksen regeringens ambition om at »behandle asylsager væk fra Danmark – i tredjelande, som kan yde sikkerhed til dem, der har behov for beskyttelse«.
Det er jo svært at være uenig med statsministeren, når hun ønsker at lukke markedet for menneskesmuglere ved at sørge for, at mennesker ikke behøver at sejle til Europa i faldefærdige både, men i stedet tørskoet kan få deres sag behandlet. Men det er selvfølgelig ikke kun ønsket om en bedre sagsbehandling, som driver regeringens ønske om at etablere lejre i behagelig afstand fra Danmark.
Hvis flygtninge og migranter aldrig når frem til Europa, er alle spørgsmål om fordeling af flygtninge mellem EU-landene og alle bekymringerne om, hvordan man får afviste asylansøgere sendt hjem, gjort overflødige. En asylansøger, som er blevet afvist i Libyen, er ikke regeringens problem på samme måde, som en asylansøger afvist i Sandholmlejren er det.
Statsministeren er ikke den eneste, som går med tanker om at bygge asyllejre så langt væk som muligt. Den 30. september kunne den britiske avis The Guardian fortælle, at den britiske regering undersøger mulighederne for at behandle asylansøgeres sager i Moldova, Marokko eller Papua Ny Guinea. Inspirationen er hentet fra Australien, som placerer asylansøgere i lejre på Stillehavsøer langt fra det land, som flygtninge og migranter søger at nå. The Guardian kunne berette, at den britiske regering overvejede at sende asylansøgere, som var kommet til Storbritannien, til lejrene langt væk fra De Britiske Øer.
Indtil videre er planerne for lejre ikke blevet til virkelighed andre steder end i litteraturen. I sin bog Det europæiske forår fra 2017 beskriver Kaspar Colling Nielsen en nær fremtid, hvor Danmark har oprettet en lejr i Mozambique. Den lejr er ikke blot for asylansøgere, men også for danskere af anden etnisk herkomst, der er rejst fra et Danmark, som i Kolding Nielsens dystopiske roman er grebet af etnisk konflikt, hvor ghettoer rent faktisk er omkranset af mure og patruljeret af soldater. Colling Nielsens beskrivelse af Frederiksstad, som flygtningebyen hedder i bogen, kan virke fantasifuld – indtil det går op for én, at sådan en lejr allerede findes på den græske ø Lesbos. Forskellen er, at virkelighedens lejr befinder sig i et EU-land og modtager mennesker fra lejrene i Tyrkiet.
Som statsministeren påpegede i sin åbningstale, så afhænger det af politisk vilje, hvorvidt asyllejre under fjerne himmelstrøg bevæger sig fra den litterære og politiske fiktion til virkelighed. Det er ikke umuligt, at de europæiske lande kan overtale Marokko, Libyen eller et Balkan-land til at tage sig betalt for at stille et stykke land med hegn omkring til rådighed i stedet for selv at skulle håndtere de flygtninge og migranter, som strander hos dem. Men konsekvenserne af den beslutning kan hurtigt forvandle drøm til mareridt.
Formålet med lejrene er jo ikke, at de mennesker, som ender i dem, skal videre til Europa. De skal afvises og sendes hjem. Men der er ingen grund til at tro, at det ville være nemmere at få dem til at rejse hjem fra en lejr i Marokko end fra lejren på Lesbos. Lejrene vil vokse år for år, efterhånden som flere og flere rejser fra de dele af Afrika, hvor væksten i befolkningen er større end væksten i økonomien, fra Mellemøsten og Asien, hvor krig og konflikt i disse år har skabt den største flygtningestrøm siden Anden Verdenskrig.
Lejrene vil blive fyldt med flere og flere mennesker med færre og færre muligheder. Det er de perfekte omstændigheder for at rekruttere til organiseret kriminalitet eller terrorisme – hvis der er nogen, som kan se forskel på de to ting i et miljø, hvor der ikke er en egentlig økonomi og ingen legale fremtidsmuligheder.
På sigt vil de destabilisere de lande, som har været så letsindige at lægge territorium til europæernes asyllejre. I den situation vil lejrenes sponsorer ikke have andet valg end at sende soldater for at skabe orden i lejrene og redde »nærområdet« fra at falde til Islamisk Stat, eller hvad lejrens guerillabevægelse nu ellers måtte vælge som nom de guerre. Mon ikke den soldat fra Jydske Dragonregiment, som i fremtiden afpatruljerer en asyllejrs gyder, vil undre sig over, at der ikke var nogen, som havde tænkt over konsekvenserne af at oprette lejren?
Kontakt til forsker
Mikkel Vedby Rasmussen
Dekan, professor
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
Telefon: 21 18 10 48
Mail: mvr@samf.ku.dk