Coronavirussen har nådesløst fortæret den vestlige verdens kulturelle selvgodhed

Kommentar af ekstern lektor Malte Frøslee Ibsen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 1. april 2020.

At netop dette forår skulle bringe en pest over vore huse og indvarsle den største samfundsmæssige krisetilstand siden Anden Verdenskrig, havde ingen ventet. Men sandheden er, at forbløffelsen over, at det moderne og teknologisk højtudviklede samfund kan overvældes af vilkårlige kræfter, det ikke kan styre, er en regelmæssigt tilbagevendende begivenhed for os moderne mennesker, fordi selve moderniteten på sin vis er grundlagt på illusionen om kontrol med det ikke-kontrollerbare.

Det klassiske eksempel er europæernes chok over, at de skærmydsler, som de fleste troede blot var en familiefejde mellem Europas konger og kejsere, for lidt over 100 år siden kunne udvikle sig til et ustoppeligt blodbad med 20 millioner døde, netop på det moderne og civiliserede europæiske kontinent. Det er mindre velkendt, hvordan en anden kataklysmisk begivenhed i Første Verdenskrigs slipstrøm kostede to til fem gange så mange mennesker livet, eller tre til fem procent af Jordens samlede befolkning. Det er netop traumet om den Spanske Syge – alle pandemiers moder – der i disse uger hjemsøger os igen.
 
Da virusudbruddet i Wuhan blev kendt for verden, tænkte de fleste europæere nok i deres stille sind, at det blot var endnu et »asiatisk« sundhedsproblem – ligesom sars-epidemien i 2003. Denne refleks rummer en implicit antagelse om, at de asiatiske lande fortsat er mindre udviklede end de vestlige, og at vores samfund og højteknologiske sundhedsvæsen er mindre sårbare over for den slags epidemier.

Meget tyder på, at pandemien vil sætte turbo på den geopolitiske tyngdeforskydning fra Vesten mod Asien, som vil præge det 21. århundrede.

Covid-19 har nådesløst fortæret denne vestlige kulturelle selvgodhed. Asiatiske stater som Kina og Sydkorea har ikke blot vist sig at råde over et langt mere effektivt epidemiologisk beredskab, de har også demonstreret en sundhedsfaglig kompetence og samfundsmæssig mobiliseringsdygtighed i mødet med pandemien, som det er uklart, om de vestlige stater i dag er i stand til at mønstre. Meget tyder på, at pandemien vil sætte turbo på den geopolitiske tyngdeforskydning fra Vesten mod Asien, som vil præge det 21. århundrede.

Virussen har ubønhørligt afsløret, hvordan populister som Donald Trump og Boris Johnson savner helt basale kompetencer som politiske ledere. Begge repræsenterer en postmoderne politikertype, som trives i et kaos, de selv har skabt, og i en medievirkelighed, de er mestre i at manipulere. Men de er kommet fuldstændig til kort over for epidemiens uafviselige realitet.

Samfundets moralske fundamen

Også økonomer og centralbankchefer blev taget på sengen. Som generaler, der altid er forberedt på at udkæmpe den forrige krig, forventede de alle, at en ny krise som i 2008 ville udgå fra de voldsomme kræfter inde i den sorte boks, som det globale finanssystem fortsat udgør. Ingen havde regnet med, at den moderne historieskrivnings største trussel mod den globale økonomi og selvsamme finanssystem ville blive udløst af et undseeligt patogen, der et sted i Kina hoppede fra en flagermus til et menneske engang i oktober sidste år.

Pandemiens nærmest ufattelige økonomiske konsekvenser har fået flere til at kaste sig ud i den moralsk kvalmefremkaldende øvelse at sætte en pris på de ældre og sårbare menneskeliv, som nedlukningen har til hensigt at beskytte, mens enkelte sågar direkte har opfordret til at ofre dem i den angiveligt højere sags tjeneste.
 
Disse stemmer savner en helt grundlæggende forståelse af samfundets moralske fundament. En demokratisk velfærdsstat kan ikke lade et så stort antal borgere dø en unødvendig død med henvisning til vulgærutilitaristiske regnestykker, og folkevalgte politikere kan ikke lade stå til, mens sundhedsvæsenet går til grunde i langvarig overbelastning. Dertil ville en fuldkommen ukontrolleret pandemi givetvis medføre en endnu dybere og længere recession – det er virussen, der dræber økonomien, ikke staten.

Selvom epidemien kun lige er begyndt, har den dog allerede åbnet et helt nyt, og for få dage siden utænkeligt politisk mulighedsrum. Tyskerne har opgivet deres besættelse med det »schwarze Null« og åbnet for massiv offentlig låntagning, europæere snakker atter om »eurobonds«, og den amerikanske kongres har indført en slags universel basisindkomst. Måske kan pandemiens mareridtsagtig påmindelse om naturens fortsatte magt over selv moderne menneskers skæbne sågar være den anstødssten, vi har brug for, til at stoppe os vores systematiske ødelæggelse af menneskelivets naturlige eksistensbetingelser?

Det kommende år kan meget vel blive det frygteligste, mange af os har oplevet. Men ligesom fortidens katastrofer undertiden har muliggjort store moralske og politiske fremskridt, må vi håbe og kæmpe for, at den katastrofe, vi lige nu gennemlever, på sigt kan bane vejen for noget bedre.

Emner