Dansk sikkerhedspolitik handler om mere end Arktis: Problemer sydfra løses bedst ved at tænke som Rom

Kronik af centerleder Henrik Breitenbauch (Center for Militære Studier) i Berlingske den 16. juli 2020.

Syddagsordenen er en væsentlig del af de strategiske udfordringer, Danmark står over for nu og i de kommende årtier. Den stigende stormagtskonkurrence, som betyder øgede globale spændinger, vil også ramme skrøbelige stater mod syd. Det udfordrer Europa til at tage mere ansvar for sit nærområde og tænke mere strategisk, som de gamle romere gjorde med deres grænser.

Syddagsordenen er en samlebetegnelse for de problemer og dårligdomme, som Danmark og de andre europæiske lande sammen står over for, når de kigger mod syd og sydøst. Det er grænseoverskridende problemer, der direkte påvirker de europæiske lande på negative måder - både hver for sig og sammen - såsom ukontrolleret migration, international terrorisme og kriminel aktivitet. Og det er problemer med et omfang »derude«, der gør, at vi af humanitære årsager må have ambitioner om at hjælpe, uden at vi nødvendigvis kan fikse dem - som med borgerkrigene i Syrien eller Libyen.

Problemerne og dårligdommene drives i en negativt selvforstærkende cyklus af svage politiske, økonomiske og retslige institutioner med begrænset legitimitet, voldelig, ideologisk ekstremisme og en befolkningstilvækst med øget pres på allerede skrøbelige samfund. Den resulterende ustabilitet i nærområderne er en væsentlig hovedpine for dem, der har ansvaret for de europæiske landes fred og stabilitet.

Migrationskrisen - med en foreløbig top i 2015 - er kerneeksemplet på situationens kompleksitet. Befolkningstilvæksten i Afrika er potentielt positiv. Med flere unge mennesker kan der følge vækst, mere innovation, handel, større middelklasser og med dem mere velfunderede krav om politisk demokratisering og bedre udbud af statsydelser: Alt fra elektricitet og renovation til lov og orden, retsvæsener, sundheds- og andre velfærdssystemer.

Negativ cyklus

Men den historiske erfaring er ikke på optimisternes side, udviklingspolitikken har i sin moderne form eksisteret siden 1960erne, uden at udviklingen er blevet selvbærende særligt mange steder. Den negativt selvforstærkende cyklus, som siden den kortvarige optimisme i forbindelse med det arabiske forår i stigende grad sætter dagsordenen for det nordlige Afrika og videre ud, er desværre med stor sandsynlighed kommet for at blive. Covid-19-pandemien vil ramme de svageste lande mest, ikke mindst gennem faldende pengestrømme fra diasporaer i Vesten.

Fordi langsigtet sikkerhedspolitik handler om at forsikre sig, så er det vigtigt at fastholde et strategisk blik på de risici, der ligger for udviklingen i syd.

Det skyldes også at udefrakommende stater puster til ilden. Den vante syddagsorden drives nu også af andre mere klassisk sikkerhedspolitiske problemstillinger og aktører.

Traditionel sikkerhedspolitik handler om stærke stater og deres indbyrdes relationer. Rusland og de traditionelle sikkerhedspolitiske udfordringer, landet repræsenterer, har siden 2014 drevet NATO tilbage til traditionelle militære opgaver og et fokus mod øst. Men stormagtskonkurrencen betyder stigende spændinger ikke bare på en konventionel måde i Europa, men også mere globalt.

Ikke-liberale lande spiller nu i stigende grad roller de steder, hvor Vesten tidligere kunne virke gennem eksempelvis FN. Selv om disse stater nogen gange bidrager positivt, er det eksempelvis i Libyen tydeligt, at de ikke-liberale landes interventioner i stigende grad også gør dem til aktive spielverderbere i gråzonen mellem krig og fred, hvor de sigter mod at sprede forvirring og ustabilitet i den gamle »tredje verden«, herunder potentielt for kunne påvirke Europa.

Demokratiets beskytter

Vesten selv gennemlever i disse år sin største krise siden Anden Verdenskrig. Men den globale udfordring fra de lukkede, autokratiske samfund i Kina, Rusland, Iran og andre steder giver Vesten et fornyet raison d’être, som de åbne demokratiske samfunds beskytter. Syddagsordenen kommer derfor i de kommende år også til at handle om, hvordan Vesten - og herunder Europa - håndterer udfordringen fra ikke-liberale aktører i vores nærområde.

Denne opdaterede version, af hvad der driver den negative cyklus, betyder, at syddagsordenen bør ses som en generationslang og kompleks problemstilling, som ikke kan løses en gang for alle, men som i vidt omfang kun kan håndteres - blandt andet ved holde den på afstand.

I sin simple form handler det om at opretholde EUs ydre grænser.

Samtidig er den i stigende grad et europæisk problem. USAs øgede fokus på Asien, Stillehavet og Kina, samt det faktum at USA allerede spiller en hovedrolle i forhold til konventionel militær afskrækkelse af Rusland i Europa viser, at syddagsordenen også har et positivt potentiale: Som en mulighed for at samle de europæiske lande om en fælles opgave. 

Eftersom midlerne må være bredspektrede, så er det mod syd i øvrigt EU og ikke NATO, som er kerneaktøren på området. Kun EU har de finansielle midler og den brede vifte af politiske instrumenter fra udvikling til militære aktioner, som er nødvendige at tænke sammen.

Gå på to ben

Fordi det er tvivlsomt, om udefrakommende aktører overhovedet kan løse problemerne, selvom de er tvunget til at forsøge, så er de samme aktører - altså særligt de europæiske lande - nødt til at have en sammenhængende, langsigtet strategi, som går på to ben.

En rapport fra Center for Militære Studier gav et bud herpå i 2018. Analysen i den viser, at strategien må bestå af både engagement og afskærmning.

Med engagement forsøger vi at fikse problemerne sammen med de stater på hvis territorium, problemerne findes. Engagement er altså en bredspektret og meget langsigtet indsats, som kan indeholde alle politiske virkemidler i et forsøg på at reducere ustabilitet - både i form af konflikthåndtering og konfliktforebyggelse. Indsatser for langsigtet opbygning af effektive og legitime statsinstitutioner er her væsentlige.

Men i det omfang indsatserne ikke virker på kort eller lang sigt, så er Europa ydermere nødt til at investere i evnen til at afskærme sig fra problemerne. I sin simple form handler det om at opretholde EUs ydre grænser. I sin mere ambitiøse form handler det om at supplere denne evne med en stadigt voksende ring af velfungerende naboer rundt om Europa. Tilsammen er engagement og afskærmning altså to supplerende ben i strategien.

Det er en strategi, der ligesom det gamle Rom må tænke sin omverden langsigtet og meget bredspektret, som grænsearbejde med en 100-års horisont. Det vil sige at se naboregioner og -lande både som kilde til handel og vækst og som kilde til farer og problemer, som i det omfang, de vedkommer Europa, må stabiliseres og løses derude eller må skærmes af.

Det er en uvant måde at tænke på for det gamle kontinents strateger. Den nye EU-Kommission under ledelse af von der Leyen er kun kommet et skridt ned ad denne vej.

Danmark kan i princippet med sine erfaringer fra alle dele af syddagsordenen spille en rolle i at dagsordensætte en langsigtet tilgang. Imod det taler, at forsvarsforbeholdet er en klods om benet i forhold til EU. Spørgsmålet er derfor, om ikke Arktis mod nord, Rusland mod øst og Vestens egne problemer - ikke mindst med et USA i krise - desværre vil ende med at optage stats-, udenrigs-, og forsvarsministrene relativt mere?

Desværre, fordi syddagsordenen sammen med de andre verdenshjørners problemer viser, at rammerne for dansk sikkerhedspolitik og herunder forsvarspolitikken er præget af stor usikkerhed og komplekse forandringer. Det peger på øget behov for politisk og strategisk opmærksomhed i alle kompassets retninger og ikke mindst for, at Danmark kan skabe løsninger sammen med vores udenlandske allierede og partnere – mod øst med NATO og mod syd med EU og de store europæiske lande.