Forsvaret skal være tungere og mere komplet, hvis det skal bidrage til NATO-samarbejdet

DEBAT: Nullernes forsvarsstrategi rækker ikke længere. Derfor må Danmark tage en beslutning: Skal man leve med et lille bidrag til NATO, eller skal Forsvaret styrkes, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.

Hvis der var et drukspil, hvor taleskrivere skulle drikke, hver gang de skrev ”Denmark is punching above its weight” ville de danske udenrigs- og forsvarsministerier have været fyldt med hønefulde embedsmænd de sidste 20 år.

På samme måde ville amerikanske og britiske embedsmænd have fået en lille fjer på, fordi de altid var så venlige at sige det samme.

Så var der lige den gang i 2012, hvor præsident Obama sagde ordret det samme til Norge, Holland, Irland – og Danmark. Men selvom den skål var mere gratis, så var det et udtryk for, at det ikke var vægtklassen, som talte for amerikanerne, men villigheden til at uddele tæsk på amerikanske missioner.

Danmark slår præcis lige så hårdt, som vores vægtklasse angiver. Den model, som var en succes i krigen mod terrorisme, virker ikke længere. Det har den faktisk ikke gjort siden de danske styrker vendte hjem fra Afghanistan, og Rusland genoptog sin dårlige vane med at bruge militær magt i sine nabolande.

Krigene i Irak og Afghanistan såvel som alle de andre missioner rundt omkring som fulgte med den krig mod terrorisme, som begyndte efter 11. september 2001, krævede soldater.

Dem havde amerikanerne skåret ned på efter afslutningen af Den Kolde Krig og var kun langsomt begyndt at bygge hær og marinekorps op igen, efter Irakkrigen viste, at amerikanerne simpelthen manglede soldater at sætte i felten.

Til gengæld havde amerikanerne masser af transportfly, bombefly, kanoner og hovedkvarterer, som kunne transportere allierede soldater til slagmarken, støtte dem under deres indsats og i øvrigt fortælle dem, hvad de skulle lave. USA’s små allierede stillede alle med sådanne styrker, og få gjorde det med samme stolthed og effektivitet som danskerne.

Fornuftig forretningsmodel i nullerne

I løbet af nullerne afviklede Danmark sit koldkrigsforsvar og udviklede et forsvar, som var baseret på, at Forsvaret skulle være underleverandør til amerikanske og britiske missioner. Nogle kampfly hist og battaljonskamptropper pist.

Flyene kom hverken med lufttankning eller de andre rammer for deres operationer, for dem havde amerikanerne rigeligt af. Kamptropperne kom ikke med artilleri og andre af de elementer, som skaber en komplet landmilitær operation, for dem stillede briter og amerikanere gerne til rådighed.

Med den forretningsmodel kunne Forsvaret være relevant inden for et relativt begrænset budget. Politikerne kunne med andre ord blive rost af amerikanerne og rose sig selv overfor befolkningen, uden at det betød, at Forsvaret skulle prioriteres over statens investeringer i børnehaver og motorveje.

Modellen virker ikke længere

I dag får man ingen promille af ”punching above its weight”-drikkespillet. For Danmark slår præcist lige så hårdt, som vores vægtklasse angiver. Den model, som var en succes i krigen mod terrorisme, virker ikke længere. Det har den faktisk ikke gjort siden de danske styrker vendte hjem fra Afghanistan, og Rusland genoptog sin dårlige vane med at bruge militær magt i sine nabolande.

Men danske forsvarspolitikere har været uvillige til at erkende, at det var Forsvarets vægtklasse, som var problemet. Budgettet er blevet øget (om end mest på papiret), men politikernes fokus har været på muligheder for at finde områder, hvor man kunne slå hårdere end vægtklassen tilsagde.

Så man har kastet kærligheden på militær ulandshjælp, cyberspace, Arktis og andre områder, som var gode til taler, men som ikke vejede meget på den militære vægt. NATOs vurdering af det danske forsvar, som Folketinget fik fra forsvarsministeren i oktober, siger tydeligt, at det selvbedrag må stoppe.

Hovedbudskabet i NATOs analyse er, at Forsvarets kapaciteter må blive komplette og helstøbte, hvis de skal være et reelt bidrag til alliancen. Det er flot, at vi køber F35-kampfly, men hvis de kun kan bruges, hvis USA stiller lufttankning til rådighed, hvad er så den reelle effekt?

Det er blot et af en lang række spørgsmål, som hverken Forsvarsministeren eller forsvarsforligspartierne har et overbevisende svar på.

Mere eller mindre forsvar

Danmark står overfor et valg. Vi kan vælge ikke at bruge flere penge på Forsvaret. Ikke mindst med en coronaregning på milliarder er der gode argumenter for at sige, at de penge bruges bedst andre steder.

Men så må man samtidig erkende, at Forsvaret ikke kan bruges til meget andet end en fregat på mission i Hormuzstrædet eller andre steder i ny og næ, og resten skal optimeres på forsvaret af Danmark.

Det vil NATO måske kunne leve med, hvis det betyder reelle investeringer i forsvaret i Østersøområdet – ikke mindst i kapaciteter til søværnet og antiluftskyts. Hvis vi fortsat vil slå hårdt, så må den budgetstigning, som ligger i det nuværende forlig, ikke alene fortsættes, men også øges med det formål at gøre Forsvaret tungere.

Det betyder også, at Forsvaret må forlade sin angst overfor teknologiske udviklingsprojekter og investere i droner, robotter og de andre teknologier, som vil forme et moderne militær i de næste årtier. Det er langt fra nyt. Forsvarspolitikerne har stået ansigt til ansigt med det i en årrække. Men det er nu, at det skal træffes.