Et anråb fyldt med menneskelig smerte – George Floyd kaldte på sin mor

Kommentar af Malte Frøslee Ibsen (ekstern lektor ved Institut for Statskundskab) i POV den 8. juni 2020.

Jeg har set videoen af drabet på George Floyd to gange.

Jeg så først New York Times’ rekonstruktion, men så læste jeg en amerikansk bekendt beskrive, at det, som for alvor havde slået hende ud ved videoen ikke var ordene “I can’t breathe”, men snarere at Floyd kalder på sin mor, mens han dør.

Jeg havde præcis samme oplevelse, og hans “momma!” har siddet som en splint i sjælen på mig, siden jeg så videoen første gang.

Derfor genså jeg videoen her til aften, men denne gang fandt jeg dog den originale optagelse. Her kan man høre, hvordan Floyd kalder flere gange på sin mor, før han til sidst siger “I’m through”.

Vi snakker meget om de forskellige oplevelser og erfaringer af lidelse og uretfærdighed, vi hver især har adgang til fra vores forskellige, strukturelt betingede positioner i den store sociale sammenhæng.

I sin mest desperate stund vender Floyd sig indad mod de dybeste reserver af tryghed og kærlighed, han råder over, og søger sin afdøde mors trøst.

Vi bruger ord som “privilegier”, “blindhed” og “usynlighed” til at beskrive disse forskelle.

Og selvom jeg synes, at det på nogen måder er et begrænsende begrebsapparat, som ofte bliver anvendt for rigidt og skematisk, så er jeg selvsagt enig i den grundlæggende pointe om, at en veluddannet, bleg, dansk middelklassemand som jeg selv af letforståelige grunde ikke har nogen umiddelbar adgang til en sort mand i Minneapolis’ oplevelse af verden.

Hvis jeg vil gøre mig håb om at forstå den form for uret, sårbarhed og social udsathed, der har præget George Floyds liv og fortsat præger så mange andre sorte amerikaneres liv, så må jeg læse og lytte.

Hans mor døde for to år siden.

Vi snakker meget om de forskellige oplevelser og erfaringer af lidelse og uretfærdighed, vi hver især har adgang til fra vores forskellige, strukturelt betingede positioner i den store sociale sammenhæng.

Vi bruger ord som “privilegier”, “blindhed” og “usynlighed” til at beskrive disse forskelle.

Jeg tror, at når du hører George Floyd kalde på sin døde mor, så er det så meget desto sværere at forsvare, at en social og politisk orden, der i praksis – i statens faktiske håndhævelse af sit voldsmonopol – benægter, at sorte menneskeliv som hans betyder noget, skal bestå.

Og selvom jeg synes, at det på nogen måder er et begrænsende begrebsapparat, som ofte bliver anvendt for rigidt og skematisk, så er jeg selvsagt enig i den grundlæggende pointe om, at en veluddannet, bleg, dansk middelklassemand som jeg selv af letforståelige grunde ikke har nogen umiddelbar adgang til en sort mand i Minneapolis’ oplevelse af verden.

Hvis jeg vil gøre mig håb om at forstå den form for uret, sårbarhed og social udsathed, der har præget George Floyds liv og fortsat præger så mange andre sorte amerikaneres liv, så må jeg læse og lytte.

Og præcis samme princip gælder jo også i forhold til at forstå andres situation i det danske samfund, som tilgår og præges af verden fra et helt andet socialt udgangspunkt end jeg, og som af arbitrære grunde som hudfarve, kultur, religion og klasse må lide en diskrimination og socialt påtvunget lidelse, jeg ikke selv har personlig erfaring med.

Men Floyds anråbelse af sin afdøde mor i sit eget dødsøjeblik trækker altså på en helt basal menneskelig fælleserfaring, som sprænger mange af disse sociale skotter og erfaringsmæssige begrænsninger.

I sin mest desperate stund vender Floyd sig indad mod de dybeste reserver af tryghed og kærlighed, han råder over, og søger sin afdøde mors trøst.

Det er utroligt smertefuldt at bevidne og lytte til det anråb af “mor”, den søgen efter umulig trøst, og den urfrygt for en dræbende overmagt, som kommer til udtryk deri, netop fordi det er så umiddelbart og universelt vedkommende.

Fordi det er så uafviseligt, at det er et menneske, der råber. Et menneske, der ligger med et knæ mod sin hals, som berøver ham evnen til at trække vejret, som berøver ham livet. Og menneskeliv betyder noget.

Jeg synes, det giver mening at se den video og høre de ord, og jeg håber, at så mange amerikanere som muligt vil gøre det.

Fordi jeg tror, at når du hører George Floyd kalde på sin døde mor, så er det så meget desto sværere at forsvare, at en social og politisk orden, der i praksis – i statens faktiske håndhævelse af sit voldsmonopol – benægter, at sorte menneskeliv som hans betyder noget, skal bestå.