Ingen vaklen

Kommentar af dekan og professor Mikkel Vedby Rasmussen (Institut for Statskundskab) i Weekendavisen den 17. juli 2020.

USA har dårligt haft en udenrigspolitik under Trump. Den mangel har militæret været nødt til at kompensere for.

De amerikanske hangarskibe USS Nimitz og USS Ronald Reagan har sammen med deres følgeskibe afholdt øvelser i Det Filippinske Hav siden begyndelsen af juli, hvor den amerikanske flåde kunne rapportere, at de to hangarskibe fejrede USAs uafhængighedsdag 4. juli med øvelser i luftforsvar og præcisionsbombninger af maritime mål over lange afstande. De to hangarskibe er en demonstration af overvældende militærmagt, men de er også et udtryk for, at det amerikanske militær holder kursen, mens udenrigspolitikken har sejlet under Trump.

Atomreaktorer sørger for, at USS Ronald Reagan og USS Nimitz kan sejle cirka 30 knob i 25 år uden afbrydelse, selvom de begge vejer cirka 100.000 tons. Skibene har en besætning på omkring 4000 søfolk og piloter, der flyver de cirka 70 kampfly. USS Ronald Reagan kostede 4,5 milliarder dollars at bygge, mens det koster cirka en million dollars om dagen at holde denne flydende flyveplads i gang. Under øvelsen i Det Filippinske Hav blev de to hangarskibe ledsaget af to krydsere og tre destroyere.

Hangarskibene ankom til området, efter at en kinesisk flådeøvelse i Det Sydkinesiske Hav havde fået amerikanerne til at klage over aggressiv og destabiliserende adfærd fra kineserne, som blandt andet påsejlede en vietnamesisk fiskerbåd. Kina har ifølge Japan Times planlagt en øvelse i august, som skal simulere en landgang på Taiwan, mens Taiwan selv afholder sin årlige Han Kuang-øvelse, der netop, og ingenlunde tilfældigt, handler om forsvaret mod en fjendtlig landgang.

Fly fra de amerikanske hangarskibe har patruljeret i Bashi-kanalen, farvandet mellem Filippinerne og Taiwan, som hangarskibene vil skulle sejle igennem, hvis de skal støtte op om Taiwan eller sejle ind i Det Sydkinesiske Hav. Amerikanerne og kineserne holder således øvelse på hver sin side af kæden af øer mellem Stillehavet og det asiatiske kontinent. Kineserne ønsker at holde amerikanerne uden for økæden, og amerikanerne ønsker at bevise, at de kan trænge inden for den.

Normalt ville man sige , at USS Nimitz og USS Ronald Reagan understøtter USAs udenrigspolitik. Men under Trump har USA dårligt haft en udenrigspolitik. I den kommende tid forventes præsidenten at mande sig op over for et Kina, som først coronakrisen og siden undertrykkelsen af Hongkong har gjort mere og mere upopulært i Vesten. Men hans tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton har også i sin nye bog beskrevet, hvordan Trump forsøgte at få Kina til at købe hvede og sojabønner for at hjælpe økonomien i de midtvestlige delstater, som Trump har brug for at vinde, hvis han skal genvælges. Så hvad skal Beijing egentlig tro, USAs prioriteter er? I kakofonien af tweets og dunsten af studehandler er et hangarskib et anderledes umisforståeligt geopolitisk signal.

På samme måde har Trump aldrig for alvor formuleret en Ruslandspolitik. Måske fordi han var bange for beskyldninger om at være i lommen på Putin; måske fordi han ikke anede, hvad han skulle stille op. I stedet har præsidenten fokuseret på at skælde europæerne ud for at bruge for få penge på forsvar.

Alt imens præsidenten har fået NATO-topmøderne til at ligne en kaotisk generalforsamling i et egnsteater, har det amerikanske militærs tilgang været anderledes opbyggelig. I USAs forsvarsbudget for 2020 er der afsat 5,9 milliarder dollars til the European Deterrence Initiative, som blev startet af Obama-regeringen i 2014 og er fortsat under Trump. De fleste af pengene går til at opbygge lagre og militær infrastruktur i Europa, så den amerikanske hær ikke først skal til at sejle kampvogne og feltkøkkener over Atlanten, hvis Rusland skulle angribe.

Siden 2017 har marinekorpset således udstationeret over 300 marineinfanterister i Norge, hvor de udgør grundstammen i en styrke, der kan udvides dramatisk ved at flyve infanterister ind fra USA, som så kan udstyres ved hjælp af lagre i Norge.

Over for både Rusland og Kina har det amerikanske militær stået fast, mens præsident Trump har vaklet, og man har haft prioriteterne i orden, mens Trump har fokuseret på diplomatisk teater. I dette tilfælde har det militære ikke været fortsættelsen af politik med andre midler – i stedet er hangarskibene blevet sendt af sted og marineinfanteristerne bragt i stilling i fraværet af en politik.

Det går ikke i længden. I så fald ender USA med kun at have tilpasning eller krig som alternativer i politikken over for Rusland og Kina.