Kina truer sig til magt i hele verden, men frygter selv at blive opfattet som en fjende

Kronik af professor emeritus Bertel Heurlin (Institut for Statskundskab) i Information den 9. juli 2020.

’Vesten mod resten’ blev en yndet formel at tolke verden på efter Den Kolde Krig. Vesten som fænomen var blevet et problem. Men nu kan det være, at vi har fået en ny formel: ’Verden mod Kina’.

Mange regeringer ser nemlig med stor bekymring på Kinas aktioner i Xinjiang, i Hongkong, i Tibet og på landets militære trusler over for Taiwan.

Er Kina blevet så dominerende, så almægtig, så påvirkende, at fordums forestillinger om den gule fare bliver vakt til live over hele verden? At verden må stå sammen mod et Kina, som trænger ind selv i de fjerneste områder af kloden? Og – i den ondeste fortolkning – trænger ind med en dødelig virus?

Der er noget, der tyder på, at en ny tendens er på vej. Kina selv har indset omfanget af denne tendens. En regeringstilknyttet tænketank, China Institute of Contemporary International Relations, CICIR, skal ifølge Reuters have udsendt en intern rapport om Kinas globale position.

Konklusionen skulle være, at aldrig siden Tiananminoprøret i 1989 har den globale antikinesiske holdning været større. Det er ikke overraskende, at det er et stort problem for Kina.

Det, Kina har frygtet mest i forbindelse med sin stigende internationale magt, er at blive frygtet. For alt i verden vil man forhindre en global holdning om Kina som truende, indgribende og aggressiv. Landet skal stå for udvikling, fred, stabilitet og internationalt samarbejde.

Fælles front mod Kina

I de seneste år har den kinesiske frygt for at blive frygtet spillet en mindre rolle. Kina optræder nu på det udenrigspolitiske område med stor selvtillid. Landet stiller krav om indflydelse, kommer med forslag til ændrede internationale normer og forsøger at påvirke internationale organisationer.

Kina optræder bevidst eller ubevidst truende over for visse lande for at opnå politiske gevinster og støtte til sin politik. Den kinesiske præsident, Xi Jinping, har direkte opfordret til at reagere heftigt på, hvad der anses som udefrakommende urimelige og anstødene anklager. Og den kinesiske udenrigstjeneste har i udvalgte lande værksat aggressive kampagner, hvor ambassadørerne optræder som ’ulvekrigere’ opkaldt efter en populær kinesisk action serie. Her gælder det om at give diplomatiet en tyngde af indignation, vrede og trusler.

Kan denne politik føre til en forenet front af antikinesiske lande, som kan ende med at blive en global kampagne rettet mod et mere og mere magtfuldt, truende og aggressivt Kina? Et Kina, som også vender sig indad mod Hongkong?

USA tager teten i kampagnen, og man mener at have fat i den rigtige ende. Det fremgår med al tydelighed af Trumps Twitter-diplomati.

En stor sag nu er COVID-19. USA anklager uhæmmet Kina som den ansvarlige for pandemien. Man taler om Kinavirussen eller Wuhan-pandemien og truer endog med sagsanlæg mod den kinesiske regering for opkomsten af og den efterfølgende bekæmpelse af coronaen, som USA hævder er tynget af løgne, vildledning, selvcensur og undertykkelse af informationer.

Både USA og Kina har umiddelbart haft behov for tydeligt at markere deres standpunkter. USA i den lange og grundige rapport United States Strategic Approach to the People’s Republic of China, og Kina i den lige så lange og grundige Fighting COVID-19. China in Action. Her er modsætningerne klart linet op.

Den amerikanske rapport erklærer, at Kina tvinger andre lande til at følge deres politik. Kina hævder, at man aldrig vil give efter for amerikanske krav om erstatning for coronapandemien.

Hvordan er USA’s muligheder for at rejse en forenet front mod Kina? Umiddelbart er der noget at bygge på.

Stadig flere lande mærker markant kinesisk indflydelse, som nærmer sig pression. Ulvekrigerne er på jagt i store flokke. Regeringer som den danske presses til at acceptere Huawei-5G systemer med slet skjulte trusler, afrikanske lande invaderes af kinesere, og regeringer verden over tvinges til at følge kinesiske udenrigspolitiske tiltag.

Over 70 lande gøres afhængige af Kina gennem Silkevejsprojektets nye handelsruter, der binder Kina, Europa, Afrika og Mellemøsten sammen.

USA’s reaktion

USA ser ud til at agere på fire planer: På det sikkerhedspolitiske plan er eksemplerne utallige og fordeler sig over hele verden. EU har med sin nye strategiske tilgang over for Kina understreget strategiske og systemiske modsætninger og har dermed i et vist omfang fulgt den hårde amerikanske Kina-politik.

På det ideologiske plan refererer USA til, at Xi Jinping sigter mod at gøre »Kina til en global leder baseret på omfattende national magt og international indflydelse. Et sådant Kina vil være rettet mod amerikanske og vestlige værdier: Demokrati, markedsøkonomi og det enkelte individs værdi og værdighed«.

På det regionale plan er USA heftigt i gang med en alliancedannelse, der kan opfattes som vendt mod Kina. I 2019 har State Department og Pentagon udgivet strategiske rapporter og visionsredegørelser om ’Indo-Pacific’-regionen. Begrebet ’Indo-Pacific’ er blevet meget centralt i USA og støtter sig til lignende rapporter fra Japan, Indien, Australien, Sydkorea og Taiwan.

På det corona-funktionelle område har der ud over USA været en række lande, som har udtrykt utilfredshed med fejlmeldinger, mørketal, fortielser og uigennemsigtige fremgangsmåder. Her har antikinesiske udtalelser floreret. Det gælder ikke mindst i Australien og Canada, men også i Brasilien, Cypern, Frankrig, Indien, Kasakhstan, New Zealand, Pakistan, Singapore, Sri Lanka og Venezuela.

Gensidigt afhængige

Vil det lykkes for USA at skabe en forenet front? Det er tvivlsomt. Ganske vist bruger Trump Kina som en prygelknabe, der er skyld i alle USA’s ulykker, for at have et slagkraftigt våben til at vinde præsidentvalget. Men USA er også klar over sin afhængighed af Kina økonomisk og finansielt.

Selv om der trues med afkobling til Kina, er administrationen klar over, at en afkobling hverken er ønskelig eller realiserbar.

USA fastholder en mulighed for samarbejde, selv om man fører heftige kampagner mod Kina for uacceptabel indflydelse og indblanding, unfair og forbryderisk handelspolitik og regional militarisering.

Trump koketterer fortsat med sit særlige forhold til Xi Jinping. Selv den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, som ellers er den amerikanske angrebsgeneral i forhold til Kina, kunne forleden holde et syvtimers møde i Hawaii med den kinesiske udenrigspolitiske leder, Yang Jiechi.

Dertil kommer, at hverken USA og slet ikke Kina er interesseret i væbnet konflikt. Bevidste eller ubevidste militære konfrontationer vil finde sted. Men åben krig er utænkelig.

Kina ved, at USA fortsat er den eneste supermagt, og at USA’s økonomiske, militære og sikkerhedspolitiske tilstedeværelse i verden er helt og fuldt Kina overlegen. Til gengæld ved Kina også, at de selv står økonomisk stærkt i verden og ikke mindst i Asien. Men ikke sikkerhedspolitisk. Kina er i Asien omgivet af lutter strategiske fjender – bortset fra Nordkorea.

Det er forholdet mellem økonomi og sikkerhedspolitik, der kommer til at afgøre, om USA opnår succes med at få en global antikinesisk kampagne til at fungere.

Forsøget har allerede fået Kina til at overveje, om de skal stikke piben ind. Landet har atter indset, at det er negativt at blive betragtet som fjende.

Men viser den aktuelle situation i Hongkong ikke, at frygten for ’fjendebilledet Kina’ hos ledelsen i landet er på retur?

Hongkong er alt for tæt på Kina, og den kinesiske ledelse frygter her muligheden en Hongkong-smitte til det øvrige Kina, som kunne føre til Tiananmen-1989-lignende bevægelser.

Det drejer sig om en trussel mod overlevelsen af Kinas kommunistiske parti. Den skal med alle midler imødegås.