Kritikken af identitetspolitikken er ofte blot et spejl af den identitetspolitiske blindgyde

Kommentar af ekstern lektor i politisk teori Malte Frøslee Ibsen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 8. juli 2020.

Identitetspolitik er god publicistisk business, må man forstå. Alene inden for den seneste måned har nærværende avis trykt en lang række indlæg fra borgerlige stemmer såsom Kathrine Lilleør, Per Stig Møller, Sørine Gotfredsen, Christian Marcussen, Henrik Dahl, Lasse Marker, Amalie Lyhne, Morten Hesseldahl, Mikkel Andersson, Anders Krab-Johansen, Anne Sophia Hermansen og Tom Jensen – alle med stort set enslydende pointer og konklusioner.

Denne »anti-identitetspolitik« udmærker sig ofte ved at pulje forskelligartede politiske kampe og krav sammen under det identitetspolitiske prædikat og afvise dem som splittende, tyranniske, totalitære, historieløse, ekstremistiske, undertrykkende, krænkelsessyge, osv.

Min pointe her er ikke, at disse indvendinger aldrig har noget på sig. Reaktionerne mod politidrabet på George Floyd har spændt fra legitime og påtrængende forsøg på at gøre op med politibrutalitet, strukturel racisme og det amerikanske samfunds skammelige videreførelse af den symbolske, materielle og strukturelle arv fra slaveriet og apartheid-tilstandene i Syden indtil 1960erne, til decideret idioti. Som angrebet mod statuen i San Francisco af borgerkrigsgeneralen og slaveri-omstyrteren Ulysses S. Grant. Herhjemme har vi da også bevidnet en mindre heldig kulturkritik af Shu-bi-duas Danmarkssang og den uforståelige og kontraproduktive adskillelse af sorte og hvide til Black Lives Matter-demonstrationen i København.

Min grundlæggende anke mod anti-identitetspolitikken er dels, at den (som ovenfor beskrevet) er alt for upræcis, dels at den som hovedregel munder ud i et ukvalificeret forsvar for status quo mod såvel legitime og væsentlige som mere outrerede krav og indvendinger. Det sker ofte ved, at de mest fjollede krav gøres repræsentative for hele baduljen. I denne fortælling repræsenterer alle disse forskelligartede krav og kampe en bloc et angreb mod »vores kulturarv« (ASH), »sammenhængskraften« og »demokratiet« (Per Stig Møller), »det frie samfund« (Tom Jensen), osv.

Dermed ophæver anti-identitetspolitikken den herskende samfundstilstand til universelt gyldig, fornuftig og bevaringsværdig og skærmer samtidig den ufrihed og uretfærdighed, der også kendetegner status quo, mod legitim kritik (selvom der er stor forskel på den historisk rodfæstede og dybt institutionaliserede racisme i det amerikanske samfund og den form for racisme og diskrimination, der præger et relativt nyt indvandringsland som Danmark).

Hvis man skæver til den amerikanske politiske debat på Twitter, er den ofte et studie i netop dette personrettede, hævntørstige politiske register.

I mine øjne bør kritikken af identitetspolitikken snarere være en kritik af en selvdestruktiv politisk form, der samtidig anerkender de legitime krav og kampe, som i mange tilfælde driver den. Med henvisning til Nietzsches kritik af den kristne »slavemoral« formulerer den amerikanske politiske teoretiker Wendy Brown denne kritik som følger.

Når et marginaliseret eller undertrykt individ stiller politiske krav med udgangspunkt i sin identitet som marginaliseret eller undertrykt, risikerer individet på politisk kontraproduktiv vis at blive investeret i sin egen undertrykkelse. Sådanne krav søger ofte at påføre de individer, der ikke oplever den marginalisering og undertrykkelse, den samme lidelse, som den undertrykte lever med. Nietzsche kalder dette politiske register, der primært søger hævn over undertrykkerne, for ressentiment, og i Browns øjne er problemet, at den individuelt rettede hævntørst ofte træder i stedet for kollektiv handling, der institutionelt og strukturelt kan afhjælpe marginaliseringen og undertrykkelsen.

Hvis man skæver til den amerikanske politiske debat på Twitter, er den ofte et studie i netop dette personrettede, hævntørstige politiske register. Det identitetspolitiske ressentiment indgår således indirekte i en uhellig alliance med anti-identitetspolitikken, idet begge lejre i praksis skærmer status quo mod de institutionelle og strukturelle forandringer, som det amerikanske samfund skriger på.

I vores eget lille konsensusdemokrati er anti-identitetspolitikkens ukvalificerede forsvar for status quo da også efterhånden blevet et tværpolitisk samlingspunkt, hvor mange ynder at tage del i en nærmest rituel afvisning af karikeret fjollede krav uden at gøre sig umagen med at forstå de reelle uretserfaringer, som kravene ofte bunder i. Således tenderer anti-identitetspolitikken mod at blive en direkte spejling af præcis den doktrinære politiske ensretning, som identitetspolitikken ofte kritiseres for, der risikerer at kvæle den mere seriøse og fordomsfrie debat om racisme og diskrimination i det danske samfund, som øjeblikket kalder på.