Rabalderstrædet

Kommentar af dekan og professor Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 10. august 2020.

MANDAG DEN 10. AUGUST vinkede forsvarsministeren farvel til Iver Huitfeldt, da fregatten lagde fra kaj i Korsør med kurs mod Hormuzstrædet.

Iver Huitfeldt afløser den hollandske fregat De Ruyter, som sammen med den franske fregat Languedoc har patruljeret Hormuzstrædet. At fregatten sejlede på søværnets 510-års fødselsdag, er et udtryk for, at det er en klassisk flådeopgave, som søværnet har løst, siden Kong Hans stiftede flåden til »os og vort rige og land til tjeneste mod vore og rigens fjender og uvenner«.

Forsvars- og udenrigsministre holder af sømagt. For lige så hurtigt et skib kan sejle ud mod fjender og uvenner, lige så hurtigt kan det sejle tilbage igen.

Efter landmilitære indsatser i Irak og Afghanistan har Danmark fået en forkærlighed for at sende fly og skibe på kortere missioner. Disse missioner bliver suppleret af kortere indsættelser af specialstyrker og trænere.

Folketinget godkendte fregattens udsendelse i marts, efter at iranske både havde generet skibsfarten i strædet. Siden har Iran været optaget af at håndtere et slemt udbrud af COVID-19, og revolutionsgarden har derfor ikke haft mange både i van-det. Frygten for, at fregatten blev del af et sænke-slagskibe-spil, er i dag en del mindre, end den var i marts. Skibet er derfor ladet med politik såvel som med medlemmer af militærpolitiet og frømands-korpset, der er klar til at borde skibe, som udsætter søfarten i området for fare.

AT SENDE ET SKIB for at beskytte skibsfarten giver god mening for en skibsfartsnation. Så spørgsmålet var i virkeligheden, hvem den danske fregat skulle samarbejde med i området. En britisk-amerikansk ledet flådestyrke patruljerer også i Hormuz, men den danske regering valgte at indgå i den franske operation, som har deltagelse af en række EU-lande. På den ene side var det en oplagt lejlighed til at understøtte det militære samarbejde med Frankrig, som København har dyrket som et alternativ til samarbejdet med briterne. Selvom missionerne med briterne i bl.a. Irak og Afghanistan fylder meget i den danske militære bevidsthed, har vi også en tradition for at samarbejde med franskmændene for eksempel i Kosovo. Efter den store operation i Afghanistan var ovre, satsede Danmark på missioner med franskmændene i Vestafrika, og at sende prins Joachim til Paris som forsvarsattaché er næppe gået ubemærket hen i hovedstaden, der opfandt den diplomatiske gestus.

AT DANMARK SÅLEDES deltager i en europæisk mission, vil måske komme bag på dem, som husker, at vi stadig har forsvarsforbehold, men på trods af, hvad man kunne forledes til at tro, så er det en fransk mission og ikke en EU-mission. Præsident Macron kan fremstå som en slags æresformand for Europa-Kommissionen, men som han har vist på sin charmeoffensiv i Beirut, er udenrigspolitikken noget, som han mener skal ledes fra Paris snarere end Bruxelles. Flådemissionen i Hormuz var således et af de få konkrete resultater af Macrons »interventionsinitiativ«, som handler om, at netop Frankrig skal lede de europæiske lande mod »fjender og uvenner«. At der var en uafhængig, fælles europæisk mission i Hormuz, var en måde at markere afstand til præsident Trumps politik over for Iran. Men samtidig måtte markeringen ikke være større, end at man kunne patruljere sammen – omend helt bevidst under forskellige missionsnavne. Det er en meget god illustration af det transatlantiske forhold. Det er også en illustration af, at europæiske missioner vedbliver at være en del af den amerikanske militære ramme, som kan sikre ekstra ildkraft, skulle situationen med Iran spidse til.

MARKERINGEN HAR BETYDNING ud over Hormuzstrædet. Amerikanerne tilbød i 2019 kineserne at deltage i deres mission for at sikre den fri sejlads i Hormuzstrædet. Det takkede kineserne nej til og valgte i stedet at afholde en flådeøvelse med iraner-ne. Beijing foretrak at sikre sin olieeksport fra regionen ved at alliere sig med Iran og havde ikke nogen planer om at hoppe i amerikanernes fælde. For hav-de de takket ja, var der nok nogle, der ville spørge, hvorfor det var Kina om at gøre at beskytte den fri sejlads i Hormuzstrædet, når man samtidig udfordrede den i Det Sydkinesiske Hav. Ved fregattens afsejling talte forsvarsministeren om »retten til fri sejlads« som en vigtig værdi. For nok er missionen europæisk, men konteksten er global.