Sammen hver for sig

Indlæg af dekan Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 3. december 2020.

I 1950 blev den amerikanske kongres præsenteret for et beslutningsforslag, som opfordrede præsident Truman til at indkalde et »føderalt konvent«, der skulle etablere en vestlig føderation mellem de vestlige lande.

I et notat til præsidenten argumenterede udenrigsministeriet for at afvise forslaget. Ikke alene, fordi det var urealistisk, men også fordi det var unødvendigt. For »historiens gang og begivenhedernes pres leder ubønhørligt mod den stadig tættere integration af den frie verden«, konkluderede notatet.

Det vil USAs kommende udenrigsminister Antony Blinken ikke skrive til præsident Biden.

Selvom Biden måtte omlægge kursen over for Iran og Rusland samt genindtræde i WHO og klimaaftalen, så bliver han ikke den frie verdens leder, på samme måde som Truman var det, når han afgiver sin embedsed 20. januar 2021.

I 1950 var en liberal verdensorden ved at blive skabt. Det amerikanske udenrigsministerium havde fuldstændig ret i, at dagsordenen efter Anden Verdenskrig var at skabe orden ved at bygge internationale institutioner. NATO sikrede de vestlige landes sikkerhed, mens Bretton Woods-systemet sørgede for stabile valutakurser og en åben handel. Med Marshallplanen investerede den amerikanske regering i den krigshærgede europæiske økonomi på samme måde, som den havde investeret hjemme med the New Deal.

Der var politisk konsensus om, at staten skulle forme samfundene og deres økonomi for at skabe velstand og stabilitet. I Socialdemokratiets partiprogram fra 1945 med den ambitiøse titel Fremtidens Danmark kaldte den senere statsminister Jens Otto Krag således til »kamp mod kriserne«.

Freden skulle sikres gennem en statslig styring af økonomien inden for grænserne og gennem et samarbejde mellem staterne uden for grænserne. Dét samarbejde fungerede, fordi de vestlige politiske eliter var grundlæggende enige om målene – at skabe økonomisk og militær sikkerhed – og midlerne – en stærk stat med et budget stort nok til at udjævne konjunkturudsving og finansiere et forsvar stort nok til at afskrække Sovjetunionen.

Den konsensus brød sammen i 1970erne. Men de vestlige regeringer fandt hinanden i nye fælles mål om at reformere velfærdsstaterne efter Thatchers, Reagans, Kohls og Schlüters model, og så holdt de selvfølgelig stadig sammen i NATO. Det var med de mål, at Vesten vandt Den Kolde Krig. De næste 20 års globalisering var simpelthen udvidelsen af de mål til resten af verden.

Valget af Trump markerede globaliseringens endeligt, og det vil valget af Biden ikke forandre.

Hvis den amerikanske valgkamp har demonstreret én ting, så er det, at amerikansk politik ikke længere er liberal. Som den britiske filosof John Gray har forklaret det, så tror venstrefløjen ikke længere selv på, at den vestlige civilisation er historien om stadig større frihed på den måde, som folk gjorde i 1950erne. Mens venstrefløjen vælter statuer, så afviser højrefløjen den liberale idé om at give stadig flere rettigheder til stadig flere grupper, som i høj grad var den dagsorden, som den liberale verdensorden blev bygget på. Tilbage står dog stadig visionen om en stærk stat. Bidens folk er i vidt omfang statens parti. De tror stadig på USAs lederskab udadtil, som skabte tilslutning på begge sider af Atlanten i 1950erne. Men for al USAs magt udadtil, så vil Biden skulle forsvare staten indad til – mod en venstrefløj, som ønsker at svække staten ved for eksempel at give færre penge til politiet, og en højrefløj, som frygter staten.

Den føderale regering er således ansvarlig for et forsvar og en udenrigspolitik, som tjener den amerikanske stat, snarere end det amerikanske samfund. Trump kaldte det den dybe stat, og på trods af hans ihærdige forsøg på at svække den, tabte han i sidste ende. Men selvom Trump tabte, er den amerikanske udenrigspolitik stadig afkoblet fra indenrigspolitikken på en måde, som vi ikke har set siden Anden Verdenskrig.

Den afkobling ser vi også i Europa, hvor de liberale værdier, som EU bygger på, ikke bare bliver udfordret af Polen og Ungarn, men også synes ude af trit med en verden, hvor Kina og USA udkonkurrerer EU.

Brexit er et udtryk for, at EU ikke længere afspejler medlemsstaternes drømme om deres fremtidige udvikling. USA og Europa deler således stadig institutioner og har fælles interesser i en stadig mere krisepræget verden, men det er et udenrigspolitisk samarbejde mellem stater. Et samarbejde, der ikke længere bygger en fælles liberal dagsorden.