Tegn på liv

Artikel af dekan og professor Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 25. september 2020.

Atmosfæren på Venus består af 96 procent kuldioxid, og på planetens overflade er temperaturen over 400 grader celsius.

Venus er ikke den oplagte feriedestination; alligevel har astronomer fundet spor af liv i form af dråber af fosfin i planetens atomsfære. Vilkårene for fred i Afghanistan er lige så udfordrende som vilkårene for liv på Venus, så påbegyndelsen af fredsforhandlinger mellem Taleban, den afghanske og amerikanske regering i golfstaten Qatars hovedstad Doha synes lige så mirakuløs som nyheden om spor af liv på Venus. I begge tilfælde er det usikkert, hvilken praktisk betydning nyheden vil få.

Afghanistans tumultariske historie er i lige så høj grad et produkt af faktorer, der hviler over landet med et tryk svarende til det tryk, som hviler på overfladen af Venus, hvor en astronaut ville veje 92 gange sin vægt på Jorden, skulle hun sætte sin fod på planeten.

Krig er således blevet et vilkår i landet, hvor de krigsførende parter vel nok er blevet skiftet ud, men den afghanske virkelighed har været påfaldende uforandret. Siden den sovjetiske invasion i 1979 er Den Røde Hærs Hind-helikoptere erstattet af de amerikanske Apache-helikoptere, men de flyver over de samme floddale i det samme forsøg på at opspore guerillaer. Og regeringen i Kabul har fået andre udviklingsmål, men den har stadig ikke kontrol med størstedelen af landets territorium. I perioden 2002-2014 var der 10.774 danske soldater udsendt til Afghanistan, hvor de deltog i voldsomme kampe i Helmand-provinsen, som kostede 43 danske soldater livet. Danmark har stadig en trænings- og rådgivningsindsats på cirka 140 soldater i Kabul.

Afghanistan har således i årevis været den centrale sikkerhedspolitiske indsats for Danmark – det var i markerne langs Helmand-floden, at danske soldater døde, og det var i møder om Afghanistan i Washington og London, at danske diplomater følte, at de fik en indflydelse langt over, hvad der normalt blev et lille land til del.

I 2020 virker engagementet i Afghanistan lige så fjernt som Venus. I perioden 2002-2014 var mantraet, at vi ikke alene skulle vinde krigen, men også vinde freden. Men der er ingen danskere ved fredsforhandlingerne i Doha; og den barske sandhed er, at hverken vi eller amerikanerne er i en position, hvor vi vinder noget som helst. At få fred er bestemt ikke det samme som at vinde freden. Den amerikanske delegations mål er ikke at vinde en fred med lige rettigheder for kvinder, demokrati og alle de andre store mål, som blev sat i nullerne, men at vinde en pause i kamphandlingerne, som gør en tilbagetrækning mulig. Præsident Obama forsøgte sig i 2014 med en større tilbagetrækning, og præsident Trump vil gerne have, at forhandlingerne går i gang inden præsidentvalget, så han kan sige at have levet op til sit valgløfte fra 2016 om at stoppe USAs langvarige krige.

For Vesten er krigen i Afghanistan for længst slut, selvom der stadig dør amerikanske soldater, og stadig er danskere, som sætter deres liv på spil. Hverken krigen eller freden er blevet vundet. Men lige så lidt, som man starter en krig med sikkerhed for at vinde den, lige så lidt er det eneste mål med at kæmpe en krig, at man vinder den. Afghanistan-krigen betød mere for den danske nationalkarakter, end vi måske bryder os om. Efter 9/11 var det en krig, som vi gerne ville kæmpe, og en krig, der nød massiv folkelig opbakning, fordi vi gerne ville være i front. Vi ville selvfølgelig gerne vinde freden i Afghanistan, men vi meldte os først og fremmest til at kæmpe krigen. Der er ingen, som kan tage fra hæren, at den kæmpede godt, men krig handler ikke blot om at kæmpe, ja, krig handler i virkeligheden ikke om at vinde; krig handler om at bruge militære midler til at opnå politiske resultater. De resultater bliver formentlig forhandlet væk i Doha.

Fosfin er ætsende og brandfarlig, så selvom det er et tegn på liv, så er det ikke i sig selv noget, som man har lyst til at blande i en drink. På samme måde er fred i Afghanistan en bitter pille at sluge for de afghanere, som vi havde lovet at vinde freden for. Under den danske indsats i Afghanistan var både politikere og embedsmænd voldsomt optaget af at sætte mål for indsatsen. I 2019 søgte cirka 47.000 afghanere asyl i EU. Det er måske det mest pålidelige mål for, i hvor høj grad vi nåede vores mål i Afghanistan.