USA og Kinas ageren viser behovet for en udenrigskommission

Debatindlæg af Kristian Søby Kristensen (Center for Militære Studier) i Altinget den 20. maj 2020.

En udenrigskommission er en god ide. Det viser USA og Kinas ageren i coronakrisen. Begge lande ser i stigende grad ud som stormagter, ingen vil være venner med.

Deres indenrigspolitiske krisehåndtering har været katastrofal. Både Xi og Trump har benægtet krisen, fralagt sig ansvar og står derfor begge svækkede. Hvor Kina har ageret yderst autoritært, har USA nærmest lignet et anarki i sit forsøg på at bremse smitten.

Udenrigspolitisk står det ikke meget bedre til. En tysk delstatsminister anklagede USA for moderne pirateri i kapløbet om værnmidler. Og Kinas bistand til andre hårdt ramte lande, for eksempel Italien, fremstår – selv når hjælpemidlerne faktisk lever op til internationale standarder – både klumpet og kynisk (modsat den danske hjælp, der bare fremstod klumpet).

Hvordan fører en lille stat økonomisk udenrigspolitik i en verden, der præges af stormagter, det er svært at være venner med?

Fravær af globalt lederskab

Amerikansk såvel som kinesisk globalt lederskab er samtidig fraværende. Ingen forestiller sig Trump påtage sig et lederskab i den internationale indsats mod covid-19, der matcher for eksempel Obamas indsats mod ebola eller andre amerikanske sygdomsbekæmpende indsatser.

Om Kina har evnerne til at påtage sig det globale lederskab, som USA frasiger sig, er usikkert. Sikkert er det imidlertid, at Kina indtil nu primært har ønsket at udnytte sit internationale engagement til propaganda.

Samtidig er det tydeligt at de to landes stigende bilaterale konflikt har umuliggjort, at landene har kunnet sætte en fælles international dagsorden for krisen.

Tværtom har USA og Kina begge gjort sig umage for at sætte den anden i et dårligt lys.

Dét har de til gengæld være gode til, fordi coronakrisen tegner et stadigt skarpere billede op af to stormagter, der ikke handler smart, ikke handler storsindet, ikke handler i den fælles interesse og ikke handler hensynsfuldt.

Dem er der ikke nogen, der vil være venner med, og stormagtskonfrontationen mellem dem risikerer at forstærke den dynamik og dermed underminere grundlaget for internationalt samarbejde yderligere.

En skærpet stormagtskonkurrence

Ideen om USA som globaliseringsforkæmper står stadig svagere. Det samme gør ideen om, at et markedsøkonomisk Kina på et tidspunkt vil blive til et liberalt Kina. Verden risikerer i lagt højere grad at blive præget af geoøkonomisk funderet magtpolitisk konkurrence mellem de to store – og der risikerer de små at blive klemt.

Berlingskes historier om Huaweis lettere truende korrespondance med Statsministeriet og Mette Frederiksens påfaldende samtidige initiativ om at indhegne dansk infrastruktur er et klart eksempel på den dynamik.

Coronakrisen og dens forventelige omfattende økonomiske konsekvenser ser samtidig ud til at skærpe stormagtskonkurrencen. Der kan altså tegne sig en markant anderledes international verden på den anden side af pandemien.

Danmark og USA's symbiotiske forhold

Det er dårligt nyt for Danmark. Som en sugefisk har Danmark symbiotisk svømmet med USA, der har gjort livet i de internationale farvande både sikkerhedspolitisk og økonomisk rart for en lille men supereffektiv og gennemglobaliseret stat. Det symbiotiske forholds fremtid er usikker.

Det forandrede USA, det forværrede amerikansk-kinesiske forhold og konsekvenserne for Danmark og Europa er naturlige temaer for en debat om og gentænkning af dansk udenrigspolitik – ikke mindst de sikkerhedspolitiske aspekter. Det vil de altid være.

Det afgørende nye i denne gentænkning bør imidlertid være den internationale politiske økonomis forandring og de forandringers konsekvenser for Danmarks udenrigspolitik.

Hvordan fører en lille stat økonomisk udenrigspolitik i en verden, der præges af stormagter, det er svært at være venner med?