Bankerne svigter de hjemløse groft

Kronik af Camilla Ida Ravnbøl, postdoc ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, og Maja Løvbjerg Hansen, jurist, i Politiken den 31. august 2021.

Åbner coronabanken først om 2 uger, men hvad skal jeg gøre indtil da?«. Den hjemløse mand sender et forundret blik, da han hører, at han først kan hæve sin kontanthjælp om 14 dage. Han siger ikke mere, men hans hovedrysten og suk til farvel siger nok.

Manden er kommet 30 minutter for sent i et tidsvindue på 2 timer, hvor det var muligt for socialt udsatte personer, som ikke har hævekort, at få udbetalt deres ydelser i kontanter i København.

Dette er ikke en regulær bank med almindelige åbningstider. Vi befinder os i april måned 2021 uden for en midlertidig ' coronabank' oprettet af Københavns Kommune som en nødløsning for at udbetale ydelser til socialt udsatte i en tid, hvor bankerne de seneste år på stribe har lukket filialer for kontantudbetaling på tværs af landet.

I Odense har de hjemløse i længere tid fået udbetalt deres ydelser gennem kommunen.

I Aarhus er de hjemløse afhængige af at kende personer, som har en bankkonto, og som er villige til at lade dem overføre ydelserne dertil, hvorefter de kan hæve kontanterne til dem. Helst uden at de tager for høje ' gadegebyrer'.

Året før i marts 2020, lukkede de fleste bankfilialer ned som led i kampen mod coronapandemien. Men ud over nogle enkelte Danske Bank-filialer er de ikke åbnet igen, og i marts 2021 lukkede Nordea sin sidste kontantkasse på Vesterbro.

 --

Det er for dyrt for bankerne at håndtere kontanter, og for risikabelt - og måske unødvendigt, når nu næsten alle har hævekort? Sagen er den, at det har mange mennesker i det danske samfund ikke. Som den hjemløse mand i starten af denne historie.

Eller som Brian, der også er hjemløs og har oplevet at få sit hævekort stjålet og misbrugt flere gange. »Oftest bliver kortet taget, når jeg sover »fortæller Brian, der har boet på gaden i mere end ti år. Et andet eksempel er John, som har førtidspension pga. svær psykisk sygdom.

John mister ofte enten sit hævekort eller sin pinkode. »Det er svært at holde styr på de kort og koder, når man lever sådan her« siger John og peger på sig selv, mens han læner sig op ad en krykke med den ene arm og har den anden arm i gips.

Han havde et slemt fald for nogle uger siden.

Til slut kan vi også nævne Sarah, som skylder penge væk til forskellige pushere.

Sarah er en kvinde i 30' erne, som har været stofafhængig i en årrække. Pusherne vil gerne have fingrene i Sarahs hævekort, da det er nemmere for dem at indkræve gæld fra personer som Sarah, hvis de har direkte adgang til deres konto.

Det ved Sarah godt, og derfor foretrækker hun at bruge kontanter. Det gør det også nemmere ikke at bruge alle pengene på én gang. Brian, John og Sarah er kun tre eksempler på, at der er flere, både personlige og sociale omstændigheder, som gør, at hævekort ikke er en løsning, der passer til alle.

 --

Da den sidste kontantkasse lukkede ned, bredte desperationen sig hurtigt blandt de hjemløse og andre borgere, som ikke længere kunne få adgang til deres ydelser.

Som Patrick, en hjemløs mand, forklarede, så er det absurd og frustrerende at have NemID, så man kan se, hvor meget der er på kontoen, men ikke at kunne hæve pengene, fordi man ikke har et hævekort.

Patrick konkluderede efterfølgende, at han »hader det her kontantløse samfund«. Og det er han ikke den eneste, der gør. Flere ældre mennesker, personer med psykiske lidelser og svagtseende oplever også en række personlige eller fysiske begrænsninger i at have hævekort.

De mangler nu et sted, hvor de kender personen bag skranken, og hvor de efter egne daglige rutiner kan få udbetalt deres indtægt i kontanter.

Sådan var det ikke i coronabanken, som var København Kommunes initiativ, der stoppede med udgangen af april i år.

Her blev der i et par timer to gange om måneden udbetalt kontanter til hjemløse og socialt udsatte.

Maksimumbeløbet var sat til 5.000 kr., selv om der stod mere på kontoen, fordi det var for risikabelt for kommunens ansatte at have for store pengebeløb til rådighed.

Kommunen stod dermed for alt det administrative med at hente og hæfte for kontanterne i coronabanken.

Når borgeren mødte op, blev der ringet til bankerne, som tjekkede personens konto og bekræftede, at der stod det pågældende beløb, som kommunen derefter kunne udbetale. Bankerne var altså tilgængelige på telefonen, men al administration var hos  kommunen. Som jo ikke er en bank, en, som pludseligt måtte løfte en del af bankens ansvar og udgifter.

 --

Det er netop her, problematikken bliver tydelig. Som retshjælpen Gadejuristen skrev til flere ministre allerede tilbage i november måned 2020, så har Danmark en lovgivning, der siger, at alle borgere skal have en NemKonto, hvortil offentlige ydelser kan udbetales.

Bankerne har i udgangspunktet en forpligtelse til at lade alle borgere åbne en konto, idet det kræver en individuel og saglig begrundelse at nægte en privatkunde at oprette en bankkonto.

Det er ikke en saglig begrundelse, at borgeren er hjemløs eller modtager offentlige ydelser. At der er oprettet en konto, som det offentlige indbetaler ydelser til, er imidlertid ikke det samme, som at ydelserne reelt kommer borgeren i hænde.

Det viser problematikken med lukningen af kontantkasserne. Derfor er det afgørende, at bankerne sikrer borgerne en reel mulighed for, at ydelserne kan blive udbetalt. Hvis ikke personen har hævekort, burde de altså kunne hæve kontanter i en filial. Ellers er resultatet, at man har indrettet forsørgelsessystemet, så nogle af de mest komplekst udsatte ikke kan bruge det.

Med coronabanken blev ansvaret i stedet overført til personer og institutioner, som ikke kan eller bør varetage det.

Til kommunens ansatte, hvis ressourcer er bedre brugt på at hjælpe de socialt udsatte med at få bedre sociale og økonomiske vilkår.

Til personalet på sociale tilbud, som skal bruge tid på at opspore og rådgive deres brugere om coronabankens åbningstider eller afhjælpe de udfordringer der kommer, når beboerne ikke har noget forsørgelsesgrundlag. Til de socialt udsatte selv, som nu skal overskue et kompliceret logistisk regnestykke, hvor de skal beregne, hvor mange kontanter de skal hæve, for at det kan holde til 14 dage, samtidig med at de skal passe på ikke at bruge alle pengene på én gang.

De skal huske at dukke op i et totimers tidsrum for at få pengene udbetalt, også selv om de måske skal bevæge sig på tværs af byen, f. eks. fra Amager, hvor John normalt bor.

Det er ikke en kort udflugt, når John ud over sine psykiske udfordringer også har krykker og arm i gips. Samtidig skal de sikre sig, at pengene ikke bliver stjålet, når nu de skal hæve større beløb til 14 dage.

Sarah fra tidligere skal gemme pengene fra pusherne, som hun har gæld til. Jo større beløb hun hæver, jo mere interessant bliver det for dem at finde hende og opkræve det, hun skylder dem.

En anden kvinde, Marie, fortæller, hvordan hun oplever at blive bestjålet, fordi hun er hjemløs. Mens Marie sirligt gemmer små bundter af sedler flere forskellige steder på kroppen efter at have hævet dem i coronabanken, konkluderer hun: »Du skal være meget forsigtig. Ellers når du ikke til næste gadehjørne, før nogen har snuppet dine penge«. BANKERNE ser helst, at alle deres kunder har et hævekort og anvender hæveautomaterne, men for hjemløse er der flere praktiske problemer med at få tilsendt hævekort og pinkode.

Flere af dem, vi talte med i banken, fortalte, at de havde bestilt kort og pinkode, men ikke havde modtaget én eller begge dele, fordi det af ukendte årsager ikke var ankommet til deres værested eller bosted.

Det er ikke så ligetil at håndtere og passe på hævekort og pinkoder, hvis man ikke har en bolig elle faste rammer. Dertil kommer, at mange ligesom Patrick, John, Sarah og Marie lever på gaden med uro i sindet og i livet - med mere eller mindre kronisk stress, psykiske diagnoser og afhængighed - hvor det at få stjålet sin taske bare er endnu en tirsdag morgen.

Coronabanken var en midlertidig løsning i København, som ophørte med udgangen af april i år. Den nyeste aftale er, at enkelte bankfilialer i København over sommeren igen skal udbetale ydelser til de hjemløse.

Bankernes betingelser er dog mange.

For det første skal kontanter forudbestilles senest to bankhverdage før udbetaling.

Udbetaling vil kun finde sted tre gange om måneden i et tidsrum på én time.

Denne aftale er midlertidig, og nu skal der igen forhandles med bankerne. Måske beslutter bankerne igen, at de vil lukke kontantkasserne.

Regner de så med, at Københavns Kommune så igen åbner en coronabank? Og hvad med borgere i andre byer i landet, som ikke har hævekort, og hvor der hverken er bankfilialer eller midlertidige coronabanker? Disse begrænsninger og konstante skiftende aftaler er ganske uoverskueligt for de fleste. Ikke kun for de hjemløse, men også for mange andre i det danske samfund, f. eks. ældre, svagtseende og personer med psykisk sygdom, der har behov for forudsigelighed, sikkerhed og personlig betjening, når de skal hæve deres penge.

 --

Det er sigende, at vi i coronabanken mødte flere personer, som kommunen måtte afvise, fordi de ikke er i deres målgruppe.

De var ikke socialt udsatte, men borgere, som f. eks. havde mistet deres hævekort eller pinkode og havde akut brug for kontanter.

For eksempel fortalte en mand, at han er registreret i RKI, og derfor skal han betale sine regninger i banken.

Da han ringede til banken, henviste de ham i stedet til coronabanken, dvs. at banken henviser deres egne kunder til kommunens nødløsningsinitiativ. Den lader vi lige stå et øjeblik - man fristes til at spørge, om kommunen burde opkræve administrationsgebyr fra bankerne? Konsekvenserne er på sigt større end som så. På grund af manglende kontantudbetaling vil flere højst sandsynligt optage lån hos private pengeudlånere på gaden.

F. eks. kunne den hjemløse mand, vi fortalte om i starten af artiklen, ikke vente to uger, men måtte ud at finde kontanter andetsteds. Også selv om han havde penge på sin konto.

Det er på sigt en dyr forretning for de socialt udsatte, som skal betale ågerrenter til pengeudlånere for kontantlån, som de i princippet ikke havde behøvet at tage, da de har indestående beløb på deres bankkonto.

Andre vil vælge en løsning hvor de betaler uformelle ' gebyrer' for at låne venners hævekort for at få kontanter udbetalt.

Det skal nok blive en god forretning for bankerne og diverse private lånehajer.

-- 

Der er P.T. stor politisk debat om bankernes negative renter for indlån. Finans Danmark har reageret skarpt og udmeldt, at bankerne er private virksomheder, og at staten derfor ikke skal blande sig i deres forretning.

Det argument kan have en vis ræson, men historiske erfaringer med centralbankregulering og statslige bankpakker viser også at skellet mellem offentlig/privat i mange tilfælde er illusorisk. Bankerne har en samfundsfunktion for at sikre reelle muligheder for udbetaling, når lovgivningen stiller krav om, at sociale ydelser udbetales til en bankkonto.

Politikerne har via lovgivningen givet bankerne monopol på at udfylde denne rolle.

Danmark er et samfund, hvor der skal og bør være plads til at inkludere de mennesker, som ikke lever i gennemsnitlige omstændigheder. Som ikke kan eller bør administrere et hævekort, fordi det er for farligt eller for svært.

Mennesker, der har funktionsnedsættelser, der gør det umuligt. Disse personer skal have mulighed for at hæve deres kontanter i deres nærområde. At bankerne ønsker at minimere deres udgifter ved at overlade problemet til de udsatte borgere selv eller til kommunen og i sidste ende de danske skatteydere, er uansvarligt over for samtlige borgere i landet.

En løsning med forudbestilling af kontanter og skiftende og begrænsede åbningstider i enkelte bankfilialer, som lukker op og ned med kort (eller ingen) varsel, er, hvad vi må kalde en ikkeløsning.

Der er brug for permanente løsninger, hvor der tages højde for brugergruppers situation, så de har en realistisk mulighed for rent faktisk at få deres ydelser udbetalt - ikke kun i København og ikke med forudsætning af kontantbestillinger flere dage i forvejen og konstant skiftende åbningstider. Indtil denne reelle løsning etableres, er der langt flere borgere, end vi tror, som dagligt kommer i klemme, og som på sigt kan ende i større gæld.

Vi er ikke de eneste, der finder de begrænsninger, som bankerne sætter på adgangen til kontanter, alarmerede.

HusForbi har fremsat et borgerforslag, der hedder ' Alle skal have ret og adgang til egne penge', og har for nylig igangsat et initiativ, hvor de vil hjælpe deres avissælgere med at administrere hævekort på deres vegne.

Det nyeste er, at regeringen og Finans Danmark har nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge problemstillingen og finde en langvarig løsning.

Vi opfordrer hermed til, at den nye løsning tager højde for, at så længe bankerne har monopol på udbetaling af offentlige ydelser, så må staten tage ansvar for, at bankerne driver deres forretning på en måde, der gør, at alle borgere har reel adgang til at bruge bankerne. Ellers accepterer vi som samfund, at der er borgere, der ufrivilligt står uden forsørgelse.

Hvis bankerne ikke vil være med, så må staten tage ansvar for at stille med et alternativ.