Der er store huller i fortællingen om et ”demilitariseret Grønland”

Debatindlæg i Altinget den 1. september 2021 af Jens Wenzel Kristoffersen, professor (MSO), institutleder, Institut for Antropologi.

Da den nu over 100-dage gamle grønlandske regering (IA og Nalaraq) lancerede sin koalitionsaftale og fremtidsvisioner for Grønland, udtalte Pele Broberg, landsstyremedlem for Udenrigsanliggender, Erhverv, Handel og Klima, at han ønskede et demilitariseret Grønland. Samme budskab gentog Pele Broberg igen under en stort anlagt konference på Forsvarsakademiet den 25. august 2021 med titlen ”NATO i det høje Nord”, hvor både grønlandske, færøske og danske politikere, Folketingets Grønlandsudvalg, forskere, analytikere, journalister med flere deltog.

Men hvad betyder ”demilitarisering” egentlig for Pele Broberg? Og hvad skal dansk forsvar bidrage og forestå planlægningen af, hvis det står til Pele Broberg?

Under sit indlæg kom Pele Broberg ind på sin version af et ”demilitariseret” Grønland. Med forbehold for eventuelle misforståelser, i hvad Naallakersuisoq egentlig mente i beskrivelsen af et demilitariseret Grønland, så skulle alle civile opgaver, der i dag varetages af det danske forsvar, overtages af civile grønlændere, der over en 5-10-årig periode skulle uddannes af det danske forsvar, hvilket desuden var lige så lang tid, det tog at bygge nye skibe til den grønlandske kystvagt.

Det danske forsvar skulle endvidere stå for planlægningen af dette arbejde i samarbejde med den grønlandske regering. Ligeledes blev suverænitetshåndhævelse og eftersøgning- og søredningsopgaver (SAR) nævnt som noget, der skulle løses af civile grønlændere uden militærfaglige kompetencer. Og skulle der endelig være brug for militær kunnen, så ville der være ekstra uddannelse at hente hos den danske flåde.

Ingen finansieringsplaner

Pele Broberg afsluttede med et velkendt budskab om, at det var USA, der skulle forsvare Grønland, og der var derfor ingen grund til dansk militær tilstedeværelse i Grønland. NATO havde desuden heller ingen rolle at spille i det arktiske, idet USA på egen hånd ville kunne håndtere forsvaret af Grønland. Samtidig undlod Pele Broberg at komme ind på spørgsmålet omkring finansieringen af modellen for denne ”demilitarisering”.

Det er ikke sikkert, at USA i rollen som den ”nye” sikkerhedsgarant for Grønland vil tilbyde samme gunstige vilkår for Grønland, som et fortsat medlemskab af rigsfælleskabet dog trods alt sikrer

Jens Wenzel Kristoffersen, Militæranalytiker, Center for Militære Studier, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
For de, som har kendskab til Forsvarets opgaveløsning i og omkring Grønland og Arktis, ved at dette blandt andet omfatter:

• Det militære forsvar af Grønland og Færøerne
• Overvågnings- og suverænitetshævdelse
• Fiskeriinspektion
• Eftersøgnings- og redningstjeneste
• Miljøovervågning
• Forureningsbekæmpelse
• Søopmåling
• Diverse støtteopgaver for det civile samfund

Pele Broberg kom heller ikke ind på, hvordan denne form for ”nytænkning”, kan realiseres i et land med cirka 56.000 indbyggere, hvis eksistens er dybt afhængig af det danske blottilskud på 3-4 milliarder årligt, samt Forsvarets årlige omkostning i Grønland på knap 1 milliard kroner.

Hvad skal der ske i praksis?

Der er derfor behov for en uddybning af Pele Brobergs udgave af et ”demilitariseret Grønland”.

Pele Broberg bør sætte sig ned og beskrive, samt kommunikere til den måbende omverden, hvordan denne ”demilitarisering” skal ske i praksis, hvordan man forstiller sig opgaverne løst, hvordan dette skal finansieres, og hvordan man vil tilvejebringe den nødvendige uddannelse, struktur, enheder, skibe, fly med meget mere. Kort sagt komme med sin version af, hvordan de konkrete opgaver, som pt. løses af dansk forsvar, kan løses i en demilitariseret version af Grønland.

Det skal Pele Broberg gøre, fordi ellers risikerer den nuværende grønlandske regering at rigsfælleskabets øvrige dele ingen ide har om, hvordan en demilitariseret version af Grønland skal se ud. Og måske vigtigst, kommunikere dette klart til USA, som ifølge Pele Broberg skal være den nye sikkerhedsgarant for Grønland efter en ”islandsk model”.

Pele Broberg bør sætte sig ned og beskrive, samt kommunikere til den måbende omverden, hvordan denne ”demilitarisering” skal ske i praksis

Jens Wenzel Kristoffersen, Militæranalytiker, Center for Militære Studier, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
Hvis ikke den nuværende regering gør dette, vil det fortsat stå uklart, hvad ”demilitarisering” betyder for Pele Broberg. Den danske regering vil stå med en særdeles svær opgave i forhold til at finde fælles fodslag internt i rigsfællesskabet, hvis ikke den grønlandske regering konkretiserer sine ønsker for fremtidens Grønland. Det vil i særdeleshed blive en udfordring i forbindelse med udarbejdelsen af en fælles Arktis-strategi.

Dette tjener hverken Grønland, Danmark, Færøerne eller USA. For sidstnævnte kan dette være nok så vigtigt, idet USA i et strategisk perspektiv kun har én interesse, nemlig den fortsatte eksistens af Thulebasen og forsvaret heraf, som del af et ballistisk missilforsvar af ”homeland USA” og mod en stigende militær trussel fra Rusland.

Her er det ikke sikkert, at USA i rollen som den ”nye” sikkerhedsgarant for Grønland vil tilbyde samme gunstige vilkår for Grønland, som et fortsat medlemskab af rigsfælleskabet dog trods alt sikrer. Og for at citere en grønlandske journalist Jensine Berthelsen, Sermitsiaq: ”Man ved hvad man har - men ikke hvad man får”.

Første skridt mod selvstændighed

Men måske er Pele Brobergs mission en kanske anden. Er det han egentlig mener med ”demilitarisering af Grønland” at ”dansk forsvar” skal ud af Grønland, og at dette blot er først skridt på flertrinsraketten mod selvstændighed, men hvor han endnu ikke har defineret alle de trin, som skal føre til et demilitariseret Grønland og dernæst et selvstændigt Grønland. Eller har han overhovedet gjort sig sine tanker klare, både i forhold til det han vil og i forhold til de potentielle konsekvenser af en demilitarisering vil betyde for Grønland? Tvivlsomt.

Ét er dog klart og heldigvis for det, og det er, at demilitarisering stadig ikke er nærmere defineret.

Derfor kan man også blive i tvivl om dette egentlig også er IA og Naleraq politik, idet de mere pragmatisk grønlandske politikere og den grønlandske befolkning heller ikke helt synes at være klar over hvad Naalakkersuissoq egentlig mener med et ”demilitariseret Grønland”. Så opfordringen skal være - grib pennen og lad os prøve at forstå dette. Det tjener Grønland, Rigsfællesskabet og forholdet til USA bedst.