Det er højsæson for pirateri – og det vil fortsætte, hvis der ikke dæmmes op for det
Debatindlæg af seniorforsker og ph.d. Katja Lindskov Jacobsen (Center for Militære Studier) i Berlingske Opinion den 1. januar 2021.
Det er ikke kun jule- og nytårssæson. Det er også højsæson for pirateri i Vestafrika.
Favorable vejrforhold i Guineabugten gør, at vi ikke kun bør tænke på, hvad covid-19 har betydet for årets jul, men også på risikoen for piratangreb i den allerede hårdt plagede Guineabugt. 19. december blev skibet Maersk Cadiz angrebet af pirater. Få uger inden, 7. november, blev skibet Torm Alexandra udsat for et piratangreb i samme farvand.
I begge tilfælde lykkedes det pirater at komme ombord. I begge tilfælde nåede besætningen i sikkerhed i skibenes beskyttelsesrum. I begge tilfælde var det så tæt på, som det kunne være, inden vi fra dansk side måtte forholde os til, hvordan vi ville agere, hvis det lykkes pirater at tilfangetage besætningsmedlemmer fra danskejede skibe. Ville vi vente? Forhandle? Betale løsesummer og risikere at bidrage til en ulovlig forretningsmodel, som desværre allerede er relativt veletableret, hvis vi ser på det antal gidsler, som har været taget til fange og er blevet forhandlet fri, alene i år?
Selvom det ikke lykkedes piraterne at tage gidsler fra de to danskejede skibe, har de desværre ofte »heldet« med sig. I modsætning til julesæsonen, som snart er slut, så varer pirathøjsæsonen i Guineabugten helt til marts eller april næste år. Først derefter vil regnsæsonen lægge en dæmper på aktiviteterne. Men selv dér vil pirateriet formodentlig fortsætte, særligt hvis ikke-eksterne aktører presser yderligere på for at dæmme op for det stigende problem. I Guineabugten har 167 søfolk været taget til fange af pirater, alene i år.
Så ja, som forsvarsminister Trine Bramsen skrev på Twitter, så understreger angrebet på Maersk-skibet »alvoren i Guineabugten«. En udfordring som angrebet på Torm Alexandra allerede havde belyst. Her udtalte Forsvarsministeren, at hun var bekymret for, »at det her kan komme til at eskalere«, og at hun havde intensiveret dialogen med forsvarsministeriekollegaer om den militære dimension af pirateribekæmpelsen.
Risikoen for, at situationen eskalerer, hænger tæt sammen med, at når først pirater har held med deres angreb og med at etablere en proces, der ender med betaling af løsesummer, kan incitamentet til at fortsætte øges. Løsesummerne er mindre end det, vi så i Somalia, til gengæld udbetales de hyppigere. Pirater i Guineabugten har haft »succes« med at etablere en forretningsmodel, hvor de kidnapper op mod ti søfolk ad gangen (i få tilfælde flere). De holdes fanget et sted i Nigeria i fire-fem uger, inden de frigives mod betaling af løsesummer.
Politisk pres på Nigeria
Én bemærkelsesværdig udvikling er, at løsesummerne er steget. Beløbet udbetales nu i amerikanske dollar. Det fylder for meget at slæbe rundt på så mange penge, hvis kontanterne skal betales i Nigerianske naira. Den eskalering, som Forsvarsministeren er bekymret for, ses altså i et vist omfang allerede.
Angående den militære dimension og opbakning blandt internationale partnere kan militær tilstedeværelse bidrage til at sende vigtige signaler. Til søfarende, som føler sig mere trygge ved, at der er nogle i nærheden, som kan komme dem til undsætning i tilfælde af et angreb. Og til Nigeria, som forhåbentligt vil føle et øget pres. Pirateriproblemet har nemlig rod i Nigeria, nærmere bestemt i det svært tilgængelige Nigerdelta, hvor piraterne fører deres gidsler hen.
Men militær tilstedeværelse har både effekter og begrænsninger. Efter angrebet på Torm Alexandra blev der frigivet en video, hvor man ser, hvordan der fra den italienske helikopter, som kom besætningen til undsætning, blev affyret varselsskud mod piraterne. Der blev taget fotos, hvoraf det ses, at piraterne var bevæbnede. Man kan sågar tælle, hvor mange de var ombord i speedbåden, og hvor mange tønder brændstof de havde med til turen.
Trods disse detaljer blev ingen anholdt. Den italienske flåde fulgte dem til Nigeria, hvor Nigerias flåde tog over. Og ingen anholdelser har fundet sted. Tværtimod fortsatte angrebene. Senere samme dag – kl.16.20 – meldte MT WESLEY, at en speedbåd med bevæbnede mænd havde kurs mod deres skib.
Ingen kan vide med sikkerhed, om det var den samme gruppe. Pointen står dog klar. Militær tilstedeværelse kan ikke stå alene, hvis man vil andet og mere end at reagere, når et skib slår alarm, og dernæst følge formodede pirater tilbage til Nigeria. Et eventuelt militært bidrag bør ikke erstatte, men derimod komplementere (øget) politisk pres på og dialog med Nigeria, også selvom dette ikke på kort sigt kan skabe resultater, såsom at afskrække pirater og komme skibe under angreb til undsætning.