Det næste forsvar

Kommentar af dekan Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 20. august 2021.

I OKSBØLLEJREN STÅR et mindesmærke for de faldne danske soldater i Helmand. Mindesmærket er lavet af ørkensten med messingplader, hvor navnene på de faldne er indgraveret. På toppen står et kors, som forsvarets mekanikere har lavet af patronhylstre og patronbunde fra infanterikampkøretøjer og kampvogne. Mindesmærket blev rejst i Camp Bastion i 2009. Da forsvaret forlod Camp Bastion i 2014, ville soldaterne ikke efterlade mindesmærket, som i stedet blev sat op i det øvelsesterræn, hvor soldaterne blev trænet, før de blev udsendt til Afghanistan.

I dag træner forsvaret til en anden slags krig i Oksbøl. I september 2020 trænede danske soldater sammen med baltiske soldater i øvelsesterrænet et scenarie, hvor en fjende angreb Jylland på en måde, der kunne minde om, hvordan et russisk angreb på Baltikum ville se ud. Siden de danske soldater trak sig ud af Afghanistan, har hæren med jævne mellemrum deployeret styrker med kampvogne til de baltiske lande for at afskrække Rusland.

Således måtte hæren efter 2014 aflære sig mange af de måder at kæmpe på, som soldaterne havde vænnet sig til på patrulje i Helmand-dalen. At rykke forsigtigt og metodisk frem gjorde, at man undgik vejsidebomber i Helmand, men det ville få en dræbt på en kampplads med russisk artilleri og maskingeværer.

I dag syv år efter har mange af de soldater, som opererede fra Camp Bastion, forladt forsvaret. Helmand er om ikke glemt så i hvert fald aflært af en ny generation.

MEN FORSVARET har aflært én form for krig uden rigtigt at have ressourcerne til at kæmpe en ny. I dag ville det tage forsvaret op mod et år at mobilisere en styrke svarende til den, der kæmpede i Helmand. Og da NATO sidste gang evaluerede forsvaret, var alliancen ikke overbevist om, at en sådan styrke ville få den fornødne kampkraft og tilstrækkelige forsyninger af for eksempel ammunition.

For da styrkerne kom hjem fra Helmand, blev forsvarsbudgettet beskåret. Først nu efter amerikansk pres er det på vej op. I 2023 skal der forhandles et nyt flerårigt forsvarsforlig på plads, og der er grund til at formode, at budgettet vil fortsætte med at stige.

I modsætning til for eksempel USA udskriver danske politikere nemlig ikke en ny check, når de væbnede styrker sendes i krig. Det skal holdes inden for det eksisterende budget. Eftersom et forsvar i krig er umådeligt meget dyrere end at træne tropperne hjemme i Oksbøl, så betød krigene i Irak og Afghanistan, at forsvarets ressourcer gik til internationale missioner. For at få budgettet til at hænge sammen har forsvaret specialiseret sig i at være underleverandør til britiske og amerikanske krige. Flyvevåbnet har kampfly at sende af sted, søværnet fregatter og hæren en kampgruppe, men flyene, skibene og hærenhederne har ikke opereret sammen siden afslutningen af Den Kolde Krig.

ET STØRRE FORSVARSBUDGET skal bruges på at genopbygge et integreret forsvar i stedet for at have tre værn, som mere eller mindre uafhængigt af hinanden kan sendes af sted. Det bliver dyrt – og i virkeligheden en lille smule kedeligt. Det var nemt at forstå, at der var brug for udstyr til soldater, der kæmpede mod Taleban. Og de samme politikere forstår også, at patruljeskibe i Grønland giver adgang til møder med en amerikansk udenrigsminister, og at indsatser mod russiske hackere er populære hos vælgerne, der udmærket forstår, hvad det vil sige at få virus på sin computer. Det er den slags investeringer, som forsvarspolitikerne har koncentreret sig om siden Afghanistan. Med andre ord har politikerne interesseret sig for varerne, der står allerforrest på hylderne i forsvarets butik. I stedet for at gå ind i baglokalet, hvor hylderne er tomme.

Forsvaret kan imidlertid kun komme videre, hvis der er politisk vilje til at fylde hylderne op. Det kræver nyt materiel og rekruttering af nyt personel, hvis vi skal kunne kæmpe og vinde i den virkelige udgave af, hvad danskere og baltere træner i Oksbøl. Det vil ikke alene koste mange penge, men fordre en omstilling af forsvaret, der er mindst lige så stor, som omstillingen fra et koldkrigsforsvar til væbnede styrker, der kunne kæmpe i Helmand. Det vil kræve investering i droner og vilje til at udstyre fregatterne med missiler, og i det hele taget skal forsvarets evne til at slå til over længere afstande øges.
Snart vil mindesmærket være det seneste, som er tilbage af den hær, som kæmpede i Afghanistan.